DR introducerer ‘Bag om X Factor’-program
Sammen med den nye sæson af X Factor lancerer DR programmet ‘Xtra Factor’, hvor Emil Thorup fører seerne med bag om scenen – og endnu tættere på deltagerne, dommerne og dramaerne, der udspiller sig i kampen om at blive Danmarks næste X Factor-stjerne.
Den sjette sæson af X Factor har premiere på DR den 28. december klokken 20.00. Her kan seerne følge deltagernes kamp om at vinde Thomas Blachman, Ida Corr og Anne Linnets gunst – og dermed nå et skridt nærmere bootcamps, rækken af liveshows og måske endda titlen som vinder af X Factor 2013. Og med denne sæson byder DR på endnu mere X Factor end nogen sinde før:
– I år giver vi seerne en unik mulighed for at komme med bag om X Factor, og det er i programmet ‘Xtra Factor’, fortæller DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme og fortsætter:
– Programmet sætter fokus på alt det, der foregår backstage mellem dommerne, og vi går endnu tættere på deltagerne, end vi har været før – og dermed er vi ikke mindst med, dér hvor alle dramaerne udspiller sig. I de fem sæsoner, der indtil videre har været af X Factor, har vi set, hvor mange gode historier, vi ikke har haft plads til i programmet, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har mulighed for at præsentere alle disse ekstra historier for seerne.
“Emil er den perfekte vært”
Programmet kommer til at vare 25 minutter og bliver vist på DR HD fredag kl. 21:00 – det vil sige lige efter den egentlige X Factor-udsendelse.
Vært på programmet er Emil Thorup som Jan Lagermand Lundme knytter følgende ord om:
– Emil er den perfekte vært til præcis denne opgave. Han giver programmet kant, han stiller de helt rigtige spørgsmål, og han forstår at guide seerne igennem programmet på allerbedste vis.
Seernes og deltagernes mand
Dér, hvor de andre kameraer stopper – dér fortsætter Xtra Factor, og Thorup er både seernes og deltagernes mand. Han går ikke af vejen for at synge en fødselsdagssang for en deltager, og da en anden har mistet sit lykkearmbånd, springer han også til og hjælper med at finde det. Samtidig stiller han de spørgsmål, som seerne måtte sidde og stille sig selv hjemme i stuerne.
– Jeg glæder mig til at vise seerne, hvordan X Factor reelt bliver til – og til at vise dem, hvor meget deltagerne faktisk skal igennem, fortæller Thorup og fortsætter:
– Undervejs støder vi på nogle meget interessante personligheder, som jeg oplever en masse spændende ting sammen med. Det ene øjeblik er jeg blevet blandet ind i et vikingeslagsmål, og i det næste er jeg blevet til en japansk superhelt, der skyder med roser. Xtra Factor er kort sagt det program, der har været allersjovest for mig at lave, og jeg glæder mig til at tage seerne med videre ind i det både skøre og inspirerende X Factor-univers.
Ligeledes vil ‘Xtra Factor’-værten Emil Thorup hver uge også præsentere en masse fraklip med dommerne og deltagerne på dr.dk/xfactor.
Kilde:DR presse