Branche-Nyt

DR går med i bredt dramasamarbejde i Europa

-DR og syv andre public service-stationer går sammen

DR og syv andre public service-stationer i Nordvesteuropa er gået sammen om at co-producere i alt otte kvalitetsserier årligt fra 2024. Det betyder, at DR fremover kan vise endnu flere kvalitetsserier på DRTV.

Samarbejdet er det hidtil mest vidtfavnende af sin slags i Europa og har fået navnet New8. Det blev offentliggjort i dag på en pressekonference på film- og tv-eventet Mercato Internazionale Audiovisivo (MIA) i Rom.

Til stede for DR var dramachef Henriette Marienlund. Hun siger om det nye samarbejde:

– Med New8 ønsker vi at styrke det nordiske og europæiske samarbejde om at skabe, udbrede og finansiere otte kvalitetsserier årligt. Det betyder, at vi kan vise endnu mere public service-fiktion, uden at det koster os mere. Derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes at gå sammen om at skabe en stærk, lokal position i et marked, der ellers er domineret af internationale kommercielle streamingtjenester.

Foruden DR består New8 af ZDF (Tyskland), NPO (Holland), VRT (Flamsk Belgien), NRK (Norge), SVT (Sverige), YLE (Finland) og RÚV (Island).

Et tillidsbaseret samarbejde

Samarbejdet mellem de otte deltagere er tillidsbaseret. Det forklarer Henriette Marienlund sådan:

– Som public service-stationer bygger vi på fælles værdier og mål om at lave serier for mennesker ved både at afspejle de samfund, vi lever i, og underholde med frit tilgængelig fiktion fra allerøverste hylde. Vi kender kvaliteten af hinandens dramaproduktioner og er overbeviste om, at europæisk fiktion blot vil blive endnu bedre gennem udveksling af viden og ekspertise mellem deltagerne i New8.

Den tillid, de otte samarbejdspartnere har til kvaliteten af hinandens produktioner, afspejler sig direkte i udvælgelsen af, hvilke serier der skal med i New8. Co-produktion betyder i denne sammenhæng, at parterne hver især vælger, hvad de vil dele og tror vil fungere godt i deltagerlandene. Det valg er alle otte forpligtet til at følge.

Inspirationen kommer fra Norden

New8 bygger videre på det nordiske samarbejde i Nordic Twelve (N12) om co-produktion af dramaserier. Det har eksisteret siden 2018 og står bag flere end 60 serier. Det drejer sig om serier som ’Carmen Curlers’ fra DR, ‘Exit’ fra NRK og ‘Den tynde blå linje’ fra SVT, som har fået et stort publikum ikke bare i Norden, men også i andre lande.

– I Norden har vi en lang, fælles historie med tillidsbaseret samarbejde. Der er den model, vi nu tager til et nyt niveau med New8, siger Henriette Marienlund.

Lidt senere på året vil de første titler i New8-samarbejdet bliver offentliggjort, og de vil være klar til at blive vist for publikum i løbet af 2024.

De nordiske public service-stationer skal årligt tilsammen levere fire serier mod 12 i Nordic Twelve-samarbejdet. Der betyder, at DR, SVT og NRK hver skal levere én serie årligt og RUV og YLE en hvert andet år. Herudover skal ZDF levere to serier årligt, mens NPO og VRT hver skal levere én serie årligt. I alt bliver det til otte serier årligt.

Aftalen er i første omgang treårig, men intentionen er, at den skal fortsætte.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard