2,4 millioner så Eurovision Song Contest
Ifølge TNS Gallups TV-Meter fulgte 2.397.000 seere med på de tre af DRs tv-kanaler, der viste showet fra B & W-hallerne i København: nemlig DR1, DR3 og DR Ramasjang, hvor sidstnævnte holdt Grand Prix-aften for døve.
Tallene svarer til, at 89 procent af alle med fjernsynet tændt lørdag aften mellem klokken 21.00 og 00.30 i Danmark, så Eurovision Song Contest (ESC), som sangdysten mere og mere bliver kaldt – også herhjemme. Samtidig fik lørdagens finale en flot vurdering af seerne. På en skala, hvor et er det dårligste, og fem er den absolutte topkarakter, vurderede seerne showet til 4,1.
Kanalchefen for DR1, Pil Gundelach Brandstrup, glæder sig over, hvordan Eurovision Song Contest blev modtaget og også over, at ESC blev sidste uges helt store samtaleemne.
”En af DRs helt centrale opgaver er at samle befolkningen om de store, fælles begivenheder, og seertallene viser med al tydelighed, at det med de tre flotte shows lykkedes os at samle folk på tværs af alder, køn, livsstil og geografi. Faktisk viser tallene, at 76 procent så Grand Prix-finalen i selskab med andre,” siger Pil Gundelach Brandstrup.
Tættere på hinanden
Hun tilføjer, at det også har været en af DRs klare visioner at bringe europæerne tættere på hinanden i den uge, Eurovision Song Contest har været holdt. Det var det, der blandt andet lå bag sloganet ’Join Us’.
”Eurovision Song Contest kan noget helt særligt, fordi vi får indsigt i hinandens liv og kulturer – samtidig med, at alle skal imødekommes og bydes velkommen. Det er i sig selv imponerende, at showet næste år kan fejre 60 års jubilæum, og jeg glæder mig allerede til at vise den fest på DR1,” siger Pil Gundelach Brandstrup.
2.180.000 fulgte finalen på DR1, mens 211.000 fulgte finalen med ’Monte Carlo’-drengene Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansens kommentarer på DR3. Endelig fulgte 7.000 seere DR Ramasjangs Eurovision Song Contest-aften for døve, og på radioens P4 lyttede 177.000 med – for eksempel taxachauffører og andre, der ikke kunne se fjernsyn på aftenen.
Til sammenligning var der 1.704.000 DR1-seere, der så Emmelie de Forest vinde i Malmø sidste år, og Eurovision Song Contest har kun haft højere seertal i 2001, da 2.667.000 så finalen fra Parken i København.
Stor Twitter-aften
År for år bliver de sociale medier en større og større del af Eurovision Song Contest, og DR har – som vært for konkurrencen i år – valgt at bruge de sociale medier meget aktivt under tv-showene.
Årets show slog rekorden for flest tweets i musikkonkurrencens historie, og under Eurovision-finalen lørdag blev der skrevet cirka 5,3 millioner tweets mod 3,7 millioner sidste år i Malmø. Da østrigske Conchita Wurst var på scenen og sang ’Rise Like A Phoenix’, udløste det 42.660 tweets pr. minut, og da drag-artisten var kåret som vinder afstedkom det 47.136 tweets i minuttet.
Mange på dr.dk og Facebook
Også på dr.dk og Facebook har brugerne flittigt fulgt, hvad der er blevet skrevet om Eurovision Song Contest. Sitet dr.dk/grandprix havde cirka en million besøg i sidste uge, og 859.308 unikke brugere har set opslag fra DR Grand Prix på finaledagen.
Hvor mange, der så finalen over hele Europa, kommer der først et bud på senere, da seertal bliver gjort op på forskellige måder og dage i de forskellige lande.
Kilde: DR