Når ‘Vild med dans’ har sæsonpremiere fredag 2. oktober klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY, sidder der for første gang fem dommere klar til at bedømme de 12 par.
Det skal de danse i Vild med dans program 1
Cha-cha-cha
Første fredag på gulvet byder på latindansen cha-cha-cha for sanger Wafande hans partner Mie Moltke. Og det gør den også for Hilda Heick og Michael Olesen.
Jive
Både biolog Vicky Knudsen og partner Martin Parnov Reichardt og tv-vært Kristian Bech og hans partner Mille Funk skal prøve kræfter med latindansenes festfyrværkeri, jiven.
Pasodoble
For radiovært Sara Bro og Morten Kjeldgaard og tidligere håndboldspiller Lars Krogh Jeppesen og Malene Østergaard står første aften på gulvet i pasodoblens tegn.
Vals
Første tur på gulvet for Silas Holst og skuespilleren Nukâka Coster-Waldau byder på vals.
Dj’en Faustix og hans partner Asta Björk skal også prøve kræfter med den elegante standarddans.
Tango
Parrene Thomas Evers Poulsen og skuespiller Merete Mærkedahl og Jenna Bagge og skuespiller Albert Rosin Harson skal danse tango i det første program.
Wienervals
Wienervalsen er netop den dans, stylist og influencer Emili Sindlev og partner Mads Vad skal prøve kræfter med i første program. Det samme skal skuespiller Janus Nabil Bakrawi og partner Karina Frimodt
Her er de 12 par i Vild med Dans 2020
Anne Laxholm, Nikolaj Hübbe, Britt Bendixen, Jens Werner og Marianne Eihilt er den kompetente dommerkvintet, der fra fredag 2. oktober klokken 20.00 sidder klar ved dommerbordet, når ‘Vild med dans’ er tilbage med sin 17. sæson. Britt Bendixen, der i sidste sæson ikke var med på grund af en hjerteoperation, er tilbage, og det samme er Marianne Eihilt, der passede Britt Bendixens plads.
– Var det ikke Mae West, der sagde: “For meget af det gode kan være vidunderligt”? Det er ‘Vild med dans’ i forvejen et levende bevis på, så det faktum, at Britt Bendixen er tilbage i topform, er fantastisk og behøver ikke at betyde, at vi så skal sende nogen hjem. Tværtimod er det helt i programmets ånd, at vi straks dækker op til én mere – selvfølgelig med afstand – så dommerbordets personligheder, der jo alle har været en del af ‘Vild med dans’-familien i årevis, kan samles én gang for alle, siger underholdningsredaktør Thomas Richardt Strøbech, TV 2, og fortsætter:
– I år får vi flere stemmer at høre i konkurrencen som helhed, uden det går ud over hverken tempo eller humør. Dommerne bedømmer alle danse med karakterer, så ligesom i en ægte dansekonkurrence vil der nu være flere øjne til at bedømme den enkelte dans. Det kan tilføre konkurrencen et ekstra lag uforudsigelighed og spænding, og de professionelle dansere har også alle reageret meget begejstrede på nyheden om et ekstra pointskilt i mixet, siger Thomas Richardt Strøbech.
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag