Dansk Filmskat klar på Apple TV
Nordisk Film udvider nu sin filmtjeneste ’Dansk Filmskat’ til det nye Apple TV og fortsætter med at bringe filmklassikerne ind i den digitale fremtid.
En del danskere har allerede fået det nye Apple TV i julegave eller slået til på et godt nytårstilbud. Og dem der endnu ikke har fået fingrene i ’fremtidens tv’, har nu en ekstra god grund. Fra i dag kan Nordisk Films tjeneste ’Dansk Filmskat’ nemlig downloades som app på Apple TV.
”Jeg er rigtig glad for, at vi kan indlede året med så god en nyhed til Dansk Filmskats medlemmer. Med lanceringen på Apple TV ser vi også frem til at kunne byde nye brugere velkommen indenfor hos Dansk Filmskat,” siger Ole Martini, direktør for Consumer Channels i Nordisk Film.
Nordisk Film lancerede i februar 2015 Dansk Filmskat, som forener dansk films tidløse underholdning med nye digitale muligheder. Filmtjenesten kan allerede ses på computer, tablet, Chromecast og PlayStation, og i dag er Dirch Passer, Olsen Banden og alle de andre altså også at finde på den fjerde generation af Apple TV.
Ny udvidelse inden længe
Dansk Filmskat er blandt de første danske streamingtjenester på Apple TV, og snart udkommer Dansk Filmskat på endnu en platform.
”Vi fortsætter selvfølgelig med at udvikle Dansk Filmskat. Filmene er en del af dansk kulturarv, og vi vil gøre det så nemt som muligt at dykke ned i skatten. Senest har vi tilføjet apps til PlayStation og Apple TV, og endnu en udvidelse af universet er lige om hjørnet,” siger Ole Martini.
Appen kan downloades til Apple TV 4 fra App Store på samme måde som på smartphone og tablet. Det er fortsat også muligt at se Dansk Filmskat på de tidligere generationer af Apple TV med AirPlay via iPhone eller iPad.
Kilde: Dansk Filmskat