TV-Nyt

2 nye programserier på TV 2 Charlie

TV 2 Charlie Logo‘Jarl samler op’ og ‘Lur mit liv’ er to helt nye underholdningsformater, der snart får premiere på TV 2 CHARLIE, og fælles for dem er, at de bringer seerne tæt på en række kendte danskere på en varm, ærlig og sjov måde.

Jarl og Pia Kjærsgaard i svømmehal
Hver uge samler vært Jarl Friis-Mikkelsen en kendt dansker op i sin bil, og sammen tager de på et roadtrip med to destinationer undervejs. Dagens hovedperson vælger selv det første stop, hvortil der knytter sig en personlig historie, mens Jarlen står for den overraskende slutdestination, hvor der venter en udfordring til den intetanende gæst.

– ‘Jarl samler op’ har fokus på den gode snak, der opstår, når man kører i bil en hel dag sammen. Jeg prøver at balancere mellem det dybt alvorlige og det mere muntre. Intet var aftalt på forhånd, så der var overraskelser i vente for både mig og min medpassager. F.eks. tog Pia Kjærsgaard fusen på mig, da hun fortalte mig, at vi skulle en tur i svømmehallen. Det var ret grænseoverskridende at iføre mig badebukser på tv, siger Jarl Friis-Mikkelsen, der ellers plejer at være manden med overraskelserne.

Samtalen er et væsentligt element i programmet, og seerne får her et unikt indblik i de kendte og deres liv, som det ser ud lige nu og her. Der er garantereret masser af grin, men der er også plads til alvorlige stunder om livet på godt og ondt, når Jarl Friis-Mikkelsen også samler Finn Nørbygaard, Jens Werner, Christine Feldthaus og James Price op i de i alt fem programmer.

Charlie 3.bred
Entertaineren Finn Nørbygaard er den første, der skal ud og køre med Jarl Friis-Mikkelsen. (Foto: Nordisk Film / TV 2)

50.000 kr. for en hole-in-one
I første program søndag 14. september er det entertaineren Finn Nørbygaard, der skal ud og køre med Jarl Friis-Mikkelsen. Finn er en ivrig golfspiller, og derfor bliver første stop golfklubben. Her skal to herrer putte, før de bevæger sig ud på greenen, hvor Jarlen sætter 50.000 kr. på højkant, hvis Finn kan lave en hole-in- one.

Dernæst går turen til en herretøjsforretning, hvor Finn får en make-over. Jarl Friis-Mikkelsen har nemlig talt med Finns kone, der gerne ser lidt variation i husbondens tøjstil. I det mere alvorlige hjørne fortæller Finn om sit møde med Gud, om livets store spørgsmål og om en hård start på livet med misrøgt og alkohol på sutten.

Lur mit liv – gæt på de kendtes boligindretning og vaner

Charlie 1. bred

Jens Blauenfeldt er vært på et af TV 2 CHARLIEs helt nye underholdningsformater: ‘Lur mit Liv’. (Foto: Nordisk Film / TV 2)

Allerede søndag 7. september kan seerne på TV 2 CHARLIE glæde sig premieren på endnu et nyt underholdningsprogram, ‘Lur mit Liv’, hvor vært Jens Blauenfeldt hver uge får besøg af en kendt dansker.

I ti programmer får seerne mulighed for at smugkigge hjemme hos en række kendte danskere som Pusle Helmuth, Hilda Heick og Amin Jensen. I studiet sidder holdkaptajnerne Camilla Miehe-Renard og Michael Carøe klar med hver deres livsstilsekspert til at gætte på hovedpersonens boligstil og til tider skøre vaner.

I marken er Gordon Kennedy livsstilsreporteren, der fra de kendtes hjem laver sjove indslag, som danner grundlag for quizzen i studiet. Spørgsmålene tager udgangspunkt i den kendtes boligindretning, interiør, vaner og livsstil, og seerne lærer således hovedpersonen at kende på en ny og spændende måde.

Den kendte er til stede i studiet under quizzen og øser undervejs ud af sjove og personlige anekdoter, der knytter sig til tingene i hjemmet. I det første program får seerne muligheden for at lære den populære skuespiller Lisbet Dahl lidt bedre at kende, når der blandt andet quizze om, hvad hun har på under dynen, når hun sover, og hvad der kan få hende til at forære alle sine ting væk.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard