Et hårdt La Vuelta på TV 2
Efter at verdens bedste cykelryttere har gjort vejene i Italien og Frankrig usikre i henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, kommer turen nu til Spanien i det traditionsrige spanske etapeløb La Vuelta a España. Det begynder lørdag 24. august i Vilanova de Arousa og slutter søndag 15. september i Madrid. TV 2 er naturligvis med hele vejen, og Dennis Ritter og Rolf Sørensen sidder klar til at guide seerne igennem dagens etape hver eftermiddag – bortset fra de to hviledage, 3. september og 10. september.
Og seerne kan godt begynde at glæde sig, for der er lagt op til et frygteligt spændende cykelløb, der bliver en fest for bjerg-rytterne. Med hele 13 bjergetaper (ud af 21 etaper i alt) og heraf 11, der slutter opad, så bliver La Vuelta a España på én gang ondskabsfuldt og underholdende.
Alle forbehold smidt
– Årets La Vuelta a España bliver et af de hårdeste og mest krævende treugers etapeløb nogensinde. Ruten er ikke bare hård. Den er ekstremt hård! Arrangørerne har smidt alle forbehold og forsigtigheds-principper og lavet en rute, der passer klatrerne og kun klatrerne, siger TV 2- kommentator Dennis Ritter.
– Løbet har alle chancer for at overgå 2012-udgaven, når det gælder intens spænding og fascinerende cykelløb. De spanske arrangører er i gang med at skabe et særligt brand for Vueltaen som et udpræget bjergløb. Sprinterne og de store enkeltstarts-motorer er der ikke taget hensyn til. Det er klatrerne, der kommer til at køre om Vuelta-sejren i år, fortæller Dennis Ritter.
Det frygtede bjerg er tilbage
Dennis Ritter glæder sig til at se rytternes kamp mand mod mand på de høje tinder – ikke mindst på bjerget Alto de Angliru. Det frygtede bjerg er en gammel kending, der er tilbage som en del af ruten i La Vuelta a España.
“Jeg glæder mig til at se klatrerne dyste dag efter dag i direkte dueller. De kommer til at sidde uden holdkammerater, uden taktiske rænkespil. Det bliver et løb på råstyrke og form. I bjergene kan ingen gemme sig eller fedtspille. Og så vender det frygtede og modbydeligt svære Alto de Angliru tilbage i år – måske som stedet, hvor løbet skal afgøres? Angliru er og bliver et af cykelsportens ikoniske og mest frygtede bjerge”, siger Dennis Ritter.
Chris Anker i de spanske bjerge
Selvom feltet endnu ikke er helt på plads, så ser det ud til, at favoritterne bliver Alejandro Valverde (Movistar), Joaquim Rodriguez (Katusha), Ivan Basso (Cannondale), Vincenzo Nibali (Astana), Samuel Sanchez (Euskaltel), Sergio Henao og Rigoberto Uran (Team SKY) – og ikke mindst et meget stærkt firkløver hos det danske Saxo-Tinkoff, bestående af Rafal Majka, Roman Kreuziger, Nicholas Roche og Chris Anker Sørensen.
– Personligt glæder jeg mig rigtigt meget til at se Chris Anker omsider få chancen igen i et af de store etapeløb – det bliver første gang, siden han vandt Fighterprisen i Tour de France 2012. Løbet passer ham fortrinligt, siger Dennis Ritter
Se La Vuelta a España på TV 2 fra lørdag 24. august klokken 18.25. Denne ene aften fortsætter etapen på Charlie, når NYHEDERNE går i luften kl. 19.
Kilde: TV 2