Ny mand i spidsen for YouSees markedsføring, kundekommunikation og kundedialog

| tirsdag 05. apr, 2016 10:47 | 0 Kommentarer

Carsten Elmose YouSeeDet bliver Carsten Elmose, der fremover kommer til at stå i spidsen for YouSees markedsføring, kundekommunikation og kundedialog. Han tiltræder jobbet den 1. juli og kommer fra en lignende stilling i Danica Pension.

Som led i strategien frem mod 2018 har YouSee sat nogle ambitiøse mål for kundeoplevelsen.

Det kræver en endnu større kundeindsigt og et endnu større kundefokus i markedsføringen. Derfor blev ansvaret for kundedialog lagt ind i MarCom afdelingen for netop at sikre en endnu stærkere kundeorienteret kommunikation. Ændringen skete i forbindelse med den strategiske sammenlægning af TDC og YouSee den 27. januar i år.

Fokus på stærkere kundekommunikation

En del af opgaven for afdelingen består fremover i, at produkter og services kommunikeres sammenhængende, forståeligt og nærværende til danskerne på baggrund af indsigt i kundernes behov. Om valget af Carsten Elmose siger René Brøchner, koncerndirektør for YouSee:

”Jeg glæder mig meget til at få Carsten ombord. Ikke alene er han en stærk marketingprofil, han har også haft ansvaret for kundetilfredshed i både Danica Pension og Danske Bank. Det gør ham til et unikt match, og jeg er overbevist om at han, sammen med et stærkt team, kan bidrage meget positivt til, at YouSee bliver endnu mere kundeorienteret i vores tilgang.”

I Danica Pension har Carsten Elmose haft ansvaret for marketing, kundetilfredshed og Danica Pensions salgskoncepter i Danske Bank-regi siden 2014. Herunder har han introduceret en helt ny – og langt mere datadrevet – marketingstrategi. Derudover er han blandt andet arkitekten bag kommunikationen i forbindelse med lanceringen af MobilePay hos Danske Bank.

”Der venter en stor og spændende opgave i at favne kunderne i sammenlægningen af to af Danmarks største brands, som jeg kun kunne sige ja til. Samtidig glæder jeg mig til at få mulighed for at bringe mine erfaringer med kundeorienteret kommunikation i spil og særligt blive del af en organisation, hvor indsigtsbaseret kundekommunikation står så højt på agendaen,” siger Carsten Elmose.

Kilde: YouSee presse

Del på:

Tags:

Gemt under:: Branche-Nyt