TV-Nyt

Danmark – Bulgarien på 6’eren, Nova FM og nutv.dk

Danmark - Bulgarien på TVFredag den 12. oktober venter der Morten Olsens tropper en svær VM-kvalifikationskamp på udebane mod Bulgarien. SBS MEDIA dækker kampen massivt og alle danskere kan følge med uanset hvor de befinder sig, for kampen bliver sendt direkte på både tv, radio og web. Glæd dig til at følge opgøret sammen med de bedste kommentatorer og eksperter, når 6’eren, NOVA fm og nutv.dk sender fra det bulgarske brag.

Det er en vigtig kamp, der venter de danske drenge i Bulgarien. Skal Danmark gøre sig forhåbninger om at komme hele vejen til VM i Brasilien i 2014, så skal der meget gerne hentes point med hjem fra Bulgarien. Italien og Bulgarien topper i øjeblikket gruppe B, og Danmark kan med en sejr rykke op på siden af dem. Et nederlag vil omvendt betyde, at der pludseligt er meget langt op til topholdene.

Det danske landshold: Direkte på 6’eren
På tv varmer 6’eren op til den fantastiske fodboldfredag allerede fra klokken 18.00. Her sidder vært Henrik Hoffmann klar i sportsstudiet med den tidligere U21-landsholdstræner Keld Bordinggaard, og 6’erens egne eksperter Mikkel Bischoff og Jacob Laursen for at give seerne deres vurdering af Danmarks chancer og med friske analyser af det bulgarske landshold.
”Vi glæder os vildt til at præsentere det danske fodboldlandshold på 6’eren. Det er og bliver noget helt specielt at sende landskampe med Danmark. Og vi vil bruge al den erfaring og ekspertise, vi og vores fodboldeksperter har samlet sammen i de mange Premier League og La Liga programmer, vi laver uge efter uge,” siger sportschef Jes Holm Andersen

Når kampen fløjtes i gang kl. 20.00 på Vasil Levski National Stadium i Sofia, så er det Peter Piil og John ”Faxe” Jensen, der sidder klar på lægterne til at kommentere kampen direkte for 6’erens seere.
”Jeg kommenterer ca. 100 kampe pr. sæson, men det er noget helt specielt at skulle kommentere en landskamp med Danmark. For en gangs skyld er det nemlig legalt, at jeg helt åbenlyst holder med det ene hold,” fortæller 6’erens chefkommentator Peter Piil, der selv tidligere har kommenteret over 100 landskampe med Danmark, med et smil og fortsætter: ”Jeg håber, at det kommer til at gå som sidst, da jeg kommenterede Bulgarien – Danmark. Det var en VM-kvalifikationskamp i 2001, hvor Danmark vandt 2-0,” fortæller Peter Piil.

NOVA fm transmitterer kampen i radioen
For første gang i mange år bliver en landskamp transmitteret direkte i radioen uden musikpauser. Radioen har sendt vært Dennis Ravn til Sofia sammen med den erfarne fodboldkommentator Tobias Hansen og tidligere landsholdsspiller Morten Bisgaard. Fra morgenstunden og dagen igennem vil de sende stemningsrapporter hjem fra byen, og de danske landsholdsstjerner vil præsentere udvalgte musiknumre. Ved kampstart skruer kanalen helt ned for musikken og transmitterer kampen direkte og uden afbrydelser for lytterne.

Danmark – Bulgarien: Se den live på nutv.dk 
SBS MEDIA vil gerne sikre, at alle danskere kan opleve braget, og derfor tilbyder vi en tredje mulighed for at opleve den. Er man ikke i nærheden af et tv eller en radio, så kan der købes adgang til kampen via SBS MEDIAs web-tv platform nutv.dk

SBS MEDIA har købt rettighederne til følgende fire af Danmarks udebane-kvalifikationskampe i gruppe B, og de vil alle blive transmitteret direkte på både tv, radio og web.

Bulgarien – Danmark fredag den 12. oktober 2012
Tjekkiet – Danmark fredag den 22. marts 2013
Malta – Danmark fredag den 6. september 2013
Armenien – Danmark fredag den 10. september 2013

I samme kategori

Back to top button