TV-NytRadio og Podcast Nyt

DR byder på Musiksommer

Uanset om man stiller ind på DR’s tv- og radiokanaler eller bruger nogle af DR’s mange digitale tilbud, vil den danske musik fylde markant over hele sommeren. Alle musikgenrer vil strømme ud af højtalerne og i samarbejde med blandt andet musikfestivaler bringes også livemusikken ud i en tid, hvor mange events stadig er aflyst på grund af corona.

Både kendte danske musikere og de helt nye danske navne vil finde vej både til de brede og mere specialiserede programmer. Også når det gælder genrer, kommer musiksommeren på DR hele vejen rundt: pop, jazz, rock, klassisk, metal, folk, elektronisk musik og alt ind imellem.

Gennem et samarbejde med en lang række danske musikfestivaler, såsom Copenhell og Tønder Festival, bringes livemusikken ud til danskerne.

Programmet for sommerens mange timers musik på tv, radio og digitalt blev præsenteret på et pressemøde i DR Koncerthuset i dag.

Musikprogrammer på DR1

Fællessang i Parken DR1
Værter: Tina Müller og Josefine Høgh. Foto: Kristian Brasen

Lørdag den 13. juni inviterer Josefine Høgh og Tina Müller danskerne til ’Fællessang i Parken – vores fodboldhistorie’ på den aften, hvor Danmarks første EM-kamp skulle have været spillet. Syng med på de største landsholdssange gennem tiden til det særlige EM-fællessangssangsarrangement. Sendes lørdag d. 13. juni 20.00 til 21.30 på DR1.

Sommertogtet DR1
Sommertogtet DR1 Foto: Per Arnesen

I den nye programserie ’Sommertogtet – lyden af vores land’ inviterer Troels Lyby i hvert program tre kendte danske musikere med ombord til en to-dages sejlads på skonnerten ”Aron af Svendborg”, hvor de skal spille musik og sammen opleve sommer-Danmark fra dens allerbedste side. Sendes første gang søndag d. 5. juli kl. 20.00 på DR1.

’Morgensang’ har været populært i de danske hjem gennem foråret. Og når sidste ’Morgensang’ er spillet til sankthans, vil de danske børnefamilier alle ugens dage over sommeren kunne synge med hver morgen i et nyt program med Ramasjangværten Silja Okking. Her vil Silja synge for, når hun sammen med kendte børnefigurer og personligheder synger de allerbedste sange for børn fra den danske sangskat. Der synges morgensang kl. 10.00-10.10 både på DR1 og Ramasjang, samt på DRTV allerede fra kl. 06.00 med start mandag den 29. juni.

I et det nye program ’Mesterlære’ på DR1 lærer den danske sangskriver Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy i ét afsnit af udsendelsesrækken danskerne at skrive sange. Et program for de nysgerrige, der gerne vil tættere på dem, der kan noget og måske lære noget af dem.

Danskerne elsker at synge sammen, og fællessang er det store hit lige nu. Men hvad med dem, der ikke kan synge? I programmet ’Syng med – fra skrål til skønsang’ har vi samlet 6 danskere, som synger så falsk, at selv deres familie ikke kan holde ud at høre på dem. Sangcoach Katrine Muff skal lære dem at synge så godt, at de til sidst kan optræde sammen til en koncert. Men kan alle lære at synge? Sendes tirsdag klokken 20.30 fra uge 33 på DR1.

Musikprogrammer på DR2

I samarbejde med nogle af de danske festivaler, kan danskerne opleve ’Roskilde Festival live på DR2’ i uge 27 og ’SmukFest live på DR2’ i uge 32, hvor danske kunstnere fra de aflyste festivalplakater optræder med deres musik. Og i fire programmer samarbejder DR med flere danske festivaler, når DR2 byder på ’Distortion på DR2’, ’Tønder Festival på DR2’, ’CopenHell på DR2’ og ’Jazz på DR2’ fokus på forskellige musikgenrer, som metal, jazz, elektronisk musik og folkemusik, samt forskellige danske musikmiljøer med minikoncerter.

Navnene på de optrædende i programmerne vil løbende blive offentliggjort, men du kan allerede glæde dig til at opleve Clara, Joyce, Hugo Helmig og Malk de Koijn i ’Roskilde Festival live på DR2’, Dreamer’s Circus og Jonah Blacksmith på ’Tønder Festival på DR2’, Bersærk og Konvent på ’CopenHell på DR2’, og Løvdal og Windfeld og Ibraham Electric på ’Jazz på DR2.

I programserien ’DR2 bringer musikken ud’, bliver der gået i dybden med én musikalsk genre i hvert program.

Mandag d. 15. juni ruller ’Skolernes Sangdag’ igen over skærmen, hvor DR2 sender direkte fra DR Koncerthuset fra klokken 10.30-11.10.

Derudover sætter DR2 fokus på jazzen i uge 29 med dokumentarer og jazzkoncerter fra DR Koncerthuset med fokus på kvinder i jazzen.

RADIO

P2

P2 gennemfører særudgaver af flere klassiske festivaler som samarbejder, herunder KLANG Festival, Østerbro Kammermusikfestival, Copenhagen Baroque Festival, Odsherred Kammermusikfestival, Kammermusik på Lundsgaard og Copenhagen Opera Festival. Derudover er der transmission fra omkring 40 ellers aflyste eller nedskalerede klassiske koncerter rundt i hele landet.

’DR Sommerscenen’ på P2 og P8. Den klassiske musik og jazzen møder hinanden denne sommer i DR Koncerthuset, når P2 og P8 sammensætter fem koncerter á 75 minutter uden pause i Studie 2 for et mindre publikum. Hver koncert præsenterer et klassisk ensemble og en jazzkonstellation og dét der sker, når de mødes. Her kan man bl.a. høre Peter Rosendal og Trio Mio i mødet med Andrea Pellegrini og The Piazzolla Orchestra og The Firebirds i mødet med Carl Nielsen Kvintet m. Magnus Vigilius.

P3

’Musiksommer på P3 – tættere på musikken’ P3 rykker i sommerhus og sender hver eftermiddag kl. 16-18 i ugerne 27-32 med en ny, dansk musiker, som fungerer som medvært men også spiller et par numre live. Her er der fokus på den gode musikalske sommerstemning og masser af livemusik fra både store og upcoming danske navne.

Derudover sætter P3 med video og digitale formater fokus på de mange gæstende kunstnere på dr.dk og sociale medier.

P4

’Take Off’ Hver fredag hen over sommeren byder Jesper Bæhrenz velkommen til en kendt dansk kunstner, som vil give en lille koncert for lytterne. ’Take Off’ sendes alle hverdage 10-12 i ugerne 27-32.

’Julies Jukebox’ Julie Berthelsen tager imod populære danske sangere og sangskrivere, som vil fortælle historien om deres største hits og sammen med værten synge et par af dem. Gæsterne hen over sommeren vil være Martin Brygmann, Søs Fenger, Carl Emil Petersen, Michael Falch og Christopher. Sendes hver søndag formiddag kl. 10-12 i ugerne 27-31.

P5

’Storyteller’ I programmet ’Storyteller’ med Lars Lilholt præsenterer P5 en serie af Lars Lilholts ’Storyteller’-koncerter fra 2018 og 2020. Underfundige fortællinger fra Lilholts lange liv som artist, for første gang i radioen. Sendes søndage kl. 17 i ugerne 27-30.

’Radiofestival’ I programmet ’Radiofestival’ sætter Søren Rebbe fokus på sommerens festivalplakater, mens han spiller dem, der skulle have spillet og taler med dem, der skulle have hørt dem spille. Få festivalfolkets største festivalminder fortalt af stjernerne og vandbærerne, de kendte, de faste og de frivillige – og lytterne. Sendes søndage kl. 16 i ugerne 26-31.

P6

’Uden – på P6 BEAT’ P6 sætter i deres sommerprogram ’Uden’ fokus på alle de festivaler og koncerter, vi må undvære i år. Værterne er daglig vært på P6 Camilla Jane Lea og bassist i bandet Mew, Johan Wohlert, der også skulle have spillet en række koncerter hen over sommeren. De sender i 5 uger fra uge 28 alle hverdage fra 10-12 med live musik fra alle de store og små danske stjerner på P6 BEAT.

’Noget om helte’ Gennem 5 programmer møder Mikael Simpson sine danske helte indenfor musikproduktion, sangskrivning og tekster. Sendes hver søndag fra 10-12 fra uge 28.

P8

P8 samarbejder med Aarhus Jazz festival om en ”radio-festival” med bl.a. to original-producerede koncerter fra den gamle by i Aarhus.

P8 samarbejder med Copenhagen Jazz festival og markerer festivalen gennem masser af tidligere koncerter.

DIGITALT

DR.dk

Under DRs musiksommer får brugerne hver dag på dr.dk digitale fortællinger om de musikere og den musik, du kan høre i sommerhuset. Samtidig sætter vi fokus på de nye kunstnere, der skulle have haft deres gennembrud på de danske festivalscener i år. Endelig kan du hver dag på dr.dk se eller gense højdepunkter fra de liveoptrædener, som både P3s sommerhus og DR2s festivalprogrammer byder på.

Radioapp

Alt det nævnte radioindhold kan findes på DR’s radioapp. Derudover kan man i radioappen finde det rent digitale musiktilbud som ’Mixtape’, hvor

DRs dygtige musikværter spiller deres favoritnumre og supplerer med personlige anekdoter.

Derudover kommer sæson 2 af jazzpodcasten ’Farlige toner’ op til sommerferien, som nu er nået op til 50’erne og 60’ernes gyldne periode. Vært er Kresten Osgood og Steen Jørgensen er med som fortæller.

DRTV

DRTV sender live fra P3’s sommerhus mandag til fredag kl. 16-18. Hver dag kommer en etableret og en upcoming musiker forbi og giver koncert.

Derudover bliver der et bredt udvalg af musikdokumentarer og koncerter tilgængelige, der spænder over genrer som metal, elektronisk, folkemusik og jazz og giver mulighed for musikopdagelse og fordybelse, ligesom alt det nævnte tv-indhold selvfølgelig også ligger tilgængelig på DRTV.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard