DR sender X Factor igen i 2015
DR har sikret sig en ny sæson af X Factor som bliver vist i 2015.
Duoen Anthony Jasmin vandt X Factor 2014 og har siden fået masser af opmærksomhed med deres vindersingle ‘Do Ya’. Flere end 1,5 millioner seere fulgte med hver uge, og det er den mest sete underholdningsserie i Danmark siden 1992, hvor man begyndte at måle seertal. X Factor har som ingen anden underholdningsserie formået at samle danskerne.
Kulturelt fællesskab
Nu er det besluttet, at X Factor-festen fortsætter. DR har netop indgået en aftale med produktionsselskabet Blu om X Factor sæson 8 i 2015.
“Der er efterhånden langt imellem de kulturelle fællesskaber i Danmark. Men gennem syv sæsoner er det lykkedes DR1 at gøre X Factor til et af dem. Det er en ambition for DR1 at samle danskerne – blandt andet om vores underholdning. Derfor er det stort, at vi i 2015 igen kan byde danskerne indenfor til familiehygge med X Factor”, siger DR1’s kanalchef, Pil Gundelach Brandstrup.
DR1s kanalchef er ikke i tvivl om, hvorfor X Factor har så bred en appel i Danmark:
“X Factor rummer store kvaliteter. Det er velproduceret, vækker store følelser og dramatik, rummer spændende udviklingshistorier, skaber debat og etablerer et fælles rum”, siger Pil Gundelach Brandstrup.
Tilmelding til X Factor 2015
Hvis man mener, at 2015 er året, hvor man kan vinde X Factor er første skridt på vejen en precasting, der finder sted i både Aarhus og København til efteråret. Man kan læse mere om, hvordan man tilmelder sig på www.dr.dk/xfactor.
Eneste krav for at stille op til næste sæsons X Factor er, at man er fyldt 15 år inden 1. februar 2015, og at man er dansk statsborger eller har opholdstilladelse i Danmark. Og så må man ikke i forvejen have en aftale med et pladeselskab eller lignende.
Kilde: DR