TV-Nyt

Sådan dækker DR valget til Europa-Parlamentet

Den 9. juni skal danskerne i stemmeboksen, når der er valg til Europa-Parlamentet. DR vil blandt andet engagere danskerne i valget med et fokus på EU i det nære. Kåre Quist møder alle spidskandidaterne i ‘Mød partierne’, mens Stéphanie Surrugue og Lillan Gjerulff Kretz er værter på DR’s valgaften. Klavs Bundgaard og Ulla Essendrop følger stemmeoptællingen helt til dørs dagen efter.

P4 og ‘Aftenshowet’
Alle DR’s distrikter vil også i perioden frem til den 9. juni have et markant fokus på Europa-Parlamentsvalget. Blandt andet tager DR’s EU-korrespondent Ole Ryborg rundt til de forskellige distrikter og deltager i regionale programmer på P4, hvor lytterne kan stille spørgsmål og være med i EU-quizzer. DR’s EU-korrespondent vil også være et fast indslag i Aftenshowet.

‘Mød partierne’ og bliv klogere på kandidaterne
Et andet væsentligt omdrejningspunkt hos DR, som skal give vælgerne mulighed for at lære spidskandidaterne og partiernes EU-politik godt at kende, er programserien ‘Mød Partierne’. Her har vært Kåre Quist på skift spidskandidaterne i den varme stol. Alle programmerne kan ses på DRTV fra den 20. maj, og vil løbende blive sendt på DR1 frem mod valget.

Vælgerne kan også tage kandidattesten på dr.dk. Kandidattesten kan ikke fortælle vælgerne, hvem de skal stemme på, men den kan give en indikation af, hvilke kandidater, man er mest enig med på en række udvalgte spørgsmål. I forbindelse med kandidattesten på dr.dk, kan man også læse mere om partierne, de enkelte politikere og blive klogere på deres mærkesager og baggrunden for deres svar i testen.

P3 med fokus på de unge vælgere
På P3 har er der særligt fokus på første- og andengangsvælgerne – hvor særligt andengangsvælgerne er kendetegnet ved at have en meget lav valgdeltagelse. Her bliver der arbejdet med at gøre EU-stoffet og valget meningsfuldt og relevant ved at lade det være prioriteret og til stede i de faste formater, hvor DR står stærkest i målgruppen, for eksempel ‘Go’Morgen P3’, ‘Essensen’ og Adnans satireprogrammer.

Ved siden af det arbejder P3 også sammen med organisationer om et outreach-tiltag – hvor unge transporteres med busser fra uddannelsessteder til steder, hvor de kan brevstemme. Det hele slutter på valgdagen med en koncert, hvor valgdeltagelsen og demokratiet fejres.

Livedebat med de centrale aktører
Undervejs har DR livedebatter med de centrale aktører i valgkampen. Den 4. juni har DR partilederne samlet til en generel debat om, hvordan det egentlig står til i Danmark. Så tæt på et Europa-Parlamentsvalg, vil der dog nok komme EU på dagsordenen også. DR melder også mere ud om en spidskandidatdebat senere.

Valgaftenen og en meget spændende dag derpå
På valgdagen er DR live hele dagen på forskellige platforme. Først med TVA Live inden Stéphanie Surrugue og Lillan Gjerulf Kretz åbner valgstudiet på DR1, for at guide seerne igennem aftenen mens resultaterne tikker ind fra hele Europa. I studiet på valgaftenen vil flere af DR’s EU-korrespondenter og valgeksperter være med og byde ind med deres analyser.

Som noget nyt vil DR også med en avanceret og stærkt udbygget liveblog skabe en selvstændig digital valgaften på dr.dk, som ikke bare er et ad-on, til det, der ellers sker i valgstudiet. Erfaringen viser, at mange alene følger med digitalt, og DR vil prioritere nogle af de faste korrespondenter og dedikerede medarbejdere til kun at være på dr.dk. Det betyder, at blandt andre politisk korrespondent Christine Cordsen og EU-journalist Per Bang vil være på dr.dk hele aftenen og guide brugerne igennem valget.

Mandag morgen fortsætter den digitale dækning med liveblog og resultaterne på dr.dk. Mandagen bliver meget spændende, for det er her, det begynder at stå klart, hvem der bliver valgt ind i Europa-Parlamentet. Derfor åbner valgstudiet også op igen på DR1 mandag morgen med nye friske værter; Ulla Essendrop og Klaus Bundgaard. TVA Live sender nyhedsopdateringer hver time. Og på P1 og P4 er valgmorgenen også en stor dag med fuld sending i morgenfladen.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button