Alting stiger i pris og danskerne holder igen med at købe nyt tv
Inflationen påvirker en række produkter med prisstigninger. Dyrere varer og høje energipriser bekymrer danskerne, og 50% har ændret deres indkøbsvaner på grund af strammere privatøkonomi. Det viser ny undersøgelse fra PriceRunner, som også peger på, at både forbrugsgoder og luksusvarer bliver ramt af den ændrede adfærd.
Halvdelen af de adspurgte siger, at de har ændret deres forbrug og indkøbsvaner på grund af højere leveomkostninger. Af dem siger 51% at de skærer ned på shoppingudgifterne, mens hele 73% siger, at de forsøger at købe så mange produkter som muligt til nedsat pris.
50% siger også, at de har fravalgt at købe bestemte produkter, som koster mere. Luksusvarer bliver liggende på den virtuelle ønskeliste et stykke tid til, indtil økonomien stabiliserer sig.
Det er især forbrugsgoder til hjemmet og personlige ting såsom tøj, sko og hudpleje, som danskerne skærer ned på. Blandt andet angiver 56%, at de har købt mindre tøj og sko, 46% har skåret ned på køb til hjemmet, mens 40% siger, at de køber mindre elektronik.
Det stemmer overens med data fra PriceRunner over de kategorier, som har oplevet størst nedgang i antal kliks siden starten af året. Her er der et fald på 67% på antal kliks i TV produkt kategorien, hvilket er det næststørste fald kun overgået af Belysning.
“Det er tydeligt, at de forbrugsgoder, som er mere nice to have bliver streget af indkøbslisten. Man dropper det nye tæppe til sofaen, en opgradering af mobiltelefonen, eller den nye lampe, som måske var lidt for dyr. Vi holder simpelthen igen, fordi vi må fokusere på de vigtigste områder, når det gælder vores økonomi,” siger forbrugeranalytiker hos PriceRunner Katrine Barslev.
Er Fladskærmen blevet dyrere i 2022?
Hvad med fladskærmene, hvordan er prisen på disse sammenlignet med sidste år. Det har DIGITALT.TV undersøgt nærmere.
LG OLED C1 / C2
Ser vi på Pricerunners prisstatistik så koster 2022 udgaven af LG’s populære OLED C serie, C2 aktuelt 13.489,- for 55″ udgaven her medio juli. Den laveste pris for året hidtil på modellen var 11.286,- (8. juli).
Tager vi samme udgangspunkt for 2021 modellen C1, så var laveste pris medio juli 2021, hvor C1 55″ var nede i 8.310,-. Altså er 2022 modellen næsten 3000 dyrere, når man sammenligner prisniveauet på samme tid af året.
Sony OLED XR-55A80J/K
Sony OLED A80 serie hed J i 2021 modeludgaven og her kostede 55″ modellen som laveste pris i juli 2021 12.730,-. 2022 modellen XR-55A80K koster aktuelt 14.990,- som laveste pris for året. Altså en pris der er over 2200,- dyrere.
Samsung QE55Q80A/B
Også på LCD skærmserien Q80 fra Samsung er der prisstigning at spore. QE55Q80A prisen var nede på 7.777,- i juli 2021, mens den nye 2022 QE55Q80B aktuelt koster 10.990,-. Over 3200 kroner er prisspændet altså her.
Hvordan bliver prisniveauet til Black Friday?
Priserne på TV plejer for alvor at falde senere på året i forbindelse med at vi nærmer os Black Friday, men det skal blive interessant at se, om priserne her når lige så langt ned som de plejer.