Nyheder

Danmarks største skattejagt på DR1

DR1_onair_logoDitte Haue og Mark Stokholm er værter, når DR den 15. august sender direkte fra udgravningen af en gammel vikingeskat på Bornholm. Alle er velkomne til at deltage i jagten eller følge med hjemmefra på DR1.

I 2012 blev der fundet 152 arabiske sølvmønter fra 800-tallet i den bornholmske muld. Mønterne er en del af en større sølvskat fra vikingetiden, og arkæologer fra Bornholms Museum har siden ledt efter den sidste del af skatten. Heldet har endnu ikke været med dem, men det kan ændre sig nu, hvor forundersøgelser har indikeret et muligt oprindelsessted.

Den 15. august vil et hold af professionelle arkæologer og amatørarkæologer gå på jagt efter resten af skatten i Ibsker på Bornholm. DR1 sender direkte fra den spændende jagt med Ditte Haue og Mark Stokholm som værter.

Velkommen til at komme forbi
Man er velkommen til at komme forbi og følge udgravningen. Har man en skattejæger gemt i maven, kan man dog også selv deltage i udgravningen, hvis man vel at mærke kan medbringe sin egen metaldetektor.

”Med hvert nyt fund, vi graver op af vores danske jord, bliver vi klogere på vores fortid og dermed vores forståelse af nutiden. Jagten på vikingeskatten er en unik mulighed for at dele vores historie med alle danskere gennem passionerede fagfolk og amatører. Derfor håber vi, at mange har lyst til følge med hjemme i stuen eller måske endda komme fordi selve udgravningen, når vi sender danmarkshistorie direkte på DR1,” fortæller Anders Thomsen, der er dokumentarredaktør på DR1.

Levn fra vikingetiden
I løbet af aftenen vil Ditte Haue og Mark Stokholm tale med historikere og arkæologer fra blandt andet Moesgaard Museum og Nationalmuseet, der vil fortælle historien om skatten og om vikingetiden, hvor den blev begravet.

De vil også gøre op med fordomme og myter og vurdere eventuelle fund fra udgravningen. Værterne besøger også en mindre vikingelandsby, der er skabt til lejligheden i nærheden af udgravningspladsen. Her kan man se en vikingesmed arbejde, lære at skyde med bue og pil, smage på mad fra vikingetiden og meget mere.

”Der er ingen garanti for, at vi finder noget, men vi håber selvfølgelig, at vi finder de sidste dele af skatten, så vi kan give danskerne en spændende og unik oplevelse af vores fortid,” forklarer Anders Thomsen.

’Danmarks største skattejagt’ finder sted i Ibsker på Bornholm lørdag den 15. august. DR1 sender direkte fra klokken 20.00-21.30.

I samme kategori

Back to top button