De vandt TV-Guldet
Cremen af den danske TV-branche var i aftes samlet til uddelingen af BILLED-BLADETs TV-GULD, hvor der blev uddelt priser til årets bedste TV-værter og TV-program. TV 2 løb med to ud af tre værtspriser samt prisen for bedste TV-program – og så havde TV 2 en helt særlig overraskelse til gæsterne.
- Ibi Støving (TV 2) blev årets kvindelige TV-vært
- Mikkel Beha Erichsen (TV 2) blev årets mandlige TV-vært
- Thomas Skov Gaardsvig (DR) blev årets stjerneskud
- Vild med dans (TV 2) blev årets TV-program
Det blev afsløret i aftes, da BILLED-BLADETs TV-GULD for 24. gang blev uddelt ved en eksklusiv gallafest for den danske TV-branche på Hotel d’Angleterre i København. BILLED-BLADETs TV-GULD er en eftertragtet pris, og uddelingen er for mange værter og TV-chefer en af årets vigtigste begivenheder, fordi det – modsat andre TV-priser – er læserne og ikke branchefolk, der suverænt afgør, hvem der vinder.
Dermed er værtspriserne til BILLED-BLADETs TV-GULD en direkte anerkendelse fra BILLED-BLADETs læsere til værterne om, at de gør det godt – og den anerkendelse er da også meget vigtig for de to Go’ Morgen Danmark-værter, der løb med prisen som hhv. årets kvindelige og mandlige TV-vært.
”Shit hvor er det vildt. Jeg har vist aldrig vundet andet end andenpladser før nu, og jeg er vildt beæret over at modtage BILLED-BLADETs TV-GULD. Jeg havde ærligt talt ikke forventet, at jeg havde en chance mod garvede værter som Louise Wolff og Lisbeth Østergaard, og det er det fedeste, at det er læserne og seerne, der har stemt. Jeg forsøger hele tiden at være mig selv på skærmen, og jeg er meget glad for, at det er blevet godt modtaget,” fortæller en meget overrasket Ibi Støving, der var en af aftenens store overraskelser.
Mikkel Beha Erichsen, der vinder BILLED-BLADETs TV-pris for tredje gang i træk, er helt overrumplet og rørt.
”At vinde BILLED-BLADETs TV-GULD for tredje år i træk er næsten helt surrealistisk, og det betyder virkelig meget for mig, at BILLED-BLADETs læsere sætter pris på, det jeg gør. Det er et kæmpe skulderklamp for mig at vinde prisen igen, og jeg føler mig endnu bedre hjulpet og båret ind i næste sæsons Go’ Morgen Danmark,” fortæller Mikkel Beha Erichsen.
BILLED-BLADETs læsere er vilde med ”praktikanten”
Thomas Skov Gaardsvig blev i 2009 kendt som praktikanten på Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen. Han har sidenhen været vært på egne DR-programmer som f.eks. Høflighed på 100 dage og Thomas Skovs bilprogram, og med sin helt egen og skæve værtsstil har han vundet hjerterne hos BILLED-BLADETs læsere. Til hans store overraskelse stemte de ham ind som årets stjerneskud foran Go’ Morgen Danmark-vært Mikkel Kryger (TV 2) og sportsvært Nadia Filt (TV 2).
”Det er helt vildt – det er for sindssygt,” var Thomas Skov Gaardsvigs første kommentar, da han havde vundet BILLED-BLADETs TV-GULD som årets stjerneskud. ”Jeg meget glad – og det gør mig stolt, at mine programmer falder i BILLED-BLADETs læseres smag. Det første jeg vil gøre nu, er at ringe til min mor, og på mandag vil jeg bede om lønforhøjelse,” afsluttede Thomas Skov Gaardsvig med et smil.
Vild med dans tilbage på tronen
Vild med dans blev sidste år overgået af DR’s dramaserie Borgen, men i år er Vild med dans tilbage på tronen som årets bedste TV-program, og det vækker glæde hos TV 2’s underholdningschef Gitte Madsen.
”Det er helt vildt fantastisk, og vi er super glade for, at vi nu igen har vundet BILLED-BLADETs TV-GULD for årets bedste TV-program. Vild med dans og BILLED-BLADET deler mange af de samme værdier, og jeg vil gerne sige en stor tak til BILLED-BLADETs læsere for at have stemt på os. Nu håber jeg bare, at de bliver lige så glade for sæson 10 af Vild med dans og tager godt imod vores nye smykke værtinde, som vi har præsenteret i aften,” fortæller Gitte Madsen.
TV 2-surprise: Model skal afløse Christiane på Vild med dans
En af aftenens helt store overraskelser stod TV 2 for, da de i al hemmelighed havde smuglet den nye Vild med dans-værtinde ind til gallafesten på d’Angleterre. Det bliver den 29-årige model og skuespiller Sarah Grünewald, som efterfølger Christiane Schaumburg-Müller O’Connor, og hun blev helt ekstraordinært præsenteret til BILLED-BLADETs TV-GULD-fest med medværten Claus Elming ved sin side.
”Vild med dans udstråler elegance, og at jeg bliver præsenteret til denne flotte fest på det prestigefyldte Hotel D’Angleterre i en smuk kjole og med Claus ved min side, ja, det er en dejlig ramme,” siger Sarah Grünewald. Hun bliver den fjerde i rækken af kvindelige Vild med dans-værter. Foruden Christiane har Andrea Elisabeth Rudolph og Christine Lorenzen budt op til dans i det populære underholdningsprogram på TV 2.
Alle vinderne af BILLED-BLADETs TV-GULD
Årets kvindelige TV-vært blev Ibi Støvring fra TV 2 Go’ Morgen Danmark. Hun vandt prisen foran: Louise Wolff (DR), Michèle Bellaiche (TV 2), Lisbeth Østergaard (TV 2) og Eva Harlou (DR).
Årets mandlige TV-vært blev Mikkel Beha Erichsen fra TV 2 Go’ Morgen Danmark. Han vandt prisen for tredje gang foran: Johannes Langkilde (TV 2), ”Bonderøven” Frank Erichsen (DR), Peter Ingemann (DR) og Morten Ankerdal (TV 2).
Årets stjerneskud blev Thomas Skov Gaardsvig fra DR2’s Høflighed på 100 dage. Han vandt prisen foran Mikkel Kryger (TV 2) og Nadia Filt (TV 2).
Årets TV-program blev TV 2’s Vild med dans, der vandt foran Høflighed på 100 dage (DR), Forbrydelsen (DR), Bonderøven (DR) og B.S. og Outsiderne (TV 2).
Hele BILLED-BLADETs TV-GULD-fest, prisvinderne, alle gæsterne, de flotte gallakjoler og nattefesten kan ses i BILLED-BLADET, der udkommer på tirsdag den 7. maj.