Dansk motorsport på TV 2’s nye sportskanal
TV 2s nye sportskanal har erhvervet rettighederne til at vise DTC, eller Danish Thundersport Championship, som er den bedste motorsportsklasse herhjemme.
– DTC er det ypperste indenfor dansk motorsport, og når vi etablerer en ny, dansk sportskanal, er det helt rigtigt, at vi også får DTC på denne TV 2-kanal, siger Frederik Lauesen og fortsætter:
– Historisk set har vi haft et glimrende samarbejde med Peter Elgaard og DTC-folkene, blandt andet da vi viste DTC på ZULU, og vi ser frem til et nyt, godt samarbejde.
Godt for dansk motorsport
Hos DTC er man også glade for aftalen. Her ser man den som et stort skridt fremad:
– Da vi i 2012 besluttede os for at lave DTC igen i det nye format, var vores målsætning jo helt klart at få både livedækning samt landsdækkende nyhedsdækning. Det har taget os nogle år at få klassen op på det niveau, der gør den værdig til live-tv. For os er aftalen med TV 2 et stort skridt i den rigtige retning.
– Det en rigtig glædelig nyhed, at vi nu er tilbage i folden, og dansk motorsport får et enormt løft af det samarbejde her. Det er ikke bare DTC, der er lykkelig, men hele den danske bilsport, siger Peter Elgaard, promoter for DTC.
Det vigtigste skridt
DTC-turneringen bliver afviklet over syv afdelinger næste år, hvor af de seks er i Danmark og en i Norge.
Et af løbene i Danmark er i forbindelse med Classic Race Aarhus, et løb med over 30.000 tilskuere og med royal deltagelse af prins Joachim, som også bliver sendt direkte. Blandt de markante profiler i DTC – og dem, som vi kommer til at følge på sportskanalen – er Jan Magnussen, Casper Elgaard og John Nielsen.
– Jeg synes, at det er det vigtigste skridt, der er taget i det nye DTCs historie, og det vil være med til at få os tilbage, hvor vi burde være og vise så mange som muligt, hvilket fantastisk show vi leverer, siger Jan Magnussen.