Årgang 0 – på vej ind i de voksnes rækker
‘Årgang 0’ er tilbage tirsdag 6. januar på TV 2 med fire nye kapitler i familiernes danmarkshistorie. Børnene er blevet fjorten år, og for tre af dem er årets store begivenhed konfirmationen, ligesom et par udlandsrejser er med til at gøre verden større for et par af teenagerne.
Hos Rachel i Aabenraa mærkes det tydeligt, at teenageårene banker på, og for Stephanie i Slagelse er dilemmaet ved at være skilsmissebarn blevet tydeligere. Skal hun vælge sin mor og brødre eller sine veninder, når det bliver weekend?
Både Emma og hendes familie i Tarm mærker et stigende pres fra både skole og økonomi, og det betyder, at Emma ikke trives så godt. I Aarhus er Christian og hans brødre for alvor blevet pubertetsdrenge. Han er ambitiøs med sin nye skole, men er også begyndt til fodbold igen for at holde kontakt til sine gamle venner.
Familiens danmarkshistorie i det nye årtusinde
‘Årgang 0’ er en dokumentarserie, som siden efteråret 1999 har fulgt fire familier i Danmark. Fire familier, som hver for sig er meget forskellige, men som har det til fælles, at de fik et barn i begyndelsen af år 2000.
Familierne er blevet fulgt jævnligt af et filmhold igennem både store og små begivenheder. Samtidig optager familierne selv i deres hverdag og laver videodagbøger.
En enestående og prisbelønnet fortælling
Programmerne er et portræt af fire personligheder, der udvikler sig, og af deres forældre og søskende. Vi følger børnene, til de bliver voksne, og det er derfor en enestående fortælling om det danske samfund, mens det udvikler sig i begyndelsen af det 21. århundrede.
‘Årgang 0’ sæson 15 er tilrettelagt af Jan Bacher Dirchsen, Anne Hjort og Anja Kvistgaard Marott med Esben Halding og Jan Bacher Dirchsen som producenter.
De første 48 afsnit i serien er sendt i begyndelsen af årene 2001-2014. I år følger så fire nye afsnit, der dækker året 2014.
Serien er prisbelønnet og har fra starten haft meget høje seertal, og ‘Årgang 0’ er det danske dokumentarprogram, som er set af flest danskere overhovedet.
Kilde: TV 2