TV-Nyt

Cecilie Frøkjær får nye værtsopgaver

Efter fire år som vært på det daglige magasinprogram ’Go’ aften Danmark’ får Cecilie Frøkjær i den kommende tid værtsopgaver på forskellige primetime-udsendelser på TV 2 – og det første program er allerede i støbeskeen.

Danmarks slotshoteller TV 2
Foto: Thomas Ravn / TV 2

I disse uger er optagelserne af ’Danmarks dejligste slotshoteller’ nemlig i fuld gang over hele landet, og her er Cecilie Frøkjær med til at fortælle dansk kulturhistorie. Det sker, når hun besøger udvalgte danske slotte sammen med to eksperter, etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme samt tidligere hoteldirektør og nuværende hotelkonsulent Jacob Rais.

– I programmerne fortæller vi de drabelige, spændende, uhyggelige og romantiske historier om de mennesker, der har levet på slottene. Vi ser også på, hvad de steder kan lære os om danmarkshistorien og de tråde, der væver sig fra dengang og helt op til det liv, vi moderne mennesker lever i dag, siger Cecilie Frøkjær, der også af andre grunde holder af slots-besøgene:

– Jeg sover i himmelsenge, får serveret herlige middage og dykker ned i fantastiske fortællinger. Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om én eneste ting, der gør, at man skulle sige nej til denne opgave, siger Cecilie Frøkjær med et smil.

Nye udfordringer hos TV 2
Senere på året bliver Cecilie Frøkjær en af værterne på indsamlingsshowet ’Knæk Cancer Live’ og på TV 2s årskavalkade, ligesom hun forbereder en programserie, som kommer på skærmen næste år.

På grund af de nye primetime-produktioner hos TV 2 bliver Cecilie Frøkjær en sjælden vært i ’Go’ aften Danmark’. Hun har dog vagter i slutningen af august og i den Knæk Cancer-uge, hvor ’Go’ aften’ sætter fuldt fokus på kræft og på mulighederne for at forebygge og helbrede sygdommen.

Cecilie Frøkjær ser frem til de udfordringer, hun har ønsket sig – og nu får – hos TV 2.

– Jeg glæder mig til et nyt og anderledes arbejdsliv og til en række nye tv-oplevelser sammen med danskerne, siger Cecilie Frøkjær, der især er kendt for sine tilsammen 18 år på ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button