DR’s gamle programoversigter fra 1925 og frem til i dag er nu alle digitaliserede
Samtlige DR’s gamle programoversigter er netop blevet digitaliserede, så alle kan søge i dem og danne sig et overblik over, hvad DR har sendt hvornår i sin efterhånden 97-årige levetid. Du finder DR’s gamle programoversigter på www.dr.dk/alletidersprogramoversigter
Hidtil har alene DR’s programoversigter for årene 1925 til 1983 været tilgængelige digitalt. Men med opdateringen er programoversigterne fra 1984 til 2022 også blevet mulige at søge i.
– Oprindeligt fandtes programoversigterne fra 1925 til 1983 kun i papirudgaver, og de blev digitaliseret først. De seneste næsten 40 års programoversigter har derimod eksisteret i forskellige digitale formater, men ikke så man kunne søge i dem offentligt. Det kan man nu, forklarer arkivar og researcher Louise Broch fra DR Arkiv.
Hvem gør brug af gamle programoversigter?
Ikke mindst forskere og studerende efterspørger tit oplysningerne om, hvornår DR sendte hvad. Andre brugere husker for eksempel nogle bestemte udsendelser og tænker: ’Hvornår var det nu, det var?’, eller vil gerne fordybe sig og søge i særlige emner i basen.
– Programoversigterne giver blandt meget andet et billede af, hvad DR sendte i de første år efter starten i 1925, eller hvad DR sendte under Anden Verdenskrig. Man kan også se, hvordan en typisk tv-aften så ud i monopolets tid i 1970’erne, hvilke musikprogrammer, der var i radioen i 1980’erne, eller hvad DR gjorde i anledning af månelandingen i 1969. Der er virkelig meget, man kan fordybe sig i, forklarer Louise Broch.