AV-Receiver

Denon AVR-X2000

avr-x2000_top

Denon AVR-X2000 Introduktion

Denon AVR-X2000 er en 2013 Surround Receiver, der byder på 7 x 95 Watt (8 Ohm), 7 HDMI indgange,Netværk og Internet adgang med Netradio, Spotify og AirPlay.

I forhold til den mindre Denon AVR-X1000, så tilføjer AVR-X2000  2 x ekstra lydkanaler, 2 x ekstra HDMI indgange,ekstra phonoindgang samt component video ind, 4k videoskalering og passthrough, De-Interlacing- og Scaling med 12-Bit signalbearbejdelse samt sekundær lydzone mulighed.

AVR-X2000 er udstyret med Dolby Pro Logic IIz surround-formatet, der giver mulighed for en forbedret rumfornemmelse via et sæt små ekstrahøjttalere monteret oppe over fronthøjttalerne. Disse udnytter, at øret er langt mere følsomt over for retningsinformation forfra end bagfra, den store gevinst er især, at du ikke længere nødvendigvis behøver at trække kabler til et sæt ekstra baghøjttalere bagest i stuen.

Denen AVR-X2000 er testet i et setup med DALI ZENSOR 5 højttalersystem, LG Blu-Ray afspiller, Apple TV, Canal Digital HD Entertain Center boksViasat PlusHD PVR boks, Windows 7 PC, Android Smartphone og iPad.

Design og leveringsomfang

Denon AVR-X2000 leveres udelukkende i sort og ser ud som de fleste surround receivere nu engang gør. På fronten har du mulighed for at betjene en række funktioner som valg af input, lydstyrke, skifte radiokanal med videre.

Displayet i midten af receiveren er med ganske store bogstaver, så det også kan aflæses, når du er et stykke væk fra receiveren.

Udover receiveren får du medleveret:

  • 1 Fjernbetjening med 2 x AAA batterier
  • 1 Kvik Guide på engelsk
  • 1 CD-Rom med den fulde manual
  • 1 ark med klistermærker til dine inputs og højtalere
  • 1 Strømkabel
  • 1 FM antenne ledning
  • 1 Audessey lydoptimeringsmikrofon

Personligt synes jeg det er positivt, at Denon AVR-X2000 ikke leveres med fastkoblet strømkabel.

Fjernbetjening

Den medfølgende fjernbetjening er ikke så kompleks, som det ofte ses i forhold til surround receivere. Der er ikke tal knapper, og generelt er der fokuseret på at gøre knapperne overskuelige. Fjernbetjeningen ligger fornuftigt i hånden og knapperne har en brugervenlig størrelse.

Fjernbetjeningen har et sort børstet aluminium look på fronten omkring knapperne, som ser ganske godt ud. Generelt vil jeg dog ikke kalde den en high end fjernbetjening. Mange af knapperne ser ved første øjekast ud til at være med lys, men det er dog kun Main og Zone2 knapperne, der i praksis har lys.

Tilslutninger

På bagsiden af  Denon AVR-X2000 bliver man egentlig ikke overvældet af tilslutningsmuligheder. Denon har forkuseret primært på de mest moderne tilslutningsmuligheder, og du finder derfor ikke så mange analoge tilslutninger.

Af tilslutninger på Denon AVR-X2000 finder vi:

  • 7 x HDMI indgange (heraf 1 på fronten)
  • 2 x Optisk digitale lydindgange
  • 4 x analoge phono indgange
  • 2 x Composite video ind
  • 1 x Component video ind
  • FM antenne tilslutning
  • Netværkstilslutning (ikke WiFI)
  • 1 x Subwoofer pre out
  • 2 x Zone 2 Pre out
  • 7 x højtalerudgange
  • 1 USB tilslutning (på fronten)
  • 1 Setup Mic tilslutning (på fronten)

Højtalerudgangene er dejligt enkle at komme til, i forhold til hvad der ellers ofte ses, for de sidder på en lang række. Der er naturligvis tale om gedigne skrueterminaler med mulighed for bananstik.

Det er værd at notere sig begrebet Assignable, som står angivet på bagsiden af receiveren ud for udgangene. Denon er bygget sådan op, at du tildeler op til maks 8 inputs via menuopsætningen. Du kan således ikke tilslutte f.eks. både 7 HDMI og 1 digital lyd ind samt 1 analog lyd ind og tilgå alle disse samtidigt. Det er nemlig ialt kun muligt, at vælge 8 forskellige eksterne signalkilder via fjernbetjeningen (iPod/USB ikke medregnet). Har du generelt behov for mere end 8 samtidige inputs, skal du så ind og redigere i tildelingen af inputs løbende, og det bliver nok for irriterende i længden.

Imodsætningen til de større modeller fra Denon, så tilbyder Denon AVR-X2000 ikke InstaPrevue på videoindgangene.

Der er ingen blæser indbygget i receiveren, men den synes ikke at blive faretruende varm selv ved vedvarende belastning.

Installation og betjening

Der er ingen fuld fysisk manual medleveret, kun en quick guide, så du skal læse den via den medfølgende CD-Rom. Det er dog heller ikke sikkert, at du får brug for den, for Denon skal have ros for at have gjort installationen virkelig brugervenlig.

Du bliver løbende via receiverens grafisk brugerflade og en intuitiv installationsguide hjulpet igennem med let forståelige billeder og tekst, så de fleste burde kunne være med. Det er uden tvivl det mest gennemførte, jeg har set på en surround receiver hidtil.

F.eks. tjekker Denon AVR-X2000, at der er hul igennem til Internettet i opsætningsguiden ved at spille Internet Radio, og spørge om man kan høre det.

Du kan under opsætningsguiden også opsætte og tilddele de inputs, du har tilsluttet til receiveren.

Det er også muligt at omdøbe de enkelte inputs til valgfrie navne, f.eks. Viasat for ens Viasat tv boks, Apple TV osv.

Der er ikke dansk menusprog på receiveren, men mon ikke de fleste er tilfreds med engelsk.

Optimering af lyden sker via Audyssey MultEQ XT og den medfølgende mikrofon. Du kan optimere i op til 8 lyttepositioner. Ud over at receiveren indstiller parametrene for alle dine højttalere, måler den digitale Audyssey MultEQ-XT rumkorrektion også responsen fra dit lytterum og korrigerer for de fejl, som måtte opstå netop i dit rum.

Efter du har gennemført opsætningsguiden, har du naturligvis også mulighed for at rette indstillinger og se diverse info via receiverens grafiske brugeroverflade.

Lyd og Video

Denon AVR-X2000 leverer en rigtig god lyd, der er særdeles præcis både i forhold til musik og film. Lyden er dejligt afbalanceret og naturlig, og man fornemmer tydeligt de enkelte elementer i musikken også ved DTS 5.1 live musik, som jeg ynder at teste med. Absolut mere end tilfredsstillende for en receiver i denne prisklasse.

Audyssey Dynamic Volume funktionen kan være nyttig ved lyd fra dit TV, det er en funktion, som overvåger lydstyrken på programmaterialet og sørger for, at det valgte lytteniveau konstant opretholdes – også selvom du skifter signalkilde eller kanal på dit tv. Men nok noget de fleste vil slå fra ved dedikeret HiFi brug.

Videomæssigt er der heller ikke noget at udsætte på den, der er naturligvis support for Audio Return Channel, og det virkede helt uden problemer for mig med min Panasonic fladskærm.

Jeg har ikke haft mulighed for at afprøve opskalering til 4k, og for de fleste er denne mulighed nok også mere fremtidsmusik, end noget man lige står med et behov for pt. Både opskalering, HDMI-switching og skærmmenuer understøtter 4k-video på AVR-X2000.

Multimedia og Netværk

Netværksmæssigt så vil nogle nok savne WiFi mulighed på denne model fra Denon. Personligt foretrækker jeg dog kablet netværk, så ikke det store minus for mig.

Med tilsluttet internetadgang på receiveren får du adgang til:

  • Spotify (kræver Spotify Premium abo)
  • Internet Radio (automatisk med danske stationer som førstevalg)
  • Flickr billedevisning
  • Last.FM (ikke adgang med dansk ip-adresse)
  • Media Server afspilning fra f.eks. Windows 7 eller 8 musikbibliotek eller DLNA kompatibel NAS
  • AirPlay support

Alle netværksmulighederne bliver overskueligt præsenteret, og du har, ligesom med inputs generelt, ganske praktisk mulighed for at skjule tjenester, du ikke måtte benytte.

Det er ganske hurtigt at finde frem til danske netradiokanaler via Internet Radio, og selv om jeg personligt typisk foretrækker Spotify fra iPad via AirPlay så er det da positivt, at den også er indbygget i receiveren.

Mediastreaming fra min Windows 7 PC fungerede fint via Plex Mediaserver også med FLAC filer. AVR-X2000 understøtter også højopløselige Flac og WAV filer (2-Kanal) op til 192 kHz/24-Bit og generelt naturligvis MP3, AAC og WMA.

Du kan faktisk mens du afspiller skifte video input til en anden signalkilde, hvilket egentligt er meget praktisk.

Udover over netværket er det også muligt at afspille musik og billeder via USB porten på fronten, denne understøtter også tilslutning af iPod, iPhone eller iPod Touch.

Denon tilbyder naturligvis en mobilapp til fjernbetjening både til iPhone og Android. Desværre har Denon, endnu i hvert fald, ikke en dedikeret iPad app.

App’en er overskuelig og ganske enkel at anvende. Specielt er app’en en fordel i forhold til netværks og mediaserver tjenester som f.eks. Spotify, så kan du søge efter sange, se album cover billede osv. på din smartphone uden at have tv-skærmen tændt.

Sidder du ved en computer, så har du faktisk også adgang til at betjene din Denon AVR-X2000 fra denne. Dobbeltklikker du på Denon ikonet under Netværk i Windows åbnes der et brugerinterface i din webbrowser. Betjeningen og designet på denne er dog ikke ligeså hurtig og overskuelig som via App’en.

Også setup delen kan kontrolleres fra browseren, i øvrigt i et andet pænere design end den øvrige browserstyring af en eller anden grund.

Samlet set så er der mange muligheder med både Spotify, Media Server og AirPlay support, og det hører til sjældenhederne at have dem alle. Hos Onkyo er der Spotify men ikke AirPlay, og hos Yamaha må man nøjes med AirPlay.

Denon AVR-X2000 Test Konklusion

Til en pris på 4499,- så får du med Denon AVR-X2000 en særdeles vellydende og letbetjent surround receiver. I forhold til den dyrere AVR-X3000 har Denon fravalgt en lang række ekstra analoge tilslutninger, og det gør bestemt ikke mig noget og giver også en mere overskuelig bagside på receiveren. Det er dog værd at notere sig at inputs ikke automatisk har en dedikeret input knap på fjernbetjeningen så du er begrænset til 8 eksterne signalkilder af gangen.

Det er super enkelt at komme i gang med receiveren via den informative grafiske installationsguide, og også herefter er AVR-X2000 nem at betjene. Jeg synes Denon skal roses for sin indsats i forhold til brugervenligheden, også fint lige at levere et ark klistermærker med så du kan holde styr på input og højtalerkabler. Den kan godt anbefales til begyndere indenfor surroundverdenen.

Lyd og videomæssigt så skuffer Denon AVR-X2000 på ingen måde, omend det kunne have været positivt med InstaPrevue på videoindgange, ligesom det er tilfældet på X3000/X4000.

Du er ikke begrænset af at skulle bruge fjernbetjeningen, men kan også gøre brug af din SmartPhone eller webbrowser, såfremt receiveren er koblet til dit netværk via netværkskablet naturligvis. Man kan undre sig lidt over, at Denon ikke har tilføjet trådløst netværk, men det er nu heller ikke tilfældet på de dyrere modeller X3000 og X4000.

Spotify og Internetradio virker fint på Denon AVR-X2000, ligesom det er tilfældet med musikafspilning via Media Server funktionen, der også håndterer f.eks. Flac formatet.

+ Meget gennemført installation og betjening generelt
+ God præcis og rummelig lyd
+ Omfattende mediesupport med både webradio, Spotify og AirPlay

– Ingen dedikeret iPad app
– Ingen WiFi
– InstaPrevue forbeholdt de større modeller

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard