Allente betatester ny tv-boks
Allente er på trapperne med en ny tv-boks, der samtidigt er første nye tv-boks under Allente brandet, der jo er sammenslutningen af Canal Digital og Viasat.
Den nye Allente 1 tv-boks er, ligesom Canal Digitals seneste tv-boks OnePlace, en Android TV baseret boks. Den er mere kompakt og minder i sit design lidt om en Apple TV. Boksen er ude hos en mindre skare af betatestere i øjeblikket, og vi har endnu ikke hørt nogen konkret tidshorisont på den generelle lancering.
Der er naturligvis tale om en boks med Ultra HD opløsning, og der skulle også være HDR support.
Det er nyt på den nye Allente 1 tv-boks
Den nye Allente 1 boks, som KAONMEDIA står bag, er baseret på Broadcom BCM72180 Quad-core 2.6 GHz CPU og udrustet med 2 GB Ram og 16 GB lagringsplads. Den skulle naturligvis gerne være hurtigere og mere brugervenlig.
I modsætning til den gamle OnePlace boks, så er der på Allente 1 ingen mulighed for harddisk til tv-optagelser. Muligheden for at optage er dog ikke forsvundet, men nu kræves der, at man monterer et SD-kort til dette formål. I den beta test der er i gang lige nu, så er den funktionalitet dog endnu ikke aktiveret.
Allente dropper helt programkort til denne nye boks. I stedet så bliver adgangen til at afkode tv-signalerne styret via serienummeret.
Ved lanceringen, og her under betatesten, så kræves der at boksen er tilsluttet Internettet. Det er dog planen, at den skal komme til at fungere også uden aktiv Internetforbindelse senere.
Stemmestyring via Google Assistent er endnu et element, som kun er under opbyggelse her i forbindelse med betatesten. Der er heller ikke Netflix app og tekst-tv support tilgængelig på boksen indtil videre.
Den største udfordring på Canal Digitals gamle OnePlace boks har været softwaren, som haft mange udfordringer undervejs. Forhåbentligt så bliver Allente 1 boksen en bedre oplevelse.