Canal Digital klar med ny tv-boks – HD Entertain Smart
På et arrangement for flere fra den danske tech presse så præsenterede Canal Digital deres nye boks HD Entertain Smart.
Boksen har været udbudt i Sverige og seneste er Norge og nu Danmark så også blandt de lande, hvor den nye boks nu kan erhverves.
HD Entertain Smart boksen afløser Canal Digitals hidtidige bokse HD Entertain Center og HD Mini.
Disse bokse har været på markedet siden omkring 2011/12 og der er sket en del på hardwarefronten siden dengang. Dermed mener Canal Digital det er på høje tid med en opgradering.
Hurtigere betjening, opstart og nu med WiFi
Der er naturligvis kommet en stærkere processor i den nye Canal Digital boks. Det betyder hurtige betjening generelt og ikke mindst en hurtigere opstart. I det vi så i demoen så passer det også. Men vi vil selvfølgelig nærstudere dette i vores anmeldelse af boksen og sammenligne med den gamle model.
Trådløst netværk er en anden nyhed som Canal Digital fremhæver. Der er support for både 2,4 og 5 GHz netværk 802.11 N standarden.
Canal Digital har trods boksopdatering valgt at holde fast i deres grafiske brugeroverflade på boksen og det kan vi egentlig godt forstå, da den er ganske brugervenlig.
Boksen er passiv kølet, så ingen blæserstøj.
Større intern harddisk men USB er også muligt
En stor nyhed på HD Entertain Smart boksen er at den kan købes med 1 TB harddisk. Det er dobbelt så meget som på den gamle topmodel. Væsentlig nok så behøver man dog ikke at købe den med harddisk. Den nye boks har nemlig udtagbar harddisk, hvilket også betyder at man kan vælge at købe den uden harddisk. Det giver mening i det tilfælde at man har en USB harddisk, for det har Canal Digital netop også åbent op for mulighed for. Du kan således vælge mellem en intern harddisk, en ekstern USB eller slet ingen.
Som altid så virker optaget indhold kun på den boks det er optaget på. Du kan således ikke frit koble eksempelvis USB harddisken til en anden enhed og se dine optagelser der. Det er naturligvis rettigheder, der er årsag til dette.
Canal Digital oplyste i øvrigt, at de har testet en 4 TB ekstern USB harddisk på boksen, så har man behovet, så kan er der altså masser af muligheder for optagelse af mange timers tv.
Man kan ikke have både intern og ekstern harddisk tilkoblet til tv optagelse, det er enten den ene eller den anden der kan aktiveres.
Stadig 2 tunere, men smartere single cable løsning
Den nye Smartboks har 2 x DVB-S2 tunere ligesom den ældre model HD Entertain Center. Ydermere så er der en DVB-T tuner indbygget. Altså ikke DVB-T2 som man måske ellers kunne forvente på en 2016 boks, men nuvel til ukodet DVB-T, som boksen er beregnet til, kræver heller ikke DVB-T2, endnu da. Canal Digital har DVB-T tuner i Danmark, primært for at man kan se TV 2 regioner, da disse ikke er på satellit.
Vi spurgte til, hvorfor man ikke havde udvidet på tunerfronten med flere tunere end de to, svaret var her at man ikke mener det er super nødvendigt i en tid hvor On Demand fylder mere og mere. Desuden ville det have fordyret boksen at komme flere tunere i.
Man kan fortsat optage 2 ting samtidigt, det er desuden samtidigt muligt at se On Demand indhold på boksen i denne forbindelse.
Nyt er at boksen kan splitte signal fra en Satcr LNB internt, så du ikke behøver at have en ekstern splitter, hvilket er lidt rodet. Med en passende LNB kan du således forsyne de to indbyggede tunere med signal via et enkelt Coax kabel.
Ny Fjernbetjening
Der medleveres en ny fjernbetjening til Canal Digitals nye boks. Producenten er fortsat Ruwido, men den nye fjernbetjening er tyndere og virker mere behagelig.
Canal Digital fortalte også at der en stærkere IR sender i den nye fjernbetjening, hvilket vi hilser velkomment. Under demoen var der 2 bokse stillet op og det skabte lidt udfordringer i den anledning. Men synligt mindre da den gamle remote blev brugt. Så forbedret IR sender synes at kunne bekræftes.
Af kundehensyn så har Canal Digital i øvrigt droppet knapcelle batterierne på den nye remote. Man kan bedre lide AAA batterier end knapcelletypen, så det er der på den nye.
Den nye Canal Digital boks understøtter CEC styring, så rent principielt betyder det, at du kan slukke og tænde skærmen sammen med boksen. Når vi trækker lidt på det, så er det fordi vi ved af erfaring at forskellige tv producenter ikke altid har velfungerende HDMI CEC styring. Har du en Entertain Center eller Mini boks, så fortæller Canal Digital at der kommer en opdatering med CEC support på disse også.
Velfungerende Go on demand
Det vi så i demoen i forhold til on demand var absolut velfungerende. Også i forhold til at skippe i tid var lynhurtigt.
Canal Digital har stort fokus på deres Go on demand tjeneste, hvor de tilbyder Uge arkiv, arkivtjenester og lejefim.
Ingen Ultra HD og HDR support
Canal Digitals nye boks er ikke en Ultra HD boks, der er endnu ikke nogle flow tv kanaler Ultra HD i horisonten hos Canal Digital, som gør det aktuelt. De omtalte dog Discovery Networks OL rettigheder som måske kunne blive relevant på sigt som Ultra HD indhold.
Eneste boks fremover og priser
Som tidligere nævnt så bliver denne nye boks den eneste boks fra Canal Digital til nye kunder fremover. Zapper udgaven, altså udgaven uden indbygget harddisk bliver standardboksen til nye kunder, med mulighed for at tilkøbe harddiskudgaven eller opgradere senere.
Prisen for nye kunder bliver 0,- for Zapper udgaven uden indbygget harddisk og 1176,- ved udgaven med 1 TB harddisk. Kan betales over 24 måneder til 49,-/måned.
Prisen for boksen hvis man ønsker at opgradere boks bliver 1416,- uden harddisk, 2376,- med harddisk. Eventuel senere tilkøb af intern harddisk koster 960,-
Canal Digital tilbyder mulighed for afbetaling over 6-24 måneder via deres nemboksaftale.
DIGITALT.TV har anmeldt boksen. Læs anmeldelsen her