TV-Nyt

Efteråret på TV3 kanalerne

Der er både helt nye programmer og gode gamle klassikere på programmet på TV3, TV3+ og TV Puls i efteråret 2011. Robinson er naturligvis traditionen tro tilbage, men der er også helt nye programmer som “Det perfekte minut” og Masterchef.

Læs mere om programmerne herunder.

Det perfekte minut

I efterårets nye store underholdningsprogram på TV3 er det legende let at blive en kvart million rigere. Bogstaveligt talt.

Ballonfis, Kikset Fjæs og Kort-Ninja er blot nogle af de utallige udfordringer, en række legesyge deltagere kan risikere at blive kastet ud i, når TV3 til september har premiere på underholdningsprogrammet Det Perfekte Minut. Et game-show, der bygger på det originale format ”Minute to win it”, som allerede har haft kæmpe succes i over 25 lande, siden det for første gang blev vist på amerikanske NBC i foråret 2010.

Reglerne i programmet er legende lette. Hver deltager har et minut til at klare en udfordring, som for eksempel kunne være at balancere en kiks fra panden ned i munden uden brug af hænder eller få et spillekort til at sidde fast i en overskåret vandmelon ved at kaste det fra et par meters afstand.

Klarer man det inden for tidsgrænsen, vinder man penge, og klarer man sig igennem 10 udfordringer, er man blevet 250.000 kroner rigere. Undervejs har man tre liv, og man mister et for hver gang, man ikke klarer en udfordring på under et minut.

Robert Hansen står klar til at lede løjerne med legesyge deltagere i studiet, men egentlig kan alle være med. Legene er så enkle, at store som små kan konkurrere mod hinanden – overalt. Og legetøjet er noget, alle kan finde derhjemme i køkkenskuffen, i køleskabet eller måske på hylden med spil. Så spørgsmålet er egentlig bare: Ka’ du lege?

Redningskvinder

Der er action, følelser og dramatik for fuld udblæsning, når nogle af Danmarks sejeste kvinder rykker ud for at redde liv i TV3’s nye reportageserie.

De har hårde, krævende jobs. Deres arbejdsdag er fyldt med action. De arbejder i frontlinjen i et barskt miljø. Og så er de vant til at træffe skæbnesvangre beslutninger, mens manden med leen ånder dem tungt i nakken.

I TV3’s nye reportageserie Redningskvinder følger vi en række af Danmarks sejeste kvinder. Det er blandt andet læger, Falck-reddere, paramedicinere og sygeplejersker, som alle sætter alt ind på at hjælpe andre og redde liv.

Vi følger dem overalt i deres arbejde på skadestuen, på fødestuen, i ambulancen og i lægebilen over hele landet. Vi er med på de dramatiske udrykninger og til de akutte behandlinger, hvor det handler om liv eller død. De har viljen til at hjælpe, til at yde omsorg, til at pleje og til at trøste.

De 12 redningskvinder, vi følger i serien, er alle drevet af en stærk tro på, at deres arbejde er med til at gøre en forskel – men det er ikke bare en hvilken som helst forskel. Det er oftest den afgørende forskel, der kan betyde liv eller død.

Vær med fra begyndelsen, når redningskvinderne til efteråret rykker ud på TV3.

Robinson Ekspeditionen – Jagten på Det Gyldne Kranie

Dobbeltspil, hemmeligheder og mystiske nøgler. Årets Robinson Ekspedition er en eventyrlig og hæsblæsende jagt på Det Gyldne Kranie.

Omgivelserne er nye, antallet af deltagere er skåret markant ned, og sidst men absolut ikke mindst springer Jakob Kjeldbjerg ud i en helt ny rolle som ekspeditionsleder. Med andre ord: Når landstigningen til årets ekspedition går i luften til september, vil intet være, som det plejer.

I år sender Jakob Kjeldbjerg nemlig 16 danske vovehalse ud på en hæsblæsende og helt eventyrlig færd: Jagten på Det Gyldne Kranie. Som en anden Indiana Jones vil ekspeditionslederen i år forsøge at hjælpe sine deltagere på rette vej i deres farefulde togt.

Og de får brug for al den hjælp, de kan få. Årets ekspedition, der er den 14. af slagsen, er en eventyrlig jagt fyldt med hemmeligheder, dobbeltspil og mystiske nøgler. Den, der til sidst får adgang til Det Gyldne Kranie, vil blive årets Robinson.

Men inden deltagerne når dertil, har de som altid været igennem et udskilningsløb, hvor de vil støde på uventede forbandelser, velsignelser og masser af overraskelser. Rammerne vil naturligvis stadig være i den klassiske Robinson-ånd med to hold, der dyster mod hinanden, og som vil gøre alt for at undgå at komme i ø-rådet. Man kan nemlig stadig blive stemt ud af ekspeditionen, og er man først ude, kan man ikke vinde titlen som årets Robinson eller den halve million kroner – dog kan man stadig have en afgørende betydning for den, der vinder ekspeditionen.

Vogternes ø

De sidste par år har Utopia været de udstemte Robinson-deltageres livline tilbage til ekspeditionen. Det vil den ikke være i år. For Utopia er død. Til gengæld er der Vogternes Ø.

På Vogternes Ø bor der tre vogtere, som har én eneste, betroet opgave. De vogter over Det Gyldne Kranie, som deltagerne på Robinson Ekspeditionen kæmper om. Som belønning har vogterne muligheden for at vinde en masse penge. Nærmere bestemt halvdelen af Robinson Ekspeditionens hovedpræmie på en halv million kroner. Men det er der ingen af ekspeditions-deltagerne, der ved noget om.

De tre vogtere vil dog ikke kæmpe alene. En vogter kan nemlig ikke få fat i den kvarte million uden en væbner. Og her kommer de udstemte deltagere fra ekspeditionen ind i billedet. De kommer ud på Vogternes Ø, hvor de fortsætter som væbner for en af vogterne.

Vogterdyster og væbnerdueller er derfor faste ingredienser på Vogternes Ø, og når alt dette blandes sammen med de udstemtes hævnlyst, bliver det en sprængfarlig cocktail, der kan få betydelige konsekvenser for den endelige vinder af årets Robinson Ekspedition.

Ekstremt fed – et år til at redde livet

En træner. Et år. En sidste chance. Følg med, når 12 ekstremt overvægtige danskere til efteråret får muligheden for at ændre deres liv. Totalt.

Til efteråret stiller TV3 skarpt på det stigende fedme-problem i Danmark, hvor over 600.000 danskere lider af livstruende overvægt.

Det sker i en helt ny dokumentar-serie, hvor vi igennem 12 måneder har fulgt 12 ekstremt overvægtige danskere, der alle har taget den ekstreme, men livsvigtige beslutning: at gå så langt ned i vægt som overhovedet muligt.

Alle har de kæmpet med overvægt i mange år, og de mange ekstra kilo går hårdt ud over helbredet; derfor er sukkersyge, dårlig kondi, forringet livskvalitet og udsigten til en alt for tidlig død blevet en del af hverdagen. Men nu skal det være slut for altid.

De får hjælp i deres livs kamp af den personlige træner Henrik Duer, der vil presse dem til det yderste, for at de kan nå deres mål og få opfyldt alle deres drømme.

De 12 måneders kamp kommer til at byde på en total kostomlægning og masser af motion. Det handler om at slippe af med de dårlige vaner én gang for alle – og få et nyt og sundere syn på livet.

I hvert program følger vi en enkelt person og kommer helt tæt på vedkommendes lange, seje kamp for det livgivende vægttab. Et års kamp mod overvægten munder til slut ud i den endelige vejning, hvor Henrik Duer skal finde ud af, om hans projekt er lykkedes.

Hele programrækken runder vi af med et opfølgningsprogram, hvor vi ser, hvad der er sket med de 12 personer, efter kameraerne har sluppet dem. Når de overvægtige deres endelige mål? Vil de fastholde den nye livsstil, og har de måske endda tabt sig yderligere? Nerverne er på højkant, og alt er på spil i Ekstremt fed – et år til at redde Livet.

Sommer i Sunny Beach

Unge danskere i hobetal arbejder hårdt og fester endnu hårdere hver Sommer i Sunny Beach.

Dagene tilbringes med dundrende tømmermænd, for om natten festes der igennem med ti hestes branderter. Og der er gerne en ekstra logerende gæst under dynen, når hotelsengen sparsomt benyttes. Sådan tilbringer tusindvis af unge danskere helst deres Sommer i Sunny Beach.

I den nye sæson af TV3’s reportageserie følges atter både fester, gæster og især det arbejdende folk i det bulgarske chartermekka, hvor diskoteket Den Glade Viking er det helt store samlingspunkt for unge danskere i Sunny Beach.

Med i denne anden omgang er naturligvis den navnkundige Flotte Fyr fra sidste sæson såvel som hans charmerende kolleger Mikkel og Jeppe. De to havde unægteligt noget større held med damerne sidste sommer i Sunny Beach. Mikkel er stadig fri på markedet, men nu har Jeppe fået kæreste hjemme i Danmark. Til gengæld har Flotte Fyr på forhånd valgt at drosle antallet af sine forventede scoringer ned til fordel for flere branderter i baren.

Blandt deres nye bartenderkolleger i Den Glade Viking er trekløveret Jannik, Absinth Olsen og Farmer. De to sidstnævnte har egentlig også fornavnene Daniel og Jacob stående i deres pas. Men i Sunny Beach er de kun kendte under deres kælenavne. Farmer, fordi han er og bliver en fuldblodslandmand hjemme i Danmark. Og Olsen har fået sit tilnavn, da han har vist sig at være særdeles modstandsdygtig over for drikken absinth.

Troels har også en fortid som bartender på Den Glade Viking, men arbejder nu i Sunny Beach for rejseselskabet Uptours som destinationschef og er dermed boss for blandt andre den yndige partyguidetrio Sidsel, Ida og Christina.

En enkelt af pigerne i denne sæson har dog også tidligere gjort sig særdeles bemærket i TV3’s Sommer i Sunny Beach. Maria er nemlig tilbage igen i år. Denne gang dog ikke som gæst, men for at arbejde som promoter, så længe det varer… der skal jo stadig festes igennem med den famøse bas-arm på bordene i Den Glade Viking.

Paradise tur-retur

Fem paradisoer krydser deres spor og vender nu tilbage til det Mexico, som de indtil videre kun har forbundet med fest og farver i luksuriøse omgivelser på Paradise Hotel.

De har levet i sus og dus i de mest mondæne mexicanske omgivelser, da de var deltagere i Paradise Hotel. Her var liv og glade dage – og der manglede ikke noget, mindst af alt procenter i de kulørte drinks. Men Mexico er også armod og fattigdom, korruption og narkokriminalitet. Her er trange kår for både børn, kvinder og især homoseksuelle.

Nu vender fem paradisoer tilbage til Mexico for på tætteste hold at opleve resten af det kontrastfyldte land uden for Paradise Hotels trygge mure i TV3’s nye reportageserie Paradise tur-retur. Men Jacob og Nicoline (sæson 4), Ronnie (sæson 5) samt Tammie og Patrick (sæson 6) kommer ikke blot på en øjenåbnende sightseeingtur.

De fem tager måske nok af sted på nye oplevelser i Mexico som luksusdyr med en tendens til at tage livets goder for givet. Men ingen vender upåvirket hjem igen. De skal både bo og yde velgørenhedsarbejde blandt forskellige udsatte grupper i Mexicos slum, så de på egen krop og sjæl mærker det virkelige livs barske realiteter.

Fristet – hvor langt vil du gå?

Er du ren og skær egoist eller en teamplayer? Og hvad er du egentlig klar til at gøre for at få opfyldt dit højeste ønske eller bare lidt kolde kontanter?

En skeløjet ged permanent tatoveret på din ene balle, og så får dit hold til gengæld 20.000 kroner til jeres fælles pulje. Det er blot en af de allerførste udfordringer, Adam Duvå Hall frister de 10 modige deltagere med i TV3’s nye realityshow Fristet – hvor langt vil du gå?

De 10 deles op i to hold, der indtager hver deres eksklusive villa i Alanya, Tyrkiet. Her konkurrerer de om at skrabe flest mulige penge sammen til holdets præmiepulje ved at tage Adams mange udfordringer op – og gennemføre dem. Holdet med den største pulje dyster i den sidste finaleuge om, hvem af dem der skal rejse hjem med kufferten fuld af penge.

Men det er ikke kun den endelige vinder, som kan vende hjem med herlige souvenirs. Deltagerne i huset får nemlig ikke kun mulighed for at tjene penge til holdets præmiepulje. De kan også vælge kun at tænke på dem selv, når Adam frister med luksusvarer, oplevelser i særklasse og opfyldelsen af deres allerstørste ønsker for familie og venner derhjemme. I alt har Fristet – hvor langt vil du gå? en samlet potentiel præmiesum på en halv million danske kroner. Så det er værd at blive i spillet så længe som overhovedet muligt. Men det koster.

Deltagerne stilles over for deres egen værste frygt og fobier, ligesom de kan blive nødt til at ofre det, de har allermest kært. For nogen er det deres mange, mange stylingprodukter, for andre er det hele hårpragten eller tilmed et arvet familieklenodie.

Er de ikke parate til at betale prisen, er der andre, som er. Hver uge flytter en eller flere nye deltagere ind, klar til at kæmpe en plads på ét af de to hold. Nogle kommer to og to og kender hinanden ganske godt på forhånd. Andre har lidt ekstra med sig i bagagen… Men alle som én vil de få særdeles svært ved at stå for fristelsen i TV3’s Fristet – hvor langt vil du gå?

Luksusfælden

TV3’s økonomiske eksperter Louise Frost og Gustav Juul hjælper på ny økonomisk trængte familier med ubalance i husholdningen.

Hastigt voksende privatgæld er en folkesygdom, og flere danskere end nogensinde har brug for økonomisk førstehjælp. Derfor trækker TV3’s eksperter Gustav Juul og Louise Frost igen i arbejdstøjet i denne 7. sæson og rykker ud til familier, der sidder alvorligt fast i gældsfælden.

De to eksperter har fuld råderet over økonomien, og efter at have opnået et komplet overblik arbejder Gustav Juul og Louise Frost sig hen i mod en løsning, der kan få hver enkelt familie på ret kurs igen. Opskriften er som regel ansvarlighed, smalhals, hårdt arbejde og klog planlægning.

Luksusfælden sendes over 13 programmer i efteråret og kommer så forskellige steder hen som Stadil, Munkebo og Nørrebro.

Ånderne vender tilbage

Der er igen fare for koldsved og klamme hænder, når Ånderne vender tilbage til efteråret på TV3 PULS.

Ånderne Vender Tilbage i en ny sæson på TV3 PULS. Igen er vi på besøg hos en række helt almindelige familier, hvis liv er blevet bragt ud af balance på grund af nogle helt ualmindelige hændelser i hjemmet eller på arbejdspladsen.

Som noget helt nyt er familierne denne gang blevet udstyret med et kamera, så de selv har mulighed for at dokumentere hændelserne. Og de optagelser vidner om, hvor skræmmende det kan være, når det uforklarlige flytter ind.

De mystiske, uforklarlige og til tider uhyggelige oplevelser spreder både gys og dårlig stemning hos de hjemsøgte medvirkende, som alle har én ting til fælles: De vil have en forklaring.

Det skulle de gerne få i Ånderne Vender Tilbage. I hvert program rykker et clairvoyant medie ud til de hjemsøgte familier, og via sine kontakter til det åndelige vil mediet forsøge at spore sig ind på en forklaring. Mediet ved naturligvis ingenting på forhånd om, hvor i landet den hjemsøgte familie bor, eller om, hvilke oplevelser familien har været igennem.

I denne sæson vil det kendte clairvoyante medie Graham Bishop supplere Marion Dampier-Jeans, Lena Ranehag og Marzcia Techau, som allerede har hjulpet en lang række danskere i den første sæson af Ånderne Vender Tilbage.

Alle forklaringer, mulige såvel som umulige, vil blive efterprøvet i programmet. Ibi Støving er værten, der binder det hele sammen, og hun vil med en god portion nysgerrighed, skepsis og sund fornuft forsøge at efterprøve alle faktuelle spor, der muligvis kan løse mysterierne.

Masterchef

De er danske, de er kendte. Og så kan de lave mad. 18 madentusiaster kæmper om æren og titlen som Masterchef 2011.

Filmboss Peter Aalbæk, skuespilleren Mia Lyhne og topmodel Heidi Albertsen er bare nogle af de kendte amatør-kokke, der fra september deltager i verdens største og mest succesrige madformat, Masterchef. Alle har de en forkærlighed for mad, som de forkæler venner, børn, mænd og koner med.

I Masterchef skal de kendte danskere nu vise seerne, hvad deres mad er gjort af, og indgå i en knivskarp kokkekonkurrence. Undervejs vil de dårligste blive skåret fra, og tilbage står kun den allerskarpeste kendiskok. Tre mesterkokke udgør dommerteamet, der i sidste ende og efter 55 programmer skal finde den endelige vinder. De er: Anders Aagard (Madklubben m.fl.), Thomas Herman (Herman) og Henrik Yde-Andersen (Kiin Kiin m.fl.).

Masterchef sendes i over 145 lande og er det absolut mest sete madprogram i verden. Blandt andet i England, hvor programmet har over seks millioner seere, og i Australien var finalen det mest sete tv-program nogensinde.

De 18 kendte medvirkende i Masterchef 2011 er: Komiker Timm Vladimir, racerkører Casper Elgaard, popsanger Inez Gavilanes, bokser Mads Larsen, grevinde Cath Danneskiold-Samsøe, skuespiller Trine Appel, filmboss Peter Aalbæk, skuespiller Mia Lyhne, topmodel Heidi Albertsen, skuespiller Alexandre Willaume, dj Thomas Madvig, håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen, skuespiller Neel Rønholt, komiker og skuespiller Troels Malling, frisør og makeup-artist Dennis Knudsen, popsanger Maria Montell, danser Thomas Evers Poulsen og journalist Jeppe Nybroe.

Masterchef sendes fra mandag til fredag. Tre deltagere kokkererer og konkurrerer mandag og tirsdag, hvor én ryger ud. Onsdag og torsdag er der tre nye, som dyster, mens Camilla Ottesen fredag samler op på ugen, der gik.

Masterchef – lær at lave maden

De har Michelin-stjerner, succesrestauranter og udgiver kogebøger. Nu deler Masterchef-dommerne ud af deres enorme viden om mad. Til glæde for både seerne og kendiskokkene, der kæmper for at vinde.

De tre Masterchef-dommere Anders Aagaard, Henrik Yde Andersen og Thomas Herman har sat store fodaftryk på den danske restaurantscene med succeser som Madklubben, Kiin Kiin og Herman i Nimb. Fra mandag til fredag kan de ses på TV3, hvor de skiller sovs fra sauce og bestemmer, hvem der går videre i konkurrencen Masterchef.

Men ikke nok med det. Hver søndag efteråret igennem kan man på TV3 PULS blive bedre til at lave mad, når de erfarne mesterkokke selv går i køkkenet. Her tager mesterkokkene deltagerne under deres vinger for at forvandle eksempelvis Dennis Knudsen og Thomas Madvig fra at være ”de måske egnede” til ”en klasse for sig”.

I modsætning til andre madprogrammer vil man i ”Masterchef – lær at lave maden” få et konkret indblik og undervisning i madlavning på Michelin-niveau. Der vil blive vekslet mellem teori, hvor der undervises i både grundlæggende teknikker og den banebrydende udvikling inden for gastronomi, og praksis, hvor deltagerne for alvor får jord under neglene. Her kan den gastronomisk interesserede seer i selskab med de kendte tage endnu et trin op ad gourmet-stigen.

Camilla Ottesen er vært.

Klinikken

Selvtilliden får et boost, pinlige skavanker fjernes, og drømmen om den perfekte krop går i opfyldelse. Alt sammen i løbet af en helt almindelig arbejdsdag på Klinikken.

For nogle handler det om at få indfriet deres meget specifikke mål for drømmekroppen, mens andre bare gerne vil være fri for en enkelt lille skønhedsskavank. Andre igen elsker deres børn, men er lede og kede af, hvad familieforøgelsen har haft af konsekvenser for staturen. Og så er der dem, der i bund og grund er tilfredse med deres udseende – så det vil de for alt i verden bevare. På Nygart Privathospital behandles de alle.

TV3 PULS’ nye reportageserie følger hverdagen for Jesper Nygart og hans team, når de forskønner alle lige fra den fladbrystede Paradise-babe til familiefaderen, der er træt af at være flov over sin krop i omklædningsrummet.

Ud over at komme helt tæt på Klinikkens mange vidt forskellige patienter, lige fra de står hjemme foran spejlet og ærgrer sig over synet til glædestårerne ved fjernelse af forbindinger og sting, lærer vi også personalet bag operationsmaskerne at kende.

Blandt Jesper Nygarts charmerende medarbejdere er først og fremmest Lady of the House, nemlig hans egen hustru, sygeplejersken Marianne. En anden markant person i medarbejderstaben er patientkoordinatoren og sygeplejersken Erik. Klinikkens islandske plastikkirurger, den tavse Kari og karismatiske Dr. Otto, sætter ligeledes deres særlige præg på såvel patienter som Nygart Privathospital.

For lækker til love

Jagten på den store kærlighed spidser til, når landets labreste singler slår sig løs i en ny sæson af For lækker til love.

De er smukke. De er sexede. Men de er stadigvæk singler. Vær med, når TV3 til efteråret følger nogle af landets lækreste singler i deres jagt på den store kærlighed i anden sæson af den populære reality-serie For lækker til love.

Her følger vi en håndfuld smukke og yderst kræsne singler i deres jagt på en partner. Men det er ikke bare en hvilken som helst partner. Det er den perfekte partner, de søger – og kravene til vedkommende er tårnhøje.

Gustav higer og søger naturligvis stadig efter en mand, der er til salsa, Sydamerika og sol på dåse. Og som ligner Cristiano Ronaldo – ligesom Gustav selv. Og vi følger også Søren fra Sønderjylland, der i håbet om at finde den helt rigtige blonde pige, som er omkring 165 til 167 centimeter høj, i denne sæson forsøger at finpudse sine manerer lidt, så han kan give den som rigtig gentleman.

Derudover kommer vi blandt andet også til at stifte bekendtskab med fitnesspigen Ann-Lie fra Aalborg, der hader mænd med grimme fødder. Og den biseksuelle afghaner Laili, der er et levende bevis på, at et frit valg fra begge hylder ikke nødvendigvis gør jagten på kærligheden lettere.

Vi følger de smukke singler på nærmeste hold både før, under og efter deres dates, som fylder så utroligt meget i deres liv. Det kræver nemlig et stort fokus i hverdagen og masser af forberedelse at finde den eneste ene – når nu man er For lækker til love.

Verdens strengeste forældre

De findes i Sydafrika og på Samsø. På Tåsinge, i Kolind og sågar i England. Ja, selv i USA bor de. De er Verdens strengeste forældre, og de åbner deres hjem for 12 uvorne og dovne, danske teenagere.

For nogle er grænser til for at blive brudt. Men ikke hjemme hos Verdens strengeste forældre. Her bliver mor ikke bare skuffet, men vred. Og når far først har sagt nej, så mener han faktisk nej. Det er dog absolut kun for børnenes eget bedste.

I anden sæson af Verdens strengeste forældre sendes seks par danske teenagere – der alle lider af voldsomt ungdomssløvsind, men til gengæld er lidt for glade for sprut og smøger – på en uges genopdragelse hos vildt fremmede familier med kæft, trit og kærlighed.

Hjemme ligger de uregerlige teenagere på den lade side i skolen og er i evige skænderier med mor og far. Men den går ikke hos Verdens strengeste forældre. Hverken i England, Sydafrika eller USA. Og heller ikke i så danske egne som Tåsinge, Kolind eller Samsø. Her hersker nemlig en helt anden tilgang til børneopdragelse og disciplin, end de uregerlige teenagere er vant til hjemmefra.

For alle teenagerne er et sådant ophold ensbetydende med mange kampe, både med værtsforældrene og dem selv. Men blot en uge på et helt fremmed sted hos en ganske fremmed familie kan udrette mirakler for deres indstilling til både skolen, livet og mest af alt deres forældre.

Danske Helte

De rejste fra Danmark og ud i verden for at gøre en forskel. Mød de danske helte i ny reportageserie på TV3+.

Det er ikke alle, der stiller sig tilfreds med leverpostej, regnfulde somre og kedelige ni til fem-jobs. Den nye reportageserie Danske Helte skildrer livet for en række danskere, der har taget springet til udlandet og gjort det til deres levevej at hjælpe andre.

Vi møder dem så forskellige steder som Alaska, Australien, London og Los Angeles, hvor de gør tjeneste som brandmænd, kriminalbetjente, paramedicinere og ambulancereddere. Her slukker de skovbrande, opretholder lov og orden og hjælper folk i nød.

I 6 programmer viser vi de danskes heltes daglige udfordringer i ekstreme og livstruende situationer, som kun sjældent kan sammenlignes med dem, som beredskabet i Danmark møder.

Politistationen Special

Der har været grov vold, væbnede røverier og hård narkokriminalitet på skærmen, når TV3+ har været med politiet på arbejde. Nu viser vi de bedste og stærkeste historier i Politistationen Special.

Igennem fire sæsoner har TV3+ vist Politistationen og skildret det danske politis arbejde så forskellige steder som København, Vestsjælland, Nordjylland og Grønland.

Vi har set beredskab, indsatsledere, hundeførere, motorcykelbetjente og udrykningsledere udføre et stykke nødvendigt arbejde, der som oftest kræver køligt overblik, høj tolerance og evnen til at træffe den rigtige beslutning – for konsekvenserne kan være store.

I Politistationen Special viser vi en række af politiets vigtigste opgaver, som vi har stiftet bekendtskab med i Politistationen. Vi har fundet de bedste og stærkeste historier frem og fokuserer i hvert program på en særlig udfordring, som går igen i alle politikredse.

Temaerne er blandt andet: våben, røverier, ulykker, narkotika, vold og forbryderjagt.

Cortina Racing – blåt benzin i blodet

Hans kongelige højhed Prins Joachim sidder bag rattet i ny reportageserie på TV3

Cortina Racing er navnet på racer-teamet, som ud over HKH Prins Joachim også består af vennerne Martin Berner og Oscar Siesbye. Holdet tager hver sommer rundt i Danmark for at deltage i veteran-motorløb i kamp om et mesterskab, som teamet før har vundet. Og kørerne giver den gas på flere fronter end forventet. Ikke mindst konkurrerer de med hinanden – og der er en kører på holdet, der decideret hader at tabe til de andre…

TV3-serien følger i seks programmer hele holdet og alle de mennesker, der er omkring det, familiernes besøg i pitten, diskussioner med mekanikerne, glæde og ærgrelse over resultaterne – og bilernes formåen.

Vi er i serien med til løbene i årets sæson, i garagen, ved sejre og nederlag – og seerne får et sjældent indblik i et team, hvor kørerne, mekanikere og hjælpere alle udlever en barndomsdrøm; at dyrke passionen for motorsport.

Til trods for stor konkurrence internt på holdet og ikke mindst med de andre, deltagende racerteams, er serien også et kig ind i en verden med en yderst speciel samling af mennesker, der alle har stor kærlighed til biler – ikke mindst de klassiske af slagsen.

Cortina Racing-teamet kører i forskellige biler: Tre Ford Lotus Cortina og en Morris Cooper, årgang 1965. Den hvide Cortina med startnummer 65 køres af HKH Prins Joachim. Den har racerhistorie, som går helt tilbage til 1965. Den har kørt utallige racerløb i England og senere i Belgien. Den har en 1600ccm motor med to overliggende knastaksler og otte ventiler. Den er forsynet med to 45mm Weber kaburatorer og yder ca. 165 hk. Max hastighed kan ændres fra 150km/t til 215km/t.

International Fodbold på TV3+

Den bedste fodbold bliver spillet i Europa og vist på TV3+.

UEFA CHAMPIONS LEAGUE
Det er turneringen, alle ambitiøse spillere vil optræde i. Kun de færreste kommer til det, og endnu færre får lov at stå med trofæet hævet højt over hovedet, når finalen til maj spilles i München. TV3+ er med hele vejen.

I efteråret viser TV3+ naturligvis den bedste kamp både tirsdag og onsdag i gruppespillet. Peter Schmeichel står i spidsen for sit drømmehold af eksperter og kommentatorer med blandt andre Brian Laudrup, Preben Elkjær, Jesper Grønkjær, Jan Mølby, Luna Christofi, Peter Kjær, Per Frimann, Carsten Werge og Niels Harild. Efter den direkte kamp viser vi i Goalshow alle rundens mål.

UEFA EUROPA LEAGUE
Den anden og lidt mindre europæiske turnering UEFA Europa League bliver som noget nyt vist på TV3+ (tidligere TV3 PULS). Vi sender to kampe direkte om torsdagen i spilleugerne fra klokken 19.00 og følger naturligvis de danske hold, der har kvalificeret sig til turneringen, samt danskerne i deres udenlandske klubber.

Derudover viser vi alle mål og højdepunkter fra rundens øvrige kampe.

UEFA SUPER CUP
Kampen mellem ovenstående to turneringers regerende mestre spilles fredag den 26. august på Stade Louis II i Monaco og vises på TV3+.

ONSIDE PREMIER LEAGUE
Hver lørdag forud for kampene i Englands bedste fodboldrække er Carsten Werge vært for det nye program Onside Premier League. Han vil sammen med en række af vores eksperter give fodboldelskerne masser af indsigt og debat om Premier League samt klip derfra.

Onside Premier League vises mellem klokken 15 og 16 og fungerer derfor samtidig som optakt til lørdagens Premier League-kampe, som alle Viasat parabol- og Viaplay-kunder frit kan vælge mellem. Efterfølgende vil samme kunder kunne nyde højdepunkter, mål og analyser mellem klokken 17.50 og 18.30.

Motorsport på TV3+

Danskernes foretrukne motorsportsklasser er også i efteråret at finde på TV3+.

FORMEL 1
TV3+ og TV3+ HD fortsætter dækningen af verdens mest potente sportsgren: Formel 1. Seerne forkæles med halvanden times optakt før hvert grandprix, hvor topfolk som Tom Kristensen, Nicolas Kiesa, John Nielsen og Thorkild Thyrring, som alle har masser af benzin i blodet, klæder seerne på til dagens race. Peter Palshøj er vært og Jens Hansen kommentator. Vi sender alle løb, alle træninger og alle kvalifikationer direkte.

SPEEDWAY
Dækningen af speedway på TV3+ og TV3+ HD begyndte allerede i foråret, men grandprix-serien bliver selvfølgelig fulgt til dørs i efteråret. Følg med, når Nicki Pedersen og Kenneth Bjerre med dødsforagt kaster sig ud i den intense og underholdende speedway-sport. Løbene sendes direkte lørdage fra klokken 19.00 til 22.00

Dansk Fodbold på TV3+

Superligaen står over for en af de mest interessante sæsoner nogensinde. De danske mestre anno 2012 kvalificerer sig nemlig direkte til UEFA Champions League. Og TV3+ er med hele vejen.

Turneringen blev skudt i gang i juli, og forude venter 33 kampe for de 12 hold i Superligaen. I toppen går jagten på DM-guldet, som er nok så værdifuldt i sig selv, men mon ikke at det er den efterfølgende automatiske kvalifikation til gruppespillet i Champions League, der lokker. Her vanker en økonomisk gulerod af de helt store.

MATCH OF THE WEEK
TV3+ følger jagten på guldet intenst. Hver søndag viser vi rundens absolut bedste kamp – også kaldet ”Match of the week”. Vi starter Superliga-transmissionen allerede klokken 16, hvor Dan Engelsted vender tilbage som vært for optakten direkte fra stadion.

På lægterne er også Jesper Grønkjær, der er seneste forstærkning på ekspert-holdet. Han får kvalificeret og erfaren bistand af Peter Kjær og Niels-Christian Holmstrøm. I optaktsprogrammet dækkes de øvrige søndagskampe intenst af live-reportere, ligesom der varmes op til ”Match of the week” med analyser, nyheder og debat.

”Match of the week” er den eneste kamp i Superligaen, som vises i ægte HD på TV3+ HD.

ONSIDE
Danmarks bedste Superligamagasin. Masser af reportager, nyheder, analyse og reaktioner serveret på skift af Peter Palshøj og Camilla Martin. Undervejs dissekerer Per Frimann Superligarunden, mens Jan Mølby rapporterer fra Premier League med mål, reaktioner og egne meninger. Ikke mindst om de danske præstationer.

FODBOLD UDEN FILTER

Hver søndag efter Onside byder Carsten Werge op til debat om fodbolddanmarks varmeste kartofler med et panel af diskussionslystne fodboldpersonligheder.

PROGRAMOVERSIGT:
TV3+ og TV3+ HD
16.00 – 18.00 Match of the week – optakt
18.00 – 20.00 Match of the week
20.00 – 21.25 Onside
21.25 – 22.15 Fodbold Uden Filter

Kilde: TV3 presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard