DR viser X Games de næste tre år
DR har netop sikret sig rettighederne til at vise X Games, som er en slags OL for de mere ”vilde” sportsgrene eller actionsporten, som nogen også kalder den. Aftalen har DR indgået med det amerikanske sports-tv-selskab ESPN.
De første konkurrencer bliver vist på DR HD allerede fra på torsdag, den 24. januar, og sammenlagt omfatter aftalen knapt 400 timers live-fjernsyn, der fordeler sig over knap 50 transmissioner frem til og med 2015.
De fleste af de mange transmissioner fra X Games vil blive bragt på DR3, men også blive vist i DRs sportsnyhedsudsendelser.
Seks lege hvert år
X Games er en slags OL for action-sportsgrenene, og seerne har udsigt til seks lege – to vinterlege og fire sommerlege hvert år i løbet af de tre år.
”DR3 vil sende så meget som muligt live, men nogle konkurrencer vil blive sendt ”forskudt live”, hvor de er speaket live, men bliver udsendt forskudt,” forklarer kanalredaktør Henrik Birck fra DR HD.
Halvdelen af de seks X Games bliver holdt i Europa, mens resten bliver holdt i USA og Brasilien.
Chefen for DR Sporten, Tine Bendix, glæder sig over den nye aftale.
”Med X Games får seerne nu en lang række sportsgrene på skærmen, som DR indtil videre stort set ikke har haft plads til og rettigheder til at vise. Der er ingen tvivl om, at sportsgrenene ved X Games er godt fjernsyn og yderst seværdige. Samtidig passer aftalen rigtigt godt ind i DRs ambitioner om at få mere bredde i sportsdækningen og få flere mindre sportsgrene på skærmen,” siger hun.
De første konkurrencer fra X Games bliver sendt på torsdag den 24. januar klokken 21.00 på DR HD. Her er det snowboard slopestyle, der er på programmet fra Aspen i USA med Henrik Liniger og P3-vært Peter Falktoft, der selv er tidligere snowboarder, som kommentatorer.