DR følger præsidentkampen fra Washington
DR er klar med den mest ambitiøse dækning af et amerikansk præsidentvalg til dato. DR1 sender fra eget studie i Washington lige over for Det Hvide Hus, og også i radio, på dr.dk og andre steder på DR TV er der spotlys på valget.
Den 6. november skal de amerikanske vælgere afgøre, hvem der skal rykke ind i Det Hvide Hus i de næste fire år. Men allerede nu står det klart, hvem der tager plads foran den amerikanske præsidentbolig i den næste tid.
Det gør DR1, der i forbindelse med præsidentvalget etablerer eget studie i Washington over for Det Hvide Hus, og samtidig lægger DR op til den mest ambitiøse dækning af et amerikansk præsidentvalg til dato.
USA-studiet vil være bemandet med DRs stærkeste værter udi amerikansk politik; nemlig Kim Bildsøe Lassen fra TV Avisen, der selv tidligere har været DRs korrespondent i USA og DRs politiske analytiker, ’Bag Borgen’-vært og talknuser, Ask Rostrup. Han vil blandt andet gøre seerne klogere på det specielle amerikanske valgsystem, Kongressen, konventer og meget andet. USA-korrespondent Steffen Gram, der har dækket amerikanske valg i snart 30 år, rapporterer fra Obamas hovedkvarter i Chicago.
Valgaften og -nat
På selve valgaftenen den 6. november åbner Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup valgstudiet foran Det Hvide Hus klokken 21.00, og DR1 sender så direkte frem til klokken 1.00.
Herefter har DR1 lavet en aftale med tv-stationen CBS, om at man kan vise deres valgdækning hele natten, indtil Klaus Bundgård Povlsen er klar med ’USA Valgmorgen’ på DR1 onsdag den 7. november mellem klokken 6.00 og 9.00, ligesom der kommer en udvidet TV Avisen fra klokken 18.00-19.30, når afgørelsen er faldet.
Dagene op til
Søndag den 4. november bliver ’21 Søndag’ på DR1 dedikeret præsidentkampen og sendt direkte fra Washington, og mandag den 5. november sender DR1 TV Avisen live fra den amerikanske hovedstad klokken 21.30 og en time frem. Her vil det vrimle med reportager om de sidste dages valgkamp, og om hvad amerikanerne siger, gør og tænker i den anledning.
Også ’Horisont’ mandag den 29. oktober klokken 21.55 med Steffen Gram handler om valget. Her tager Steffen Gram på en rejse gennem USA og fortæller om den udvikling, han har oplevet gennem de snart 30 år, han har dækket amerikansk politik. Han møder også nogle af de amerikanere, som han talte med, da han dækkede sit første amerikanske valg.
’Bag Borgen’ rykker også til USA, og i udgaven den 1. november hedder programmet ’Bag Whitehouse’, når Ask Rostrup præsenterer seerne for en britisk BBC-dokumentar, som går helt tæt på den siddende amerikanske præsident.
”Et amerikanske præsidentvalg er både én stor folkefest og fuld af drama, fordi det handler om magten i verdens eneste supermagt. Vi glæder os til at tage seerne, lytterne og netbrugerne med helt tæt på begivenheden – både i ugerne op til og i selve valgdøgnet, hvor vi stiller med det stærkeste og mest erfarne hold af USA-kendere,” siger nyhedsredaktør Lau Rabjerg-Eriksen fra DR Medier.
DR2 går bagom
Hvor DR1 går tæt på dramaet og dækker valgresultaterne, går DR2 bag om det amerikanske valg med en stribe dokumentarer, film og serier i dagene omkring valget.
Den 3.-5. november efter ’Deadline’ klokken 22.30 drager politikeren Søren Pind og fotografen Jacob Holdt til USA i roadmovie-serien ’Pind og Holdt i USA’.
Begge elsker USA, men af vidt forskellige grunde. Og mens Søren Pind i programmerne viser republikanernes og Wall Streets bonede gulve, tager Jacob Holdt Søren Pind med ud til de hjemløse og gangsterne i slummen.
På selve valgdagen – den 6. november – viser DR2 dokumentarer hele dagen med amerikansk politik som omdrejningspunkt. Der er både en dokumentarserie om Bill Clinton, en dokumentar om præsidentfrue Michelle Obama og en helt frisk amerikansk dokumentar af Michael Kirk klokken 20.30 om Obama og Romneys valgkamp i 2012.
I dagene op til valget viser DR2 også en britisk dokumentar om tidligere præsident Reagan og en dokumentar i to dele om John F. Kennedy og de tre skud, der ændrede Amerika.
I radioen – P3 fra Miami
Radioens P1 er allerede godt i gang med Jon Kaldans serie ’Omveje til Det Hvide Hus’, hvor han bevæger sig rundt fra øst til vest og fra nord til syd i staterne.
Rikke Viemose og Anne Kjær fortsætter også deres serie med ’Stemmer fra Amerika’ på P1, og overalt i radioen bliver valget dækket i radioaviser, P3 Nyheder og aktualitetsprogrammer.
P3 sender valgnat hele natten mellem den 6. og 7. november, og P1 Morgen sender allerede fra klokken 5, når amerikanerne har sat deres kryds.
På P3 henlægger de to ’Monte Carlo’-værter, Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft, residensen til Miami i Florida fra den 29. oktober til den 7. oktober. De sender direkte på P3 fra klokken 14.03 til 16.00 på alle hverdage, og her griber ’Monte Carlo fat i de alternative vinkler fra USA, som alle andre medier ikke også render efter.
Dr.dk med USA-site
På dr.dk er der allerede åbnet et valgsite på dr.dk/usa. Her vil DRs korrespondenter løbende levere reportager og analyser fra valgkampen, ligesom man gennem en række baggrundsartikler, grafikker og quizzer kan bliver klogere på det amerikanske valg, valgsystemet og kandidaterne.
På sitet kan man også teste sin viden om de to præsidentkandidater, se hvem man er mest enig med, følge meningsmålinger, se hvilken kandidat, der bliver tweetet mest om og meget mere. På valgaftenen vil der udover livesignal også blive scribblet live om, hvad der sker lige nu og meget andet.
Kilde: DR presse