EM-håndboldbrag slog alle rekorder på TV 2 SPORT
Danmarks skæbne ved EM i Serbien afhang i høj grad af udfaldet af gårsdagens kamp mellem Polen og Tyskland, og det fik ekstra mange danske håndboldfans til at finde vej til TV 2 SPORT.
Første halvleg af kampen tiltrak 311.000 seere, mens anden halvleg blev set af 513.000. I gennemsnit blev opgøret fulgt af 418.000 seere, og dermed placerer kampen sig som den suverænt mest sete enkeltstående sportsbegivenhed på TV 2 SPORT siden kanalens start i 2007.
Mellem kl. 15.50 og 18 havde TV 2 SPORT en kommerciel share (mænd 21-50 år) på 46 procent.
Den hidtidige seerrekord på TV 2 SPORT stammer tilbage fra 2010, da 268.000 seere fulgte Danmarks kamp mod Hviderusland ved ishockey-VM, mens det hidtil højeste peak på 345.000 seere fandt sted under en superligakamp i 2009 mellem Brøndby og F.C. København.
TV 2 SPORT har indtil videre sendt 21 live-kampe fra EM-slutrunden, og de har gennemsnitligt haft 162.000 seere. Udover rekordkampen i går mellem Polen og Tyskland har flere af kampene fundet vej til top 10-listen over de mest sete begivenheder på kanalen til dato. Det gælder blandt andet Spanien-Kroatien med 206.000 seere og Serbien-Sverige med 200.000 seere i gennemsnit.
Hertil kommer de mange danskere, som har valgt at købe adgang til EM-kampene via webbaserede platforme som TV 2 Sputnik, Viaplay og TV 2 SPORTs egen hjemmeside tv2sport.dk.
”Vi er ovenud glade for den kæmpe interesse, der har været for denne EM-slutrunde. Selvom de flotte seertal naturligvis hænger sammen med spændingen omkring det danske landshold, drister vi os til at konkludere, at vores måde at dække turneringen på er faldet i god jord hos seerne. Det tegner i hvert fald positivt for vores mange andre store håndboldrettigheder, blandt andet Champions League og de danske ligaer”, siger sportschef Lene Ugilt Hansen, TV 2 SPORT.
Kilde: TV 2 Sport