TV-Nyt

Bubber på DR Ultra

Bubber DR
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Til efteråret kan børn og deres familier møde Bubber i DR Ultras storslåede show ‘Ultra Galla’. Og til december leverer Bubber søde og sprøde tv-julegodter på DR Ultra sammen med værten Sofie Linde.

Efter en længere pause fra børne-tv er Bubber snart tilbage hos de større børn – første gang til november, hvor han indtager landet sammen med DR Ultra. Det sker med et storslået show ’Ultra Galla’ – med undertitlen ’D’ nice at være nice’. Showet har fokus på trivsel og fællesskab og bliver understøttet af en landsdækkende skolekampagne. De øvrige medvirkende er værterne Jacob Riising, Sofie Linde og Joakim Ingversen. Og underholdningen bliver sammen med Bubber leveret af Djämes Braun, Emma Pi, Pendlerkids og Svenning Bubandt.

Både gennem showet og skolekampagnen opfordrer DR Ultra børn og unge til at være åbne, inkluderende og drage omsorg overfor hinanden. ’Ultra Galla’ kan opleves i alt ni gange i fire byer. To shows i Horsens, et show i Aalborg, to shows i Odense og fire shows i København.

Spas og juleknas med Bubber og Sofie Linde
Til december medvirker Bubber desuden på DR Ultra, hvor han hver dag i december ind til juleaften leverer julegodter fra hjertet sammen med Sofie Linde. Bubber og Sofie vil hver dag dukke op med en julesnack, der er twistet pudsigt og anderledes og rummer alt fra skjult kamera, kendis-tv, snaser fra arkiverne, fri leg, uforudsigelige bidder med spas og knas. Og så skiftes de to til at være i øresneglen på hinanden.

“Det er altid sjovt og givende at vende tilbage til sine rødder. Den chance har jeg nu og at få mulighed for at arbejde med de 7-12 årige, er en gave, der kan være svær at åbne og beholde hos sig. Der er både begejstring og loyalitet i den aldersgruppe – hvis de gider. For børn er samtidig en kritisk målgruppe, og det gør dem utrolig interessante og udfordrende at arbejde med. Børn er umiddelbare og ægte. Og det betyder, at man skal stramme ballerne, gøre sig umage og levere det bedste man kan – ellers bliver man straffet på stedet.   En bold har mindst seks sider, og hvis du ikke ser på alle siderne, når du kaster bolden op, så mister du både barnet og bolden,” siger Bubber.

Naturlig nysgerrighed
Kanalredaktør for DR Børn, Kirstine Vinderskov, siger:

“Det er med stor respekt og stolthed, at vi byder Bubber velkommen til DRs børnefamilie. Bubber er vel blandt de værter herhjemme, der kender børnene allerbedst gennem de mange, mange timers børne-TV han har med sig i bagagen. Bubber står for både ægthed, oprigtighed og en naturlig nysgerrighed – værdier, som passer perfekt ind i DRs børneunivers. Og selvom de fleste kender Bubber fra TV-skærmen, så har han brugt meget af sin tid de seneste år på at udvikle tv-programmer. Det får landets børn nu snart glæde af på DR Ultra.”

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button