Branche-Nyt

DR: Erstatning til 22 tidligere medlemmer af DR Pigekoret

I november sidste år fremlagde DR den eksterne advokatundersøgelse af forhold i DR Pigekoret og påtog sig det fulde ansvar for det samlede svigt over for de tidligere medlemmer. Udover at påtage sig ansvaret på institutionens vegne, herunder for et markant ledelsessvigt, og undskylde over for de tidligere medlemmer af Pigekoret, bad DR den eksterne advokat, Norrbom Vinding, igangsætte en undersøgelse af, om DR kunne have pådraget sig et muligt erstatningsansvar.

Den undersøgelse er nu klar og Advokaternes vurdering er, at der i 22 ud af de 64 tilfælde, hvor der har været udvist krænkende adfærd i form af seksuel chikane over for kormedlemmerne, er grundlag for at udbetale erstatning. På den baggrund udbetaler DR erstatning til 22 tidligere kormedlemmer. Derudover er der yderligere tre tilfælde, hvor forholdene undersøges nærmere, inden der kan konkluderes endeligt. Da DR kun kan betale erstatning i de tilfælde, hvor en række betingelser er opfyldt, er der tidligere kormedlemmer, som har været udsat for krænkende adfærd, men som ikke er berettiget til erstatning. Det kan fx være pga. krænkelsens karakter eller på grund af, at forholdet er udvist på et tidspunkt, hvor kormedlemmet var fyldt 18 år, og at forholdet af den grund er forældet.

Norrbom Vinding påpeger, at DR som offentlig institution er underlagt en række begrænsninger i forhold til at udbetale erstatning. På baggrund af en gennemgang af retspraksis vil erstatningen til de 22 tidligere kormedlemmer – baseret på de krænkelser, der er afdækket – kunne udmåles til et sted mellem 5.000-25.000 kroner. DR har besluttet at betale den højst mulige erstatning på 25.000 kroner til hver af de 22 tidligere kormedlemmer.

Alle dem der har medvirket i advokatundersøgelsen, og som har berettet om krænkende adfærd i form af seksuel chikane har fået besked om, hvorvidt de vurderes at have krav på erstatning. Det er nu op til de enkelte, om de ønsker at modtage erstatningsbeløbet fra DR. Der er også mulighed for at få en sag prøvet ved domstolene.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard