Streamingnyt

DRTV har nu personlige anbefalinger til brugerne

DR udvikler fortsat på sin streamingplatform DRTV. Nu er der to nye muligheder – nemlig ’Anbefalinger til dig’ og ’Min side’. De nye funktioner udrulles i en periode, hvor danskerne mere end nogensinde før, benytter sig af muligheden for at streame DR’s indhold.

DRTV’s anbefalinger af indhold til den enkelte sker på baggrund af de programmer, brugeren allerede har afspillet. Benytter brugeren sig af DRTV for allerførste gang, vil der til en start være en række standardforslag baseret på noget af det mest populære indhold fra DR, indtil anbefalingerne bliver mere personlige og dermed opleves som mere relevante.

’Anbefalinger til dig’ bor på forsiden af DRTV og her vises DRTV’s personlige anbefalinger af indhold til den enkelte bruger. Baseret på de programmer brugeren har brugt mest tid på, udvælger DRTV op til 18 nye forslag ad gangen fra DR’s store bagkatalog af public service-indhold med tusindvis af titler.

’Min side’ finder man under ’kategorier’, og her ligger brugerens personlige indhold samlet, herunder også de afsnit af et program, brugeren endnu ikke har set færdigt.

– Vores ambition med denne funktion er at give brugerne anbefalinger af indhold som er relevant for dem i et miks af genrer og programtyper, som de måske ikke selv havde fundet. På den måde kan de bedre komme rundt i det store udbud af public service-indhold fra DR’s enorme bagkatalog, herunder det, de endnu ikke vidste, de var interesseret i, og som ellers ikke får plads på forsiden, siger publiceringschef i DR Medier Peter Rosberg.

DRTV tester derudover også indhold med 50 billeder pr. sekund på udvalgte arkiv programmer.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button