Streamingnyt

DR TV lancerer Re-premiere med aktuelle gensyn

dr tv logoÅrets store DR-julekalender er ’Tidsrejsen’, hvor man kan følge hovedpersonen Sofies gøren og laden på både DR1 og DR Ultra. Men kan man bare ikke få jul nok, er der hjælp at hente, når DR TV lancerer ’Re-premiere’.

’Re-premiere’ bliver en ny, fast kategori på dr.dk/tv, hvor man løbende vil kunne se programmer fra DRs omfattende arkiv. Programmerne vil blive præsenteret i pakker, når der er en aktuel anledning.

”’Re-premiere’ er DR TVs faste vindue med det bedste fra arkivet, som vi løbende udskifter alt efter årstid, aktualitet og begivenheder. Vi lægger ud med julen, og man kan i løbet af december blandt andet se hele første sæson af ’Arvingerne’ og ’Bankerot’ samt fem julekalendere, udover dem vi sender på flow-tv,” siger Michael Arreboe, som er kanalchef for dr.dk.

De fem julekalendere, som fra 1. december er tilgængelige i fuld længde på DR TV, er ’Vinterbyøster’ fra 1973, ’Jul i Gammelby’ fra 1979, ’Jul på Kronborg’ fra 2000, ’Jul i kommunen’ fra 2012 og ’Nissebanden’ fra 1984.

I alt kan man se otte gamle julekalendere på DR TV, da ’Bamses julerejse’ fra 1996 og ’Jullerup Færgeby’ fra 1974, som bliver sendt på DR Ramasjang, og DR Ultras ’JULTRA’ også bliver lagt ud til streaming. De kan ses på DR TV, hvor også dagens afsnit af ’Tidsrejsen’ kan ses fra klokken 6.00 om morgenen.

Fra juleand til juleklip
DR TV’s store julepakke indeholder dog også meget andet end julekalendere. Man kan for eksempel også finde inspiration til både julemiddag og julebag i en række programmer med James Price, Mette Blomsterberg og Camilla Plum.

Ingen jul uden julepynt, men også det kan man finde hjælp til, når der er repremiere på alle 24 afsnit af Jørgen Clevins ’Jul med Clevin’.

Hvis man ikke er så fingernem med saksen, kan Claus Dalby måske være behjælpelig med noget alternativtjulepynt, når han inviterer seerne hjælp til ’Jul hos Claus Dalby’. Programrækken kan også ses på DR1 i løbet af december.

Varm op til ‘Arvingerne’
Noget andet, der snart kan ses på DR1, er den nye sæson af dramaserien ’Arvingerne’, som har premiere 1. januar 2015. Som opvarmning til det vil der fra den 7. december være repremiere på første sæson af den populære dramaserie på DR TV.

I hele december vil man desuden kunne se eller gense alle otte afsnit af DRs hverdagsdrama ’Bankerot’, som i løbet af efteråret er blevet sendt torsdag aften på DR1.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button