Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed tilbage på TV 2 og TV 2 Play
Peter Ingemann og Sara Lygum tager temperaturen på boligmarkedet i en ny sæson af ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ på TV 2.
Første program kan ses tirsdag 31. marts på TV 2 eller snigpremiere allerede nu på TV 2 Play.
Foråret er på vej, og med stigende økonomisk optimisme og lave renter er der nu for alvor begyndt at komme gang i boligmarkedet igen. Derfor er der god timing i, at TV 2s boligprogram ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ vender tilbage med en ny sæson netop nu. I programmerne klæder Peter Ingemann og Sara Lygum nemlig danskerne på til at gøre en god bolighandel.
Et udfordrende boligmarked
I en ny sæson drager værterne rundt i hele landet, og med deres erfaring og ekspertise gør de deres ypperste for at hjælpe boligsøgende danskere med at finde deres drømmebolig på et udfordrende boligmarked.
I løbet af sæsonen ser makkerparret og seriens medvirkende nærmere på en bred vifte af boliger – lige fra københavnske lejligheder til jyske landejendomme.
– Sidste år gik det hurtigt på boligmarkedet. I år går det lynhurtigt. Der er ikke meget tid til at tage sin beslutning. Man skal have gjort sit hjemmearbejde godt og være helt klar på, hvad det er, man vil have. Og så skal man slå til, når det er der, siger Peter Ingemann og fortsætter:
– Jeg tror, at alle, der har fast ejendom eller drømmer om at få det, kan lære meget af at se programmerne. Både fordi vi hører om, hvad det er, køberne lægger vægt på, når de skal handle bolig, men også fordi man virkelig får en fornemmelse af, hvad man får for pengene på det danske boligmarked, siger Peter Ingemann.
Hjertet og mavefornemmelsen
I hvert af seriens otte programmer følger vi to par, som hver især får hjælp af Sara eller Peter til at finde deres nye hjem. Der kan være forskellige årsager til, at deltagerne har brug for hjælp.
Nogen har svært ved at gennemskue boligmarkedet og hele processen med at søge efter og handle bolig, mens andre har ledt forgæves i årevis og har brug for råd og vejledning til at finde ud af, hvad der rent faktisk er realistisk. Uanset baggrunden er det Peter og Saras opgave at præsentere hvert par for de tre bedste bud på deltagernes drømmebolig.
– Jeg synes, at det har været rigtig fedt at opleve vores deltageres umiddelbare reaktion. Uanset om den har været positiv eller negativ. Mavefornemmelsen får lov til rigtigt at vise sig, når de ikke har kunnet forholde sig til boligerne, før de står i dem. Deltagerne ved jo intet om f.eks. beliggenhed, plantegning, om værelserne er store nok, eller om de bryder sig om farven på væggen. Vi er som mennesker tilbøjelige til at være forudindtagede, og det er ikke en mulighed her. Hjertet og mavefornemmelsen får lov til at sige til eller fra, siger Sara Lygum.
Færre og dyrere boliger til salg
Under optagelserne til anden sæson af ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ har Peter Ingemann og Sara Lygum mærket en klar tendens til, at det går stærkere på boligmarkedet. Det ses også i den tørre statistik.
Tal fra Boligsiden viser et faldende udbud af villaer og rækkehuse i hele landet. Her kan man se, at der i januar 2015 er knap 39.348 af denne type boliger til salg. Det er tre procent færre end i januar sidste år. Det største fald i udbuddet ses i Region Hovedstaden. Samtidig er salgspriserne på villaer og rækkehuse i samme periode steget med i gennemsnit fire procent på landsplan.
– Jeg ser en klar forskel i boligmarkedet på det år, der er gået og særligt på det københavnske marked. Det går så stærkt for tiden, og priserne har også fået et positivt løft mange steder. Det er blevet sværere for køber og sælger at blive enige under forhandlingerne, og afslagene er ikke ret store, siger Sara Lygum.
Samme dårlige humor
Hun har nydt optagelserne til programmerne, fordi der er noget ægte på spil hos deltagerne. Og hun har nydt samarbejdet med den erfarne vært Peter Ingemann.
– Det har været fantastisk at være vært på programmerne, fordi vi hjælper almindelige mennesker i et af livets meget store beslutninger. Og så har det ganske enkelt været skønt at lave det sammen med Peter. Vi fungerer rigtig godt sammen, uanset om der er kamera på eller ej. Vi har samme dårlige humor, forståelse og respekt for hinanden, og så er han en dejlig mand og bedst af alt min gode ven. Så det har været en skøn oplevelse, siger Sara Lygum.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed kan ses tirsdag 31. marts på TV 2 eller snigpremiere allerede nu på TV 2 Play.
Kilde: TV 2