TV-Nyt

El Clásico – Stjernekrig i Barcelona

feature canal9

FC Barcelona og Real Madrids to stjernespækkede mandskaber mødes mandag aften i et brag, der er et must for enhver fodboldfan eller blot personer, der har hang til spansk temperament, højspændt dramatik og et hav af lækre tekniske detaljer. El Clásico er meget mere end blot en fodboldkamp om point og håneret.  CANAL9 varmer op til kampen fra kl. 20.00 med spændende reportager samt Morten Olsen og Jesper Grønkjær i studiet. 
 
Set gennem en international optik findes der intet mere skelsættende derby end den iberiske Clásico mellem Real Madrid og FC Barcelona. Det er en kamp, hvor alt går i stå i Spanien og millioner af tv-seere overalt i verden spændt følger slagets gang mellem to af verdens mægtigste klubber og ikke mindst duellen mellem Messi og Ronaldo.Ikke alene er der tale om de to største og mest succesrige fodboldhold i Spanien. Duellerne rækker også langt uden for grønsværen.
 
Real Madrid er således notorisk blevet opfattet som en repræsentant for centralmagten, en opfattelse, der kun blev forstærket i rædselsårene under Franco, men som ikke er blevet formindsket i de 34 år, der er gået siden diktatorens død. Madrid er først som sidst Spaniens hovedstad og nationens kulturelle centrum. Det er her, kongen har sit hovedsæde, og det er herfra landets 17 autonome regioner kontrolleres. Én af disse er Catalonien, som har sit eget sprog og sin helt egen kulturelle identitet. Begge dele blev groft undertrykt af Franco-diktaturet, hvilket har bevirket, at der i brede catalanske kredse hersker et dybtfølt ønske om at blive løsrevet fra det øvrige Spanien.
I den forbindelse opfattes FC Barcelona som en samlende faktor for befolkningen, mens fodboldklubben udadtil omtrent præsenteres som Cataloniens udenrigsministerium.Det kan blandt andet udledes af det legendariske motto: ’Més que un club’ – Mere end en klub…
 
Det 155. ligamøde
Mandag aften står FC Barcelona og Real Madrid igen mano a mano, når Europas største fodboldstadion, Camp Nou i Barcelona, slår portene op for det 155. ligamøde siden 1928 mellem de evige rivaler. Som altid finder man nogle af verdens bedste fodboldspillere på de to storhold, men i år blinker de stjernespækkede trupper stærkere end nogensinde. Navne som Messi, Ronaldo, Villa, Özil, Ramos, Iniesta, Higuain og Xavi vidner om to hold, der har spillerne, som kan gøre det uventede og udføre de tekniske detaljer, der gør de to hold så elskede for alverdens fodboldfeinschmeckere. 
 
Som altid har også den forestående duel sin egen distinkte historie. Ikke alene ligger Real Madrid og FC Barcelona nummer ét og to i Primera División, det er også et direkte opgør mellem verdens to bedste spillere. I sæsonens første 12 kampe topper Ronaldo topscorerlisten med imponerende 14 mål. Messi må med 13 scoringer i de 12 kampe nøjes med andenpladsen. Begge spillere går i øvrigt ind til opgøret med hver deres hattrick i fødderne fra sidste turneringsrunde. Og så kommer man ikke uden om en hvis José Mourinho. Den karismatiske træner har allerede sat sit aftryk på 'los blancos', der synes at være mere disciplinerede end tidligere. Det 155. El Clásico bliver Mourinhos første i spidsen for Real Madrid og mon ikke, at han også til denne kamp formår at stjæle noget af opmærksomheden fra de 22 verdensstjerner på banen?   
Al respekt for det skotske Old Firm, Argentinas Superclásico, det tyske Ruhr-Derby, og hvad klodens øvrige arvefjendeopgør ellers hedder.  De har alle deres historik og iøjnefaldende kvaliteter, men ingen af dem kan måle sig med El Clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid. 
Den næste spilles på mandag, og fra klokken 20.00 varmer CANAL9 op til braget med spændende reportager samt Morten Olsen og Jesper Grønkjær i studiet.
Kl 20.55 stilles der om til Camp Nou, hvorfra John Bisgaard og Erik Rasmussen kommenterer kampen.
 
CANAL9, mandag den 29. november kl. 20.00
La Liga: FC Barcelona vs. Real Madrid

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard