Radio og Podcast Nyt

DR klar med nye podcasts – få et overblik over de nyeste titler her

Podcasts er altså et medie, vi bruger mere og mere i hverdagen, og i DR LYD arbejder man fortsat for at give de podcast-lyttende danskere det bedste indhold, forklarer Tine Godsk, der er chef for DR LYD, publicering og ekstern bestilling.

– Vi sørger hele tiden for at udbygge vores brede udvalg af podcasts i DR LYD med noget for alle. Vi vil gerne give vores lyttere mulighed for faste lyttevaner, da vi mennesker jo – som med så meget andet – er vanedyr. Derfor har vi flere store DR LYD-podcasts, som vender tilbage med nye sæsoner med afsnit hver uge over flere måneder.

– Samtidig dyrker vi også nyskabelserne, som vi virkelig tror på. Vi har eksempelvis lige lanceret P3-podcasten ‘Tyran’. En ny fast serie, der zoomer ind på de største skurke i verdenshistorien og krydser genrer på flotteste vis. Samtidig har vi også startet podcasten ‘Inden vi dør’ i 15 afsnit, hvor vi gerne vil ramme en ny form for samtale med værten Esben Dalgaard.

De nyeste titler, der kommer i DR LYD de næste måneder

Tyran

Verdenshistorien er fuld af morderiske, korrupte, løgnagtige, krigshungrende og magtfulde typer. De befinder sig overalt, ofte i begivenhedernes- og magtens centrum. P3-podcasten ‘Tyran’ handler om alle de personer, der igennem tiden har gjort verden til et markant dårligere sted.

Værterne Emil Rothstein-Christensen (kendt fra podcasten ‘De Lovløse’) og Nicholas Durup Thomsen (der blandt andet har lavet ‘Djævlen i Detaljen’) fortæller tyrannernes fuldstændigt vanvittige historier. Både dem du ikke kender og dem du går og tror du kender. De første tre tyranner i rækken, som podcasten kaster sig over, er Saddam Hussein, Idi Amin og Pol Pot. En ny episode udkommer hver torsdag i DR LYD.

Inden vi dør

I serien ‘Inden vi dør’ inviterer skuespiller Esben Dalgaard, der er dødelig syg af uhelbredelig kræft, en række gæster i studiet, der også har fået besked om, at de er døende. Nogle har få måneder tilbage, andre har ligesom Esben selv, måske adskillige år. Men fælles for dem alle er, at de har haft en samtale med en læge, der har ændret deres liv for altid. Serien ligger i DR LYD og kommer i 15 episoder løbende.

Visionærerne

Podcasten ‘Visionærerne’ er en sidemakker til ‘Løvernes Hule’ og kører samtidig med tv-programmet. I podcasten får vært Morten Resen både besøg af de nye løver og nogle af de mest succesfulde danske iværksættere, innovatører og erhvervspersonligheder udenfor ‘Løvens Hule’. I ‘Visionærerne’ fortæller de blandt andet om visioner og millioner, stolthed og fortrydelse og giver lytterne et unikt indblik i, hvad det egentlig kræver at blive en iværksættersucces andre kan spejle sig i og inspireres af. Gæster er blandt andre Klaus Riskær, Johan Bülow og Martin Thorborg. Serien havde premiere den 4. januar i DR LYD og kommer i 15 afsnit løbende.

Flyvende tallerken

Den populære podcast om ufoer og rummet er tilbage med en ny sæson.

Mennesket har altid være nysgerrig på om, der er andet liv end os derude. De sidste år er verdenen begyndt at tage det spørgsmål seriøst efter, at det amerikanske forsvarsministerium Pentagon har udgivet tre ufo-videoer, holdt åbne kongreshøringer om ufoers eksistens, og udgivet adskillige rapporter der bekræfter, at noget ukendt flyver rundt i det amerikanske luftrum. Men hvad er det? ‘Flyvende tallerken’ undersøger, om der er liv i rummet, og om vi allerede har haft besøg. Den nye sæson kommer hver mandag i DR LYD.

Vennepunkt

Vennepunkt er den ultimative guide til venskabet. Hver uge inviterer vært Sofie Diemer en gæst i studiet til en samtale om venskabets mange facetter lige fra voldsomme vennebreakups til intense venneforelskelser. Sammen med sin gæst vil Sofie Diemer skrive et nyt punkt i venskabsguiden, så vi i fællesskab alle kan blive lidt bedre venner. Første gæst i ‘Vennepunkt’ er skuespiller Magnus Haugaard. Premieren er den 18. januar, og podcasten kommer med et nyt afsnit hver torsdag i DR LYD.

Den skaldede fotograf

En ny radiofortælling i DR LYD. Radiofortællinger er DR LYDs eviggyldige historier om mennesker, som møder en udfordring, en trussel, står overfor et umuligt valg. I dramatiske forløb følger vi deres kamp for at komme ud på den anden side.

I denne radiofortælling møder Jens og Jesper. Efter den klassiske hippierejse i bil over land og rundt i Indien, aftaler Jens og Jesper med et tysk par, at de kan køre med tilbage til Europa, mod at dække en del af benzinudgifterne. En aftale, der skal vise sig at rumme overraskelser, dengang i 1978, men ikke mindst 30 år senere. Fortællingen kan findes i DR LYD nu.

Hvem er…

‘Hvem er…’ er podcasten bag den musik vi spiller, hylder og elsker hver eneste dag på P3. Dyk ned i detaljerne og ind i historierne bag musikken, når nogle af de vigtigste navne i dansk musik fortæller deres historie. Denne gang er turen kommet til Tessa. Den nye sæson med Tessa kommer i uge 8.

Splittet til atomer

Tag med på en musikalsk opdagelsesrejse, når vært Sara Frost og lyddesigner Nina Liv splitter de største numre til atomer og sammen med kunstnerne bag, giver dig historierne om alle de følelser, oplevelser og tekniske valg, der gemmer sig i produktionern. I de nye afsnit splitter podcasten følgende kunstneres sange til atomer: Uro, Pil, Mø og Zar Paulo. Det første afsnit med Uro kan lyttes i DR LYD tirsdag den 23. januar.

Du kender typen

Anne Glad har besøg af en kendt dansker, og sammen kigger de på gæstens bankkonti, og ser nærmere på hvilke holdninger og værdier, der ligger gemt i forbruget. Den nye sæson starter op tirsdag den 30. januar. Her får Anne Glad blandt andet besøg af Maria Montell og Sussi Nielsen (kendt fra Sussi og Leo).

10-20-30

En ny sæson af musik-podcasten ’10-20-30′ starter op fredag den 9. februar. Hvilken musik havde størst betydning for dig, da du var 10, 20 og 30 år gammel? Tag med på en rejse gennem musikalske milepæle, når Signe Muusmann dykker ned i afgørende øjeblikke i kendte musikere og danskeres liv med musikken.

Bakspejl

DR’s historiepodcast er tilbage med en ny sæson mandag den 12. februar med 20 afsnit, der kommer løbende hver mandag. Podcasten undersøger en afgørende nyere historisk begivenhed og opruller de dramatiske forløb, der gemmer sig bag de velkendte fortællinger, og giver med nutidens øjne et bud på, hvorfor historien gik, som den gik.

I denne sæson ser ‘Bakspejl’ blandt andet nærmere på Alexander Litvinenko, den russiske efterretningsofficer, som i 2006 blev forgiftet med en radioaktiv kop grøn te i sit eksil i London af selveste præsident Putin. Podcasten tager til London, for at følge det radioaktive spor, der fører til opklaringen af Litvinenkos død og taler med hans enke Marina Litvinenko om, hvad der skete dengang.

Efter den vilde historie om Litvinenko, fortsætter ‘Bakspejl’ sæson med at kigge på mysteriet om en tysk nazist og botaniker, som efter 2. verdenskrig, flygter til Argentina og starter på et vildt planteeksperiment, som måske ender med at føre ham i døden.

Nogle store DR LYD-klassikere fortsætter, men med ændringer

 

Hemmeligheder

Det populære P1-program ‘Hemmeligheder’ med Sanne Cigale Benmouyal som vært er fra 1. januar flyttet til P3 og udgives hver fredag i DR LYD.

I programmet deler lyttere deres hemmeligheder. Vært Sanne Cigale Benmouyal og en gæst lytter og dømmer ikke. Sammen snakker de om og med lytterne om deres hemmeligheder og kommer også selv med egne.

Verdens bedste film

Som altid går værtsstafetten videre i podcasten ‘Verdens bedste film’. Denne gang bliver stemmen bag mikrofonen skuespiller Birgitte Hjort Sørensen, som overtager fra skuespiller Nikolaj Kopernikus. I podcasten ser Birgitte Hjort Sørensen og gæster fra filmbranchen verdens bedste film. Og hvor mikrofonerne bliver tændt i det øjeblik rulleteksterne forlader det hvide lærred. Nye afsnit udkommer hver fredag i DR LYD.

Den populære nyhedspodcast fortsætter ufortrødent, men nu hele seks dage om ugen, hvilket betyder, at der nu er to hovedværter på podcasten, som skiftes: Anna Ingrisch og Simon Stefanski. Desuden kan vi glæde os over, at ‘Genstart’ også udkommer i alle ferier, og at ‘Genstart’ også kommer til at udgive tre til fire serier om året, hvor podcasten udlægger de største historier i tiden.

Tiden

Aktualitetspodcasten ‘Tiden’ bliver kortere og varer kun 15 minutter, og er nu et tydeligt nyhedssupplement til ‘Genstart’. ‘Tiden’ præsenterer dagligt dagens tre vigtigste nyheder på nu kun 15 minutter frem for 25 minutter, så brugerne hurtigt kan sætte sig ind i dagens vigtigste historier.

Udsyn

P1’s eftermiddagsprogram ‘Orientering Udsyn’ omdøbes til ‘Udsyn’, og får forfatter Kaspar Colding Nielsen som vært. Derudover bliver podcasten udgivet to gange om ugen i stedet for fem, for at give plads til mere dybdegående vinkler. Podcasten sendes stadig i P1 Orientering i hverdagene.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard