TV-Nyt

Cykelforåret begynder på TV 2

cykelløb på tvI løbet af foråret – og med start på søndag – transmitterer TV 2 tre af de største og vigtigste klassikere i cykelsporten, nemlig Paris-Roubaix, La Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège. Alle løbene plejer at byde på fortræffelig underholdning og afvekslende cykelløb med masser af både sportslige og dramatiske højdepunkter.

Det første af de tre løb sendes på søndag 7. april, og her er tale om Paris-Roubaix – det sidste af forårets såkaldte brostens-løb, hvor udfordringen netop er underlaget.

– Alle tre løb – men i særdeleshed Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège – er forbundet med enormt stor prestige at vinde. Et løb som Paris-Roubaix er nærmest et VM for brostens-specialister. Afgørende momenter i Paris-Roubaix bliver kampen på de længste og sværeste af rutens traditionelle paveer (brostensstykker, red.). Specielt stykket ved Arenberg-skoven og pavé-stykket Carrefour de l´Arbre plejer at have afgørende indflydelse, siger TV 2s cykelekspert, Dennis Ritter.

Sidste års vinder har været forfulgt af uheld
Det ligger fast, at ”brostenskongen” fra 2012 Tom Boonen har været enormt udfordret i denne sæson. I skrivende stund har han været ramt af uheld, sygdom og styrt og har slet ikke levet op til sidste års flotte sejre. Derfor er banen åbnet igen for en mand som Flandern Rundt-vinderen Fabian Cancellara, men også for den slovakiske supermand Peter Sagan, der for nylig vandt Gent-Wevelgem.

Disse ryttere regnes blandt favoritterne til sejren i Paris-Roubaix, men man skal også lægge mærke til den unge amerikaner Taylor Phinney, der tidligere har vundet U23-udgaven af løbet.
 
– Set med danske øjne er forhåbningerne knyttet til Lars Bak, der virker i nogenlunde fin form efter sin håndledsskade tidligere i foråret, og til Matti Breschel, der også meldes fint kørende, men som ikke rigtig har fået udbytte endnu, siger Dennis Ritter, der kommenterer løbet sammen med Jørgen Leth og Rolf Sørensen.

Andre ryttere vil dominere ’Flèche’ og ’Liège’
Mens brostenene afgør Paris-Roubaix, køres La Flèche Wallonne (17. april) og i særdeleshed Liège-Bastogne-Liège (21. april) i mere kuperet terræn. Derfor skiftes en stor del af feltet ud – fra de store stærke ’wattmonstre’ i brostensløbene (Cancellara, Boonen, Hushovd, Sagan, Flecha) til de lidt mindre, lettere etapeløbstyper som Contador, Schleck, Rodriguez, Wiggins, Froome osv.

– La Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège er løbene, hvor vi skal se de samme hovedpersoner, som kommer til at præge etapeløbene i sommerens løb. Specielt spanierne Joaquin Rodriguez og Alejandro Valverde må tælles blandt storfavoritterne, men også Team Saxo-Tinkoffs Alberto Contador bør kunne gøre det godt i de løb ligesom sidste års overraskende vinder i Liège, Maxim Iglinskiy fra Astana. Også den regerende verdensmester Philippe Gilbert og australieren Simon Gerrans er interessante, vurderer Dennis Ritter.
 
Liège-Bastogne-Liège er den ældste af alle forårsklassikerne og kaldes kærligt for ”La Doyenne”, som betyder noget i retning af ”Den ældste dame”.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard