TV-Nyt

Dansk Melodi Grand Prix 2016 tager til Horsens

horsens MGP 2016
Foto: Horsens & Friends: Lars Juul Nielsen

Dansk Melodi Grand Prix bliver holdt i Jylland, når næste års Melodi Grand Prix løber af stablen den 13. februar.

Der er lagt op til to ugers folkefest i Horsens til næste år – i musikkens tegn.

Byen ruller nemlig den røde løber ud som værtsby, når seerne på DR1 lørdag 13. februar 2016 skal finde vinderen af Melodi Grand Prix i Forum Horsens. Og lørdagen efter, den 20. februar, fortsætter festen, når børnenes MGP skydes af sted.

“Jeg er både stolt over og utrolig glad for, at DR igen har valgt Horsens som værtsby og samarbejdspartner for Melodi Grand Prix og MGP for børn”, siger byens borgmester, Peter Sørensen.

Kæmpe entusiasme og lyst
DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme er også begejstret for, at Melodi Grand Prix vender tilbage til Horsens.

“Det er super fedt, at vi skal tilbage til Horsens, for jeg kan både mærke den kæmpe entusiasme og lyst, som byen har til det her og deres evne til at bruge de mange værdier, der ligger i musikken, til at skabe et stærkt kulturliv. Det er så vigtigt for os, at borgerne i Horsens viser al den begejstring og har lyst til at lege med os og hele Danmark”, siger han.

“Vi var der sidst i 2008, og da formåede Horsens virkelig at skabe en god Grand Prix-fest. Det er jeg helt sikker på, at de vil gøre igen”.

Horsens er vant til store stjerner
Der er plads til 3500-4000 publikummer i Forum Horsens, og arenaen bliver ofte brugt til koncerter og har lagt rammer til alt fra Depeche Mode, Neil Young, Dolly Parton til den østrigske schlagerkonge Hansi Hinterseer.

“Jeg kan garantere, at vi også denne gang vil gøre alt for at være gode værter”, siger borgmester Peter Sørensen.

“Der er ingen tvivl om, at Melodi Grand Prix og MGP er yderligere brændstof til brandingen af Horsens som oplevelses- og kulturby. Samtidig vil vi i samarbejde med masser af foreninger, institutioner og borgere gøre alt for at skabe en kæmpefest i hele kommunen både før og under Grand Prix-ugen”, siger han.

Jyderne formår at feste
DR sætter en ære i, at Melodi Grand Prix kommer rundt i hele landet.

“Melodi Grand Prix er for os alle sammen, og derfor er vi glade for, at vi har mulighed for at rejse rundt i landet med det store show,” siger Jan Lagermand Lundme.

De sidste 17 år har showet dog kun fundet vej forbi Sjælland tre gange – senest i 2011 hvor Ballerup var værtsby.

“Melodi Grand Prix skal helt sikkert også forbi Sjælland igen på et tidspunkt, men jyderne er simpelthen så gode til at sætte gang i en ægte Grand Prix-fest, så jeg er glad for, at vi tager et år mere i det jyske”, siger han.

Du kan selv være med i Melodi Grand Prix
Går du selv med drømme om at deltage i næste års konkurrence, kan du stadig nå det – men du skal skynde dig.

Der er nemlig kun uge til deadline for indsendelse af sange til næste års Melodi Grand Prix.

“Vi leder efter sange i alle genrer. Det behøver ikke nødvendigvis at være typiske Grand Prix-sange. Det vigtigste er bare, at vi får nogle melodier med et stærkt og fængende omkvæd”, siger Jan Lagermand Lundme.

Man skal indsende dit Melodi Grand Prix-hit til DR senest 7. september. Man kan læse om regler og indsende sin sang på dr.dk/grandprix.

Billetsalget til Melodi Grand Prix starter den 2. november, mens der bliver åbnet for billetter til MGP 9. november.

Grand-Prix værtsbyer
– 2016 Horsens
– 2015 Aalborg
– 2014 Odense
– 2013 Herning
– 2012 Aalborg
– 2011 Ballerup
– 2010 Aalborg
– 2009 Herning
– 2008 Horsens, semifinaler i København
– 2007 Horsens, semifinaler i Holstebro og Aalborg
– 2006 Aalborg
– 2005 Horsens
– 2004 Aarhus
– 2003 Intet dansk Grand Prix
– 2002 København
– 2001 Herning
– 2000 København

I samme kategori

Back to top button