Danmark – Polen og eksklusivt live-interview med Morten Olsen på TV 2
Onsdag 14. august spiller Danmarks fodboldlandshold en testkamp mod Polen – den sidste landskamp inden Danmark i september skal spille VM-kvalifikationskampe mod Malta og Armenien.
Hvis Danmark skal have chance for at nå til VM i Brasilien, skal alle holdets resterende kvalifikationskampe vindes. Efter en række svingende resultater vil en selvtillidssejr over Polen være meget kærkommen.
Kampen spilles i Gdansk, og TV 2 sender direkte fra klokken 20.35. TV 2s kommentatorer under landskampen er Flemming Toft og Morten Bisgaard.
En landstræner i modvind
Efter landsholdets skuffende nederlag i Parken i juni mod Armenien er det ikke alene landsholdet, men også landstræner Morten Olsens position, der har været til debat. Skal Morten Olsen blive på posten frem til kontraktudløbet i sommeren 2014 – og måske endda fortsætte derefter? Eller skal han stoppe før tid og overlade tøjlerne til en ny landstræner så hurtigt som muligt?
Disse emner samt spørgsmål om landsholdets aktuelle krise vil givetvis blive rejst, når TV 2 tirsdag 13. august klokken 22.35 sender et eksklusivt live-interview med Morten Olsen.
Her vil TV 2|SPORTENs Morten Ankerdal stille spørgsmålene om bl.a. Morten Olsens planer for fremtiden med det danske fodboldlandshold.
Kilde: TV 2