DR præsenterer radionyheder på P1,P2,P3 og P4
DR er klar med et overblik over de nye programmer på DR’s radiokanaler og i DR LYD. Et populært P3-program genopstår og sætter gang i fredagsfesten på P3. P1 samler op på ugen med nye programmer om lørdagen, P2 byder på en ny frokostkoncert.
Læs mere herunder
En ny lørdag på P1
På P1 samler man op på ugen med nye programmer, der emmer af godt selskab. Der er både plads til snak om aktualitet, samfundstendenser og dybere refleksioner om livet.
Svingdøren
Hvad foregår der i virkeligheden inde bag murene på Christiansborg? Hvem er mennesket bag politikeren? Det undersøger vært og journalist Tony Scott i programmet ‘Svingdøren’, når han hver lørdag inviterer et skiftende panel af gæster i studiet, der alle har det til fælles, at de har været igennem den politiske svingdør på Christiansborg. Panelet kaster et nostalgisk, humoristisk og bedrevidende blik på ugens vigtigste historier hver lørdag klokken 10.00 til 12.00.
Damerne først
De tre markante meningsdannere Anne Sophia Hermansen, Anna Libak og Sørine Gotfredsen er veninder. Hver uge diskuterer de tidens vigtigste tendenser og forsøger at tolke den moderne tidsånd, mens de går nysgerrigt på opdagelse i hinandens synspunkter, forskelligheder og erfaringer om lørdagen fra klokken 13.00.
Ditlev og dæmonerne
Hvorfor findes det onde og dæmoniske udenfor og indeni os mennesker? Det spørgsmål undersøger præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen i denne programserie sammen med sin medvært Christoffer Emil Bruun og en række gæster. Med afsæt i Kristian Ditlev Jensens personlige oplevelser med seksuelt misbrug, alkoholisme og psykisk sygdom, dykker værterne ned i nogle af livets mørke skyggesider om lørdagen fra klokken 15.00.
Endnu mere klassisk musik på P2
P2 er forankret i den klassiske musik, og dette kommer bestemt til udtryk i de to nye programmer på kanalen.
Frokostkoncerten
Alle hverdage mellem 13.00 og 14.00 serverer værterne Magnus Larsson, Mette Greiffenberg og Benedikte Bové ‘Frokostkoncerten’ på P2. Det er en hel koncert med livemusik af højeste kvalitet fra udvalgte sale og koncerthuse i Europa. Koncerten kan bringe samme sus af event, fællesskab og ekstraordinære lytteoplevelse, som ‘P2 Koncerten’ gør om aftenen.
Pladeklubben
‘Pladeklubben’ er P2’s nye lørdagsprogram, hvor lytteren i hyggeligt og sjovt selskab lytter til et album sammen med vært Claus Berthelsen og en gæst fra kultur- og kunstscenen. I ‘Pladeklubben’ skal man bare lade skoletasken blive hjemme – gæsterne er ikke musikere, men nysgerrige og såkaldt ‘almindelige’ mennesker, der har appetit på musikken.
Programmet skal inspirere alle til at lytte og til at turde gå tæt på musikken, også selv om man ikke er ekspert eller kender klassisk musik. Det er hver lørdag mellem klokken 10.00 og 12.00 på P2 med premiere i uge 8.
Nye programmer og værter på P3
P3 zoomer ind på den festlige fredag, hvor ugens sidste arbejdsdag bygges op af nye, festlige programmer med værter, der kan sørge for en gedin fredagsfest.
Et populært P3-program ‘Lågsus’ med værterne Pelle Peter Jencel og Nicholas Kawamura kommer blandt andet tilbage. ‘Lågsus’ sendte fra 2012 til 2018 på P3.
Derudover bliver aktualiteten skruet op både i hverdagen og i weekenden. Det bliver blandt andet i ‘Weekendmorgen’, hvor nye værter på programmet er Ida-Sophia og Sebastian Lund, og i eftermiddagsprogrammet ‘Carte Blanche’, som nu kommer til at sende mandag til torsdag fra 14.00 til 16.00, hvor Jojo, Jannik Schow og Henrik Eriksen har frit lejde til at se på alt det, der sker i deres eget liv og i verden omkring dem.
Eftermiddagen slutter af med ‘Balalajka’ fra 16.00 til 18.00, hvor værterne Mathilde Muus og Anton Ringdal tager fat i de historier, de andre medier har overset.
Nye programmer på P3
Drømmeholdet
I selskab med vært Nicolas Kaiser kommer lytteren til at gøre en reel forskel i nogens liv, når ‘Drømmeholdet’ i samlet flok sætter alt ind for at opfylde P3-lytternes store, skøre, vilde, små og uopnåelige drømme én efter én. Programmet sender hver mandag til fredag fra klokken 9.00 til 12.00.
Crush på P3
P3 breaker nye navne og er assisterende hjælpetræner, når folk skal finde deres næste store musikalske crush. Og derfor dedikerer P3 et program til netop dét. Vært Marie Hobitz inviterer indenfor i klubben, hvor ny musik ikke er farlig og er noget, alle har ret til at have en mening op. ‘Crush på P3’ sender hver mandag til torsdag på P3 fra klokken 20.00 til 22.00.
Lågsus
I 2024 vender det populære festprogram ‘Lågsus’ tilbage til P3 fredag fra 16.00 til 18.00. Med de to dygtige DJ’s og musikformidlere Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jencel holder P3 en kæmpe fest fredag eftermiddag, og alle er inviteret med. ‘Lågsus’ er løssluppent, uforudsigeligt, men går aldrig på kompromis med den gode stemning og det gode selskab. Programmet sender første gang den 19. januar.
Bangers med Ena
’Hvor skal vi hen?’ er den underliggende tagline til ‘Bangers med Ena’. Et spørgsmål, der både inviterer lytterne ind i programmet, når de via sms’er og opkald annoncerer deres fredagsdestination i programmet live. Her bydes der op til dans i alt fra Benjamins lade til køkkenforfesten hos Alida. Energiniveauet er højt, og programmet bliver den fedeste forfest hver fredag mellem klokken 18.00 og 20.00 på P3.
P3 Pulten
For at fuldende fredagsfesten, gør P3 det muligt for folk at få et udsnit af Danmarks sejeste DJ’s hjem i stuen, til festen, i køkkenet eller på farten fra klokken 20.00 til 23.00. Hver måned står en ny DJ bag pulten fredag aften, og i januar starter programmet ud med Rune Rask, som er en dansk producer og medlem af ‘Suspekt’.
P3 har samlet en bred portefølje, der garanterer fest, uanset om du er 100 procent på fornavn med DJ’en. De 12 DJ’s er: Rune Rask, HARTY, Faustix, Amanda Baun, Lilja, Lisa Fosmark, Anton Westerlin, Mai Schaarup, Jacob Bech, Amin Safari og Kato.
Weekendmorgen
Nyheder og underholdning holder ikke weekend på P3. Derfor vil lytteren alle lørdage og søndage være i yderst kompetent selskab med de garvede radioværter Ida-Sophia og Sebastian Lund, der spæder weekendkaffen op med tre timers opdatering på ugen, der er gået, så både A-mennesker og tømmermændsramte kan være med. Programmet sender fra klokken 7.00 til 10.00 lørdag og søndag.
Laboratoriet
I ‘Laboratoriet’ bliver der hældt uprøvet værtstalent i alle kolberne og endnu uopdagede koncepter i alle petriskålene. P3 giver slottet til talenter, der kan afprøve sig selv og nye radiokoncepter. Programmet sendes hver søndag klokken 20.00, og der kommer løbende nye talenter i tidsslottet på P3.
Disse P3-programmer får nyt sendetidspunkt:
Carte Blanche sender mandag til torsdag klokken 14 – 16
Residensen sender fra mandag til torsdag klokken 18 – 20
Hånden på hjertet sender søndage klokken 10 – 12
Spice udvides og sender både lørdag og søndag klokken 16 – 18
Neonlys sender lørdag og søndag klokken 18 – 20
Nyheder på P4
På P4 er der også et par nyheder, som lytterne kan glæde sig til. Om fredagen sender Lotte Friis, og formiddagen i hverdagene får en opdatering.
For første gang
Lotte Friis sender lytterne godt på weekend med programmet ‘For første gang’, der er fyldt med masser af musik og gode snakke med lytterne. I programmet, der sender 14.00 til 16.00 om fredagen, har Lotte Friis hver uge en kendt gæst i studiet, hvor de taler om noget nyt, gæsten står overfor. For det kan godt give kriller i maven, hvis man kaster sig ud i noget for første gang. Programmet sender første gang fredag den 12. januar.
Formiddag på 4’eren
Louise Deruginsky vender tilbage til ‘Formiddag på 4’eren’ og danner makkerpar med Knud Lind. Programmet sender alle hverdage fra klokken 10.00 til 12.00.
Søndagsservice på P4
Om søndagen kan lytterne starte søndagen med Julie Bundgaard og Rune Hedeman fra klokken 10.00 til 12.00. ‘Søndagsservice på P4’ servicerer lytterne med nye perspektiver på ugens historier og spreder det gode søndagshumør. Det nye søndagsprogram har premiere den 21. januar.
Alle radioprogrammer kan lyttes live og efter sending i DR LYD.