TV-Nyt

Den store bagedyst tilbage på DR1

Den store bagedyst DR1I denne sæson skal deltagerne prøve kræfter med en lang række nye udfordringer. De skal vise dommerne, at de mestrer både chokoladepynt, sprøde marengsbunde og brød, der skal flettes.

Deltagerne skal bage gode gamle danske kager, men vil også blive bedt om at bage kager, de aldrig har hørt om.
 
Dommerne er igen Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen og Peter Ingemann er vært på godset Vinderslevholm ved Silkeborg. I hvert program må én af de ti deltagere forlade programmet, når dommerne vurderer hvem der har præsenteret det mindst imponerende bagværk. I finalen vil tre stå tilbage og dyste om titlen som Danmarks bedste amatørbager 2013.

“Nu er det jo anden sæson af ‘Den store bagedyst’, og mine forventninger, de er i hvert fald ikke blevet mindre. Vi vil kræve rigtig meget af de ti deltagere, der har taget den her udfordring op: De skal være knivskarpe, velforberedte, og så skal de vise, at de virkelig vil det her”, siger dommer og konditor Mette Blomsterberg.

Konkurrencerne, som deltagerne skal dyste i er meget forskelligartede. Nogle vil tage udgangspunkt i dansk kagekultur, mens andre vil være inspireret af det fineste bagværk fra udlandet. Nogle af udfordringerne vil være kager, der kan inspirere hvem som helst til straks selv at prøve at gøre deltagerne kunsten efter derhjemme, imens andre vil være spektakulær kagekunst, hvor kun de allerskrappeste kan være med.

Personligt præg på kagen
“Vi vil fra første konkurrence lægge mærke til, hvilke deltagere, der har de bagetekniske færdigheder i orden. Og så vil vi også se på, hvem der formår at løfte det helt derop, hvor de får et personligt præg på deres kager”, siger dommer og kok Jan Friis-Mikkelsen.

De ti bageglade danskere er meget forskellige og kommer fra alle hjørner af landet. Fælles for dem er, at de er superdygtige til at bage og alle vil gøre alt hvad der står i deres magt for at nå hele vejen til finalen.

Serien starter tirsdag den 20. august kl. 20.00 på DR1 og vises otte tirsdage.
 
 
Deltagerne:
River Breinholt, Aarhus
River elsker at bage brød og er meget kvalitetsbevidst, når han bager. River er fysioterapeut på en privat klinik i Aarhus og arbejder samtidig som bokseinstruktør i Fitness World. Han bor sammen med sin kæreste og deres to-årige datter i Aarhus. River har sit specielle navn, fordi hans mor er fra Australien, men han er født og opvokset i Danmark.

Nils Laursen, Frederiksberg
Nils er meget eksperimenterende i sin bagning og sætter en stor ære i at glæde andre folk med sit bagværk. Nils bor sammen med sin kæreste og sammen har de to børn. Han arbejder til dagligt som Senior marketingskonsulent og er meget aktiv i sin fritid, hvor han både løber, spiller fodbold og dyrker fitness.

Tracy Skondin, Ribe
Tracy er fra USA, men har boet i Danmark i 12 år. Tracy elsker at bage og kan godt lide at tilføje amerikanske traditioner til de danske klassikere. Han bor sammen med sin danske kone Janne og deres to børn i Ribe. Han er gymnasielærer i fagene spansk, engelsk og musik. Tracy er medlem af en frikirke og hans tro fylder meget i hans liv. Derudover spiller han også klarinet.

Lukas Brink, København
Lukas er glutenallergiker og vil gerne vise, hvor lækre kager man kan lave uden gluten. F.eks. elsker han at bruge chokolade i sit bagværk. Lukas er sygeplejerske og arbejder til dagligt med kronisk syge børn, som han passer i deres hjem. Derudover er han uddannet dyreadfærdsterapeut, ligesom han også bruger meget tid på at synge.

Rasha Radwan, Brabrand
Rasha kommer oprindeligt fra Ghaza, og hun er troende muslim. Rasha har lige færdiggjort sit speciale i Strategi, organisation og ledelse ved Syddansk Universitet. Rasha er meget fokuseret, også når hun bager. Hun har studeret i USA, hvilket hun også lader sig inspirere af, når hun bager – f.eks. elsker hun cheesecake.

Katja Stock, Aabenraa
Katja er sønderjyde af hele sit hjerte, hvilket tydeligt høres på den sønderjyske dialekt. Hun arbejder som økonomimedarbejder i Aabenraa A/S, men har også sin egen klinik, hvor hun behandler med hypnose og hypnoterapi. Når Katja bager, elsker hun at udfordre sig selv, og hun mener, at hun kan bage det meste. Katja bor i Aabenraa med sin mand og deres to piger.

Helle Rimmer, Tåstrup
Helle kalder sig selv “Queen of tarts”, fordi hun elsker tærter. Helle kan godt lide at “tænke ud af boksen” og finde sjove måder at variere sine kager på. Trangen til at lege har hun også gavn af i sit arbejde som eventmanager på Experimentarium i København. Helle er oprindeligt jyde, men bor nu i Tåstrup med sin mand og deres to teenagebørn.

Maria Willison, Herlev
Maria har bagt hele sit liv, og hun mener selv, at hun er afhængig af det. Hun ser bagningen som sit daglige frirum.  Maria er pt. på barsel, men arbejder ellers som skadesbehandler i TRYG. Maria bor i Herlev med sin mand og deres tre børn. Hun elsker at bage sammen med sin ældste datter og beskriver i det hele taget sig selv som mor med stort M. Maria elsker at glæde sin familie og sine venner med sine kager.

Annemette Voss, Lyngby
Annemette er ved at uddanne sig til arkitekt, og hendes sans for det arkitektoniske og æstetiske skinner igennem, når hun bager; det skal se flot og dekorativt ud. Udover at bruge sine hænder på studiet og i køkkenet, så elsker hun også at strikke, hækle og ordne haven. Annemette har tidligere boet i både Australien, London og Spanien, men bor nu i Lyngby sammen med sin mand og deres to drenge

Louise Damtoft Pedersen, Slagelse
Louise er med sine 22 år konkurrencens yngste deltager. Louise elsker at pynte og dekorere kager, og har taget flere kurser i netop kagedesign. Louise er netop blevet udlært som maler, og arbejder som malersvend i et lille firma i Slagelse. Her får hun lov til at bruge sine hænder og sine kreative evner. Udover at bage, bruger Louise fritiden på synge i et gospelkor og tilbringer tid sammen med sin kæreste.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard