Radio og Podcast Nyt

De ældre hører mest DAB Radio

Normalt forbinder mange ordet digitalt med det nye og det ungdommelige, men i radiosammenhæng er det lige omvendt. For faktisk er det den ældste del af befolkningen – dem over 65 år, som hører mest radio digitalt. Det fremgår af DR Medieforsknings rapport ’Medieudviklingen 2018’, som udkommer den 24. januar.

Ifølge rapporten udgjorde de 15-31-åriges digitale lytning 29 procent sidste år mod 35 procent året før, hvorimod de digitale lytning hos ældre danskere – over 65 år – er steget fra 36 procent i 2017 til 42 procent sidste år.

”En af årsagerne er omlægningerne af DAB-standarden i efteråret 2017, som betød, at flere af de første DAB-radioer, der var på markedet, ikke længere kunne bruges. For mange unge har en DAB-radio nok ikke været det, der stod øverst på ønskesedlen. Samtidig har de mange andre, konkurrerende tilbud og fundet alternativer, da radioen pludselig blev tavs på grund af et skifte fra en DAB-standard til en anden,” skriver medieforskerne Dennis Christensen og Henrik Gregor Knudsen fra DR Medieforskning i rapporten.

Blandt de ældre, hvor radiolytningen er en mere fast integreret del af hverdagen, har mange derimod typisk taget turen til radioforhandleren for at kunne få deres radiobehov dækket.

1 time og 47 minutter om dagen

Trods DAB-udfordringerne for nogen har radiolytningen i 2018 nu været nogenlunde, som den plejer, fremgår det af ’Medieudviklingen 2018’.

92 procent af danskerne har lyttet til radio i løbet af en uge, mens den daglige lyttetid er gået fra 1 time og 51 minutter i 2017 til 1 time og 47 minutter sidste år. Dermed lægger 2018 sig i slipstrømmen af de tidligere år med nogle få minutters tilbagegang i radiolytningen pr. dag. DR’s kanaler tegnede sig for 73 procent af befolkningens radiolytning, Radio24syv stod for tre procent, mens de kommercielle stationer deltes om resten.

Mens de unge ikke sidder forsamlet ved DAB-radioerne, kan de til gengæld bedre være med, når det gælder podcasts. Hvor 18 procent af befolkningen lytter til podcast ugentligt, gælder det 31 procent af de 15-31-årige. Til sammenligning var tallene henholdsvis 15 og 25 procent i 2017.

”Det er altså især podcast, de unge radiolyttere tager til sig i disse år. Selvom der fortsat er over dobbelt så mange unge, der hører traditionel radio, er det oplagt, at radioens on demand-produkter har en markant yngre profil, end den traditionelle radio har. Samtidig giver podcastmediet også nogle ellers smalle genrer såsom taleradio, radiomontage og lignende et potentielt større publikum,” konkluderer de to medieforskere i ’Medieudviklingen 2018’.

Her skriver de også, at der fortsat er relativt stort forskel på, hvor meget podcast er brugt i befolkningen. Blandt danskere med en lang, videregående uddannelse, er det 31 procent, der lytter til podcast hver uge, mens det for eksempel er 11 procent af danskerne med en erhvervsuddannelse, som har en eller flere podcast i ørerne hver uge.

Kilde: DR Presse

I samme kategori

Back to top button