Arkiverede Tests

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2

favalcombo

Distributøren Max Nordic er klar med en spændende ny combo boks med indbygget DVB-T2 og DVB-S2 tuner. Det således én af de allerføste bokse med den nye DVB-T2 standard. Bemærk at den trods DVB-T2 ikke kan bruges til HDTV fra Boxer på grund af krav om CI+ som boksen her ikke tilbyder.

 

Med en indbygget conax kortlæser med mulighed for indsættelse af Canal Digital kort, en common interface port til Boxer cam, samt mulighed for optagelse på en ekstern harddisk, så er der på papiret tale om en meget interessant boks, som DIGITALT.TV har fornøjelsen af at teste i denne anmeldelse.

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 fakta

Distributør: Max Nordic
Pris: Tjek pricerunner

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 – design og tilslutninger

FaVal boksen leveres med fjernbetjeningen, batterier og en dansk manual, der virker rimeligt gennemarbejdet, men dog uden illustrationer i forhold til skærmmenuer.

På fronten af den sorte boks finder du en power knap og knapper til at skifte kanal. I midten et 8 karakters alfanumerisk display, der viser kanalnavn, når boksen er tændt, og er slukket når boksen er i standby.

Bag klappen i den ene side af fronten finder du en conax kortlæser samt en common interface port. Conax kortlæseren muliggør at benytte dit Canal Digital programkort i boksen, men boksen er ikke officielt godkendt af Canal Digital, så forvent ikke support fra Canal Digital i forbindelse med brug på denne boks. Canal Digital kortet skal vende med chippen ned af. Det er absolut et plus med indbygget conax kortlæser, eftersom man så sparer penge til et conax cam, der let løber op i 400-600 kr.

Common interface porten er i forhold til dansk brug mest relevant til brug med et Boxer cam modul, hvilket du i givet fald skal købe ekstra, såfremt du ønsker at modtage Boxer betalings-tv på boksen.

Således er der mulighed for både at modtage betalings-tv fra Boxer og Canal Digital på denne boks, hvilket også hører til det mere sjældne. Du behøver naturligvis ikke Boxer modul for at modtage gratis kanalerne fra DR og TV 2 Danmark via almindelig antennesignal altså DVB-T.

Tilslutninger

Boksens bagside tilbyder følgende tilslutningsmuligheder:

  • LNB ind
  • LNB out (gennemsløfning)
  • Ekstern IR
  • Optisk lyd ud
  • USB tilslutning
  • Komponent video ud
  • Analog video komposite
  • Analog lyd ud
  • HDMI udgang
  • Scart udgang
  • Antenne indgang
  • Antenne udgang (gennemsløfning / har ikke rf modulator)

Altså ganske flot også på tilslutningssiden. Netværkstilslutning havde naturligvis været lækkert, men ville formentlig også hæve prisniveauet en del.

På parabol delen understøttes alle de gængse DiSEqC standarder som 1.0,1.1,1.2 og USALS motorstyring, hvilket er godt at se.

Lydmæssigt tilbyder boksen Dolby Digital ud på HDMI. Man har dog valgt at konvertere HE-AAC 5.1 lyd om til stereo, da man var bange for, at der var mange kunder ellers ikke fik nogen lyd på DR HD.

Strømforbrug standby er flot med  <0,5W.

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 – DVB-T2

Du har måske hørt om DVB-T2. DVB-T2 er en videreudvikling, der optimerer udnyttelsen af de terrestriske frekvenser. Det er specielt relevant, fordi det er sparsomt med frekvenskapacitet også i forhold til pladskrævende HDTV signaler. DVB-T2 giver en effektivitet, der er 30-50 % højere end de eksisterende DTT systemer, altså bedre plads til kanaler på samme frekvensbåndbredde.

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 har DVB-T2 tuner indbygget. Det gør den i stand til at modtage både de eksisterende DVB-T kanaler, og eventuelt kommende kanaler der sender i DVB-T2 standarden. Det sker allerede i Storbritanien og Sverige, og vil formentlig også blive aktuelt i Danmark inden alt for længe. Derfor er denne DVB-T2 så fremtidsikret, som det kan lade sig gøre pt. og på forkant med f.eks. mange nye fladskærme, der kun har almindelig DVB-T tuner indbygget. Udstyr kun med DVB-T tuner vil ikke kunne modtage signaler, der sendes i DVB-T2.

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 – installation

Installationen på FaVal boksen er gjort ganske enkel. Dansk som menusprog er naturligvis muligt, og også kanalscanningen kan du skippe ved at vælge en af de prækonfigurerede indstillinger, der tilbydes. Det er enten Thor-Sirius-Astra1-Astra2 eller Astra 1-Astra2. Den første indlæser kanaler for de 4 positioner 1 vest, 5 øst, 28,2 øst og 19,2 ø, sat op til DiSEqC porte 1-4. Du kan selvfølgelig også i stedet vælge at lave en autoscanning, på de satellitpositiioner du kan modtage, og i denne forbindelse selv sætte DiSEqC portene op.

Herefter bliver du spurgt, om du ønsker at scanne efter signaler fra tagantenne, altså DVB-T eller DVB-T2 signaler. Boksen kan scanne frekvenserne fra 177,5 MHz – 226,5 MHz og 474 MHz – 858 MHz. Du kan søge på enten alle kanaler, gratis kanaler eller kodede kanaler. Alle danske DVB-T kanaler blev fundet hos mig. Jeg har ikke mulighed for at teste DVB-T2 signaler på min adresse, men som sagt så understøttes de også.

Jeg testede umiddelbart Thor-Sirius-Astra1-Astra2 listen. Denne lægger  kanalerne ind prioriteret efter danske Canal Digital kanaler fra plads 1000 og opefter. Du kan selv skabe op til 8 favoritlister på boksen, men det er også muligt at manuelt redigere, sortere og flytte kanaler i hovedlisten. Alternativt kan du også overføre kanallisten og redigere den på PC via et program, der kan hentes på Max Nordics hjemmeside.

Fremgangsmåde for kopiering af kanalliste

  1. Sæt en USB stick i modtageren
  2. Gå til menuen Installation>Software update
  3. Tryk på den gule knap
  4. Kanallisten kopieres nu til USB stikken
  5. USB stikken flyttes til computeren
  6. Kanallisten åbnes med editoren.

Når du har færdigredigeret kanallisten, er det blot at gemme den igen på et USB nøgle eller harddisk og indlæse kanallisten via menuen på boksen.

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 – daglig brug

Brugervenlighed

Som allerede nævnt som virker førstegangsinstallationen gennemført, og boksens menuer generelt kræver heller ikke den store indsats. Hovedmenuen er opdelt efter ganske logiske punkter og betjeningen virker hurtig og effektiv.
Visse punkter på skærmmenuer er dog mørke og svære at tyde på den mørke baggrund i menuerne, som det kan ses på billedet herover.

Boksen kan levere op til 1080p i opløsning på HDMI udgangen, men bemærk dog at ingen kanaler pt. sender i den opløsning.

I kanallisten det er muligt at vælge mellem følgende lister: ’Alle kanaler’, ’Terrestriske’, ’Satellit’ eller ’Favorit’. Som tidligere nævnt kan der laves op til 8 forskellige favoritlister med dine favoritkanaler.

Jeg har testet både med Canal Digital kort i den interne kortlæser og Boxer kort i et Boxer cam, hvilket har fungeret godt. Der skulle pt. være en kendt fejl omkring stabilitet i forhold til conax kortlæseren. Jeg oplevede imidlertid ingen problemer i min testperiode.

Undertekster

Som altid er underteksthåndteringen værd at teste, når det gælder en boks kunnen i forhold til brug med Canal Digital kanaler. Mens tekst-tv undertekster fungerede uden problemer, så er DVB underteksterne endnu ikke optimale. Underteksterne bliver hængende, indtil der kommer nye undertekstlinjer. Dette skyldes at Canal Digital ikke sender nogen time out på underteksterne, i datastrømmen. Problemet skulle dog blivet løst i den næste software opdatering af boksen.

EPG

Boksen kan håndtere EPG fra Canal Digital. Det tager lidt tid første gang de skal hentes ind, hvilket indikeres med besked på skærmen. Trykkes der én gang på EPG knappen på fjernbetjeningen, så får du en tidslinjeoversigt over kanalerne. Denne er dog temmelig sammenpresset, og det går lidt ud over dens brugervenlighed i praksis. Man kan sige at brugerinterfacet generelt ikke er optimeret til HD opløsningsbrug, men heldigvis giver endnu et tryk en mere overskuelig oversigt på kanalbasis listeform.

Der bliver også hentet EPG på de tyske kanaler på 19,2 øst, men dog som forventeligt kun nu og næste EPG information på Freesat kanalerne på 28,2 øst.

Via EPG’en kan du programmere optagelser eller påmindelse om et givent program. Jeg savner dog lidt en form for indikering i EPG’en, når man sat et program til optagelse. Kun et kig i timermenuen kan afsløre, om man allerede har sat et program til at optage.

Tekst-TV

Tekst-tv fungerer godt på boksen. Hastigheden er optimal med sidehukommelse, så du ikke skal vente på siderne.

Fjernbetjening

Fjernbetjeningen er ikke high end, men ganske ok. Visse knapper sidder lidt tæt, men der reageres generelt fint på tastetryk.

 

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 – PVR funktionalitet

Boksen kan pt. kun optage et og se noget andet på FTA, altså ukodede kanaler. I en senere software opdatering, skulle det blive muligt generelt, men der er endnu ingen tidshorisont for denne. Det begrænser mulighederne lidt, når det gælder brug med Canal Digital eller Boxer TV, men under alleomstændigheder ville man ikke kunne skifte valgfrit ved samtidig optagelse, eftersom boksen kun har 1 af hver tuner type.

For at kunne optage eller pause live tv, så skal der tilsluttes en USB harddisk eller anden USB lagringsenhed til stikket på boksens bagside. Jeg har i denne anmeldelse testet med en 500 GB Medion harddisk. Efter tilslutning af harddisken og formatering af den, fungerede optagelser og timeshift funktion uden problemer. Disken skal være formateret i FAT32. Andre formater genkendes ikke af modtageren.

Der er indstillingsmulighed, så der kan sættes buffer både før og bag optagelser i forhold til den officielle tid. Programmering kan ske manuelt eller via EPG. Der er mulighed for at opsætte til optagelse ugentlig og dagligt.

Der kan spoles med hastighed på op til x16. Med piletasten til højre venstre kan man hoppe hurtigere i en optagelse.

Gemte optagelser kan enkelt kaldes frem ved et tryk på file knappen, og har du tidligere afspillet noget af en optagelse, spørger boksen, om du vil genoptage fra der du kom til sidst.

Optagelserne gemmes ukodet i formatet .trp og kan hentes ud af den eksterne harddisk, såfremt du tilslutter den til din computer.

Der er ikke support for afspilning af mediefiler fra USB bortset fra jpeg billeder.

 

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 – Konklusion

FaVal Combo ST 2200 CX VI T2, lever godt op til sit lange modelnavn. Boksen leverer en løsning med både DVB-S2 og DVB-T2 tuner. Dermed er man sikret godt på begge teknologier i forhold til modtagelse fra parabol eller almindelig tv-antenne.

Fremtidssikringen gør sig også gældende i forhold til at der tilbydes både conax kortlæser og mulighed for Boxer modul. Dermed er boksen ganske alsidig. Boksen kan også fint egne sig til brug i sommerhus med tyske kanaler, og også modtagelse af engelsk tv fra 28 øst er en mulighed, såfremt man er i stand til at modtage signalerne på sin parabol. Det er dog et minus at boksen ikke kan håndtere HDTV kanaler fra Boxer.

Boksen er med fin brugervenlighed, der ikke kræver det helt store af dig som ejer. Man sidder ikke, som det er set på andre bokse, og venter endeløst på f.eks. tekst-tv sider og jeg har ikke oplevet at boksen går i baglås.

Der er endnu ting der kan forbedres, her mens jeg tester boksen (ultimo oktober 2010). Specielt naturligvis undertekst funktionaliteten, men det har jeg tiltro til nok skal blive løst hurtigt. Det er et plus med et så nært dansk/nordisk tilknytningsforhold til boksen, så man kan forvente at mere lokale særheder bliver understøttet.

PVR funktionaliteten fungerer efter hensigten, og er med de basis funktioner man kan ønske sig. Det havde været et plus med understøttelse af video- og musikfil afspilning via USB, men på den anden side så er det ikke noget man kan forlange i en boks i denne prisklasse.

Alt i alt et godt og meget aktuelt bud på en kombineret boks til modtagelse af parabol- og antenne-tv.

Indbygget conax kortlæser og mulighed for boxer kortlæser via modul
Fin betjening og hurtigt tekst-tv
Mangler lidt på undertekstfronten i forhold til Canal Digital, men rettes snart
Ingen support for mediefiler fra USB bortset fra jpeg billeder
Ikke optimal EPG visning i flerkanalsvisning
Ikke support for HDTV fra Boxer

FaVal Combo ST 2200 CX CI T2 – Specifikationer

  • SD / HD  (MPEG4 AVC/H.264)
  • DVB-T2 og DVB-S2 tuner
  • 1 Common Interface Slot
  • 1 Conax CAS7 kortlæser
  • USB 2.0 PVR ready
  • Tidsforskydning
  • Optag en kanal og se en anden på samme transponder *
  • HDMI og YPbPr udgang
  • Dolby DD og HE-AAC** via HDMI
  • Scart udgang
  • Mulighed for ekstern IR sensor
  • 8-cifret VFD Display
  • 7 dages EPG
  • Video opløsning: 576p, 720p, 1080i, 1080p
  • Plads til 10.000 TV- og radiokanaler
  • 8 favoritlister
  • Manual PID-, satellite-, transponder- og  netværkssøgning
  • Optisk S/PDIF udgang
  • Unicable, DiSEqC 1.0, DiSEqC 1.1, DiSEqC 1.2 og USALS
  • Software opdatering via USB
  • Strømforbrug standby <0,5W
  • Menusprog: Dannsk, Engelsk, Tysk, Tyrkisk, Fransk, Hollandsk, Italiensk, Spansk, Portugisisk, Græsk, Slovensk og Svensk
  • *Kun på FTA kanaler.** HE-AAC 5.1 lyd konverteres til stereo på HDMI og SPDIF udgangen.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard