Branche-Nyt

BLU og Strong skaber nyt TV-Powerhouse i Nordvest

De Fremantle-ejede produktionsselskaber, BLU A/S og Strong Productions A/S bliver naboer i starten af 2024, når BLU flytter ind ved siden af Strong på Bispevej i Københavns spirende kreative miljø i Nordvest.

BLU forlader Valby for at flytte ind i lyse, moderne og industrielle lokaler der hidtil har dannet base for det digitale bureau, Splay One og fotograferne i Monty Freddie Studio.

BLU’s CEO, Katrine Herforth ser frem til flytningen: ”Vi har over de sidste måneder kigget på mulighederne for et naboskab med Strong, og nu glæder vi os til at sætte vores præg på de lækre lokaler hen over efteråret, så vi kan flytte ind i helt nyrenoverede rammer i begyndelsen af det nye år. Det bliver dejligt at starte 2024 i helt nye lokaler og med tiden gøre brug af de synergier der opstår og sammen skabe rammerne for et fælles, kreativt powerhouse.”

Selvom de to Fremantle-selskaber altså bliver naboer, fortsætter de med at operere som selvstændige kreative labels, med hver sin direktør og hver sin daglige ledelse, der møder ind hver dag for at konkurrere om de bedste ideer til de danske og internationale kunder.

Men det nye naboskab åbner også nye fælles muligheder, fortæller Strong’s CEO, Sune Roland. ”Vi glæder os sindssygt meget til at få gode kolleger endnu tættere på. I begge selskaber arbejder vi på Fremantle’s mission om at skabe ”The place creatives call home”, og til dét er det nye naboskab en kæmpe hjælpende hånd. Vi får mulighed for sammen at lave kreativt inspirerende arrangementer, om eksempelvis brugen af AI eller grønnere TV-produktion. Og vi får mulighed for at inspireres og lære af hinanden på tværs af konkrete fagligheder, specialer og personligheder. Derudover vil der være mange konkrete synergier at finde ved at bo tættere sammen”.

Det nye naboskab vil også udgøre en samlet fysisk base for begge selskabers økonomi-afdelinger, der allerede har været samlet under fælles CFO, Eivind Gunleiksrud, siden foråret.

Kilde: Pressemeddelelse

I samme kategori

Back to top button