Waoo

Viaplay rykker ind på Waoo’s TV-Boks

Waoos TV-kunder får meget nemmere adgang til at se indholdet på Nordens største streaming-tjeneste, Viaplay. Selskabet lægger i disse dage sidste hånd på en softwareopdatering, så Viaplay fremover vil være fuldt integreret på TV-boksen fra Waoo.

Den betyder, at kunder med Waoo TV-abonnement, hvori der indgår Viaplay-tjenester, vil få adgang til Viaplays indhold direkte fra TV-boksen i stedet for som nu gennem fx en app på fladskærm eller på computer. For kunder med Waoo Viasat Stor TV-Pakke gælder det bl.a. samtlige kampe fra den nye sæson i den engelske fodboldturnering Premier League, som indledes i denne weekend.

”Som udbyder skelner vi længere ikke mellem traditionelle TV-kanaler og streaming. I begge tilfælde er det indhold, som vores kunder efterspørger, og derfor skal det være tilgængeligt på vores boks for at gøre det så nemt som muligt for kunderne,” siger adm. direktør Jørgen Stensgaard, Waoo.

Det er Nordic Entertainment Group, NENT, der ejer rettighederne til Premier League på det danske marked. NENT viser dog kun halvdelen af kampene i den nye sæson på sine egne kanaler, TV3+ og TV3 MAX, men samtlige kampe vises altså på Viaplay, som er en del af Waoo Viasat Stor TV-Pakke.

Med abonnement på Waoo Viasat Stor TV-Pakke har kunderne adgang til 64 kanaler, herunder sportskanalerne TV3+ og TV3 MAX, samt streaming-tjenesten Viaplay Total.

Integrationen af Viaplay sker ved en opdatering af softwaren i Waoo TV-boksen. Opdateringen sker automatisk og ventes gennemført i løbet af august. Indtil da har Waoos kunder mulighed for at bruge deres Viaplay-adgang på Smart-TV, samt via PC, smartphones og tablets. Viaplay kan desuden ses på stor skærm via Chromecast og Apple TV.

Viaplay er den tredje streaming-tjeneste efter Netflix og YouTube, som bliver integreret i Waoos TV-Boks. Generelt integreres tjenesterne i udbydernes egne genkendelige brugeruniverser og giver dermed den bedste brugeroplevelse. Waoo forventer at kunne løfte sløret for flere integrerede streamingtjenester senere på året.

I samme kategori

Back to top button