DR1 blænder op for Maestro
Lørdag den 10. september kl. 20.00 går det løs på DR1, når seks kendte danskere for åben skærm skal lære at dirigere DR SymfoniOrkestret.
Sofie Lassen-Kahlke, Jimmy Jørgensen, Simon Jul Jørgensen, Le Gammeltoft, Jacob Riising og Søs Egelind har blot fire uger til at lære så meget som muligt og sikre sig en plads i live-finalen den 8. oktober.
De seks deltagere har alle en passion for musik, men har ingen erfaring med at dirigere et orkester, derfor er det noget af en udfordring, de står overfor, når de på lørdag for første gang toner frem på skærmen sammen med DR SymfoniOrkestret. I det første program får de lov til at prøve kræfter med orkestret helt uden at have modtaget nogen form for undervisning. Kan de overhovedet få orkestret til at spille?
Professionelle dommere og coaches
I de efterfølgende programmer får seerne mulighed for at følge de seks deltagere, når de kommer under kærlig behandling af tre professionelle dirigenter, der har til opgave at lære dem, så meget som overhovedet muligt på blot fire uger. I hvert program bedømmes deltagernes præstationer af et hårdt, men retfærdigt dommerpanel bestående af de to dirigenter Michael Bojesen og Frans Rasmussen samt solo-fløjtenist Ulla Miilman, men det er i sidste ende op til orkestret, hvem af deltagerne, der skal stemmes ud.
Fra seks deltagere til tre finalister
I det første program får alle seks deltagere dog en chance for at gøre deres bedste overfor orkestret, men allerede i det andet program, bliver den første deltager stemt ud, og i finalen, der sendes live fra Koncerthuset den 8. oktober vil der kun være tre deltagere tilbage. De skal gøre deres bedste ikke blot overfor dommerne og orkestret, men også overfor seerne, der på finaleaftenen får overdraget stemmeretten og via en sms-afstemning tager det endelige valg om, hvem der bliver årets Maestro.
Gennem de seks deltageres prøvelser får seerne et unikt blik ind i den klassiske musiks verden, og hvad det kræver af psykisk råstyrke og disciplin at lede et fuldtalligt symfoniorkester sikkert gennem en koncert. ”Maestro er et nytænkende underholdningsprogram, der udover at underholde også giver både seerne og de medvirkende mulighed for at lade sig inspirere og dykke ned i den klassiske musiks vidunderlige verden”, siger underholdningschef på DR Jan Lagermand Lundme.
Se mere om Maestro på dr.dk/maestro
Maestro kan ses hver lørdag kl.20.00 på DR1 fra 10. september og frem til og med 8. oktober.
Kilde: DR presse