TV-Nyt

EURO 2012 på TV 2 og DR

uefa2012polandukrainelogoNæste sommers fodboldhøjdepunkt, EM-slutrunden, bliver vist på TV 2. Det ligger fast, efter at TV 2 og DR1 har erhvervet sig rettighederne til europamesterskaberne, som Danmark i morgen aften kan kvalificere sig til. De to landsdækkende tv-stationer har delt slutrundens kampe mellem sig, så hver kanal sender 15 kampe, mens finalen, der spilles søndag 1. juli 2012, samsendes.

På TV 2 glæder administrerende direktør Merete Eldrup sig over, at det er lykkedes at sikre sig de eftertragtede rettigheder, som sportsmæssigt fuldender sommeren.

– EURO 2012 bliver næste sommers største begivenhed sammen med OL i London og Tour de France. Det er glædeligt, at TV 2 er i front med dækningen af samtlige disse begivenheder og dermed igen understreger positionen som Danmarks Største Fællesskab, siger Merete Eldrup.

TV 2-direktøren tilføjer, at EM-rettighederne er købt, efter at det stod klart, at TV 2 fra 2012 ville få en mere stabil indtægt fra abonnementsbetaling, og fordi TV 2 dermed kunne give sine abonnenter denne ekstra tv-oplevelse i det første år med brugerbetaling.

På TV 2|SPORTEN er der også glæde over udsigten til endnu en stor fodbold-sommer.

– Vi har måttet kæmpe hårdt for rettighederne i år, men vi er rigtigt glade for, at det lykkedes i samarbejde med DR. En EM-slutrunde er vigtig for TV 2 og for TV 2|SPORTEN – forhåbentlig med dansk deltagelse – og nu glæder vi os til endnu en sommer at kunne give fodbold til alle danskere. Og vi glæder os til at følge op på vores store VM-succes i 2010, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

EM-slutrunden spilles i Polen og Ukraine fra 8. juni til 1. juli 2012. Polen og Ukraine er som værtsnationer fødte deltagere, mens store fodboldnationer som Spanien, England, Tyskland, Italien og Holland også er blandt de 16 deltagere.

Danmarks deltagelse afgøres i morgen aften, tirsdag 11. oktober, når Portugal er modstanderen i Parken. Vinderen kvalificerer sig til EM-slutrunden, og kampen kan ses direkte på TV 2 fra kl. 20.00.

Kilde: TV 2 presse

 

I samme kategori

Back to top button