En Go´ Halv Time første program på TV Syd
Onsdag kl. 17,30 starter TV SYDs nye døgnkanal med magasinet ”En Go´ Halv Time”, som det allerførste program.
En Go´ Halv Time byder på et interview med Hofmarskal Ove Ullerup,der har taget sig tid til et interview om sin opvækst i Toftlund og livet som øverste chef for kongehusets administration.
TV SYDs Lisbeth Bratland lavede mandag optagelser med Ove Ullerup på hofmarskallens kontor i Det Gule Palæ i Amaliegade bag Amalienborg.
Det er Ove Ullerup, der på kongehusets vegne trækker i alle tråde i forberedelsen af markeringen af dronning Margrethes 40 års regent-jubilæum, der kulminerer i den kommende weekend. Ove Ullerup er født og opvokset i Toftlund som søn af kornhandler Anton Petersen og Emmy Ullerup og har været hofmarskal siden 2003. Det er sjældent at hofmarskallen medvirker i interviews. Han foretrækker at holde sig i baggrunden og overlade rampelyset til dronningen.
– Med min sønderjyske opvækst og baggrund vil jeg dog med stor glæde være med til at markere starten på TV SYDs nye døgnkanal og give seerne et indblik i mit arbejde for kongehuset, siger hofmarskal Ove Ullerup.
På alle hverdage sendes nyheder på et minut fra kl. 10 – og hvert kvarter, og på hverdage begynder Tv Syd dagens ‘rigtige’ programmer kl. 15.30; i weekenden: kl. 15.00. Herefter sendes der frem til omkring kl. 22.45. Sker der noget særligt, har TV Syd mulighed for at udvidde sendetiden.
Kilde: TV Syd/TVnyt.com