TV 2 styrker programafdelingen

| mandag 27. aug, 2012 15:54 | 0 Kommentarer

Arbejdet med dansk fiktion, langsigtede programprojekter inden for alle genrer og særlige tiltag i programfladen på TV 2s hovedkanal får bedre vilkår, når en særlig special forces-enhed oprettes som en ny del af TV 2|Programafdelingen.

– Konkurrencen i tv-branchen er benhård, og vi sætter nu ekstra kraft på hovedkanalen. Som et led i vores nye programstrategi ønsker vi at forfine TV 2s særkende, og special forces-enheden kan tage sig kærligt af en central del af det arbejde. Det drejer sig bl.a. om vores danske fiktionsserier, langsigtede projekter inden for f.eks. underholdning og dokumentar plus særlige agendaprogrammer, events og temaprojekter, siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

Chef for den nye special forces-enhed bliver TV 2s nuværende programchef Keld Reinicke:

– I de seks år, jeg har været programchef på TV 2, er hovedkanalens danske produktioner steget med 45 procent, og programfladen skal fortsætte sin stærke udvikling. Det kræver, at vi tænker nyt, og jeg ser det som en stor udfordring at skulle bidrage til denne nytænkning. Jeg er stolt af at skulle stå i spidsen for udvikling og programprojekter i special forces-enheden, siger Keld Reinicke.

I forbindelse med styrkelsen af programafdelingen får TV 2 ny programchef. Sune Roland kommer fra en stilling som programchef i produktionsselskabet Metronome, og bestred før det stillingen som faktachef på TV 2, hvor han havde ansvar for alt i genren lige fra ”Go’ morgen Danmark” til ”Armadillo”.

– Jeg har i løbet af min karriere været skiftevis på begge sider af hegnet – både som producerende og broadcaster. Når jeg nu vælger at komme tilbage på TV 2, er det, fordi jeg synes, at den nye struktur sikrer, at rammerne er til stede for virkelig at kunne gøre en forskel i den stærkt intensiverede kamp om seernes gunst. Jeg glæder mig i den grad til at komme i gang, siger Sune Roland.

– TV 2 står med et superstærkt hold, hvor Keld Reinicke kan koncentrere al sin tv-kraft på særlige projekter. Sune Roland er en af de dygtigste og mest innovative programfolk i branchen, som i spidsen for programafdelingen kan tilføje TV 2 en masse. Keld og Sune er to af de absolut skarpeste knive i skuffen, når det kommer til at lave begavet public service-tv af høj faglig kvalitet, er Palle Strøms skudsmål til programafdelingens nye ledelse.

Omstruktureringen træder i kraft pr. 1. oktober 2012.

Kilde: TV 2 presse

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt