Seerne skruede lidt ned for tv-forbruget i 2011

| torsdag 05. jan, 2012 09:51 | 0 Kommentarer
TV forbrug 2011

Tv-Forbruget faldt lidt i 2011

Trods en regnfyldt sommer og stadig flere tv-tilbud faldt danskernes tv-forbrug med i gennemsnit en procent – eller tre minutter om dagen – sidste år. Det viser en opgørelse, som DR Medieforskning har lavet, og som indgår i rapporten ’Medieudviklingen 2011’, som udkommer senere på måneden.

”Gennemsnitsdanskeren så tre timer og 18 minutters tv om dagen, så selv om den eksplosive vækst i tv-forbruget fladede ud, brugte danskerne stadig rigtig meget tid foran tv-skærmen – næsten lige så meget som i rekordåret 2010. Både DRs og TV 2’s kanaler gik i øvrigt samlet frem, og det er første gang siden 2004, at begge viser fremgang det samme år,” konkluderer medieforskerne Kurt Holm Jensen og Henrik Gregor Knudsen fra DR Medieforskning, som har lavet tv-statussen for 2011.

DRs kanaler fik samlet fremgang
I DR-regi kom DRs tv-kanaler ud med et årsresultat på 28,3 procent af den samlede tv-sening mod 27,9 procent i 2010. Ligesom i 2010 var det de tre nyeste kanaler, DR HD, DR Ramasjang og DR K, der var hovedårsagen til fremgangen.

En kanal som DR Ramasjang endte i 2011 med en seerandel på 2,1 procent, men blandt de 3-10-årige råder kanalen virkelig. DR Ramasjang stod for 19,7 procent af aldersgruppens samlede tv-sening, og DR Ramasjang er sammen med DR1 den kanal, som børnene bruger længst tid i selskab med.

”Trods den samlede fremgang til DR TV, taber DR1 fortsat terræn. Det relative fald var dog mindre end tidligere, og den samlede seerandel endte i 2011 på 18,8 procent mod 19,2 procent i 2010,” konkluderer de to medieforskere.

DR2 gik fra at have en seerandel på 4,6 procent til 4,3 procent. Her betød flytningen af ’Bonderøven’ til DR1, at kanalen havde lidt dårligere fat i seerne om søndagen, hvorimod temalørdagene på DR2 har haft et meget stærkt år.

84,6 procent hos de fire store
De mange timer om dagen foran tv-skærmen tilbringer danskerne primært sammen med de fire store tv-aktører i Danmark: nemlig TV 2, DR, Viasat med TV3-kanalerne og SBS med blandt andet Kanal 4 og Kanal 5. I alt stod disse fire for 84,6 procent af tv-seningen i Danmark, og det er en fremgang i forhold til 2010 på knap en procent, fremgår det af DR Medieforsknings tv-status. 

Så meget tv har hver danskerne set om dagen 2006-2011
2011: 198 minutter
2010: 201 minutter
2009: 189 minutter
2008: 167 minutter
2007: 148 minutter
2006: 148 minutter [br]
De mest sete programserier i 2011
X Factor – 1.784.000 seere
Borgen – 1.517.000 seere 
Lykke – 1.351.000 seere
Vild med dans – 1.295.000
Årgang 0 – år 11 – 1.149.000
Voice – 1.119.000
Ludvig og julemanden – 1.113.000
Hvem vil være millionær – 1.095.000
Den som dræber – 1.033.000
21 Søndag – 939.000
[br] Listen er et gennemsnit for førstegangsudsendte programserier med minimum tre afsnit af 15 minutters varighed inklusive eventuelle samsendinger på DR HD. Sport er ikke medtaget.  

Kilde: DR

Del på:

Gemt under:: Branche-Nyt