Whistleblower – nyt afslørende dokumentarformat på TV 2
Torsdag 19. maj kl. 20.00 er der premiere på TV 2s helt nye dokumentarprogram ‘Whistleblower’ med Jens Langhorn som vært.
I det første program handler det om falsk markedsføring, “tæskehold” og snyd i et større dansk forsikringsagentur. En historie, som TV 2 kan præsentere, fordi fem tidligere ansatte i forsikringsagenturet har valgt at fortælle den – trods trusler om sagsanlæg fra deres tidligere arbejdsgiver.
Et tip fra en ansat
Det hele begyndte med et tip fra en tidligere kommunikationschef i forsikringsagenturet, og tippet ledte Jens Langhorn på sporet af falsk markedsføring og kunder, som ikke har fået den dækning, de er berettiget til. Flere af de tidligere ansatte i selskabet fortæller, at de har været med til at snyde forsikringskunderne.
– Whistleblowernes rolle i samfundet er vigtigere end nogensinde, og vi mener, at de bør støttes og ikke forfølges. I dagens digitale verden kan vi se talrige eksempler på, at en whistleblowers handlinger, i hidtil uset omfang, kan skabe en enorm kædereaktion af afsløringer med vidtrækkende konsekvenser. Vi håber, at TV 2 kan blive den platform, som whistleblowere vil henvende sig til. Vi vil hjælpe dem, der sidder inde med fortrolig, men afgørende viden om kritisable forhold, og som mod svære odds forsøger at få deres historie frem i lyset, siger Jens Langhorn og fortsætter:
– Allerede med vores første program, hvor whistleblowere fortæller om snyd i forsikringsbranchen, har vi erfaret, hvor tung en beslutning det er for den enkelte whistleblower at stå frem. Flere af de whistleblowere, som medvirker i vores program, er blevet overvåget med skjulte GPS’er under deres private biler. De er alle blevet mødt med trusler om sagsanlæg af deres tidligere arbejdsplads. Vi har stor respekt for, at de alligevel vælger at stå frem med deres afsløringer.
Sandheden frem i lyset
TV 2 vil gerne sætte dagsorden og bringe kritiske og samfundsrelevante forhold frem. Med det nye dokumentarformat får danskerne mulighed for at henvende sig i fuld fortrolighed om forhold, som de synes skal frem. Det kan f.eks. være oplysninger om kritisable, men hemmeligholdte forhold såsom ulovligheder, korruption eller magtmisbrug. Det kan både dreje sig om private virksomheder og offentlige institutioner – det afgørende er, at det har relevans for en bredere del af befolkningen, at oplysningerne kommer frem.
– Nogle af de vigtigste og mest samfundsrelevante afsløringer i de senere år kommer fra whistleblowere, der har siddet inde i virksomheder eller organisationer og dermed har haft et unikt kendskab til kritisable forhold, der uden dem ellers aldrig ville være kommet til offentlighedens kendskab. Hvis man sidder inde med sådan en viden, kan man henvende sig anonymt til os. Vi tager kildebeskyttelsen dybt alvorligt og gør alt for at beskytte vores kilder, siger Thomas Breinholt, programchef på TV 2.
Læs om whistleblower-ordningen og hvordan du kommer i kontakt med redaktionen bag her.
Jens Langhorn – ny vært
34-årige Jens Langhorn er vært på ‘Whistleblower’ og ny vært på TV 2. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab fra Københavns Universitet og har i flere år været i redaktionen for programmer til TV 2, bl.a. forbrugerprogrammet ‘Basta’, ‘Operation X’ og ‘Velfærd til salg’.
Se med, når der er premiere på TV 2s nye dokumentarformat i programmet ‘Whistleblower: Forsikringer med beskidte metoder’ torsdag 19. maj kl. 20.00.
Kilde: TV 2