Nyheder

Vesters Verden på TV 2 Fri – drømmen om det gode liv på landet

TV 2 Fri ny TV 2 kanalTV 2 FRIs nye programserie ‘Vesters Verden’ er ti programmer om Søren Vester og hans familie, der udlever drømmen om det gode liv på landet – et liv, som flere og flere drømmer om, og som et stigende antal danskere udlever.

Designer og moderne bonderøv Søren Vester og hans familie er flyttet fra storbyen København og tilbage til Sørens jyske hjemstavn, den lille by Thise, for at udleve drømmen om et mere simpelt liv på landet.

I serien ‘Vesters Verden’, der har premiere tirsdag 29. september kl. 20.40 på TV 2 FRI, følger vi Søren og hans families hverdag på den gamle præstegård – og ikke mindst Sørens vilde projekt, hvor han kæmper for at bygge et gigantisk drivhus, hvor der før lå en gammel lade, så han kan holde en bryllupsfest med sin kone og invitere familie og venner. For i det lille landsbysamfund kender alle hinanden, og så skal alle selvfølgelig også med til fest!

Flere og flere flytter på landet
Søren Vester og hans familie er blot en af det stigende antal danske familier, der vælger at flytte fra by til land for at få mere tid til hinanden. En analyse foretaget i april 2015 af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter viser, at selv om der samlet set flytter flere danskere fra land til by, så dækker tallet over store bevægelser begge veje. Faktisk flyttede mere end 17.000 danskere i 2014 fra et byområde til et landområde, og det er mere end 1.000 flere end året før.

– På TV 2 FRI ser vi det som en kerneopgave at vise, at der findes en interessant og inspirerende virkelighed uden for hovedstaden. Når man bevæger sig ud i vores smukke land og følger hverdagen, opdager man, at fællesskabet og livsglæden stortrives i de små landsbysamfund, hvor der er højt til både loftet og himlen. Søren Vester og hans familie er et eksempel på, at man også tænker moderne og innovativt ude i det, nogle har døbt ’udkantsdanmark’ – og som vi på TV 2 FRI kalder ‘Vesters Verden’, siger TV 2 FRI-redaktør Peter Stovgaard.

Mulighedernes land
For Søren Vester var der ingen tvivl om, at han efter mange år i København skulle tilbage til den jyske muld, tilbage til de store luftige vidder, tilbage til rødderne. Der, hvor alle kender alle – og hvor alle kommer hinanden ved.

– For mig er det mulighedernes land at bo herude. Kender man ikke nogen, kommer man til det, for her er forenings-Danmark et fantastisk omdrejningspunkt. Man skal være med til at drive hjulene, men så får man også tifold igen. Thise er et smørhul. Her lever vi vores liv med alt, hvad det indebærer at være småbørnsfamilie i et moderne, travlt samfund, men her får vi hjælp af familie og venner, så vi kan faktisk ikke se os selv andre steder end lige her med alle mulighederne, siger Søren Vester.

Drømmen om et ‘driverhus’
Søren og hans hustru Dorthe købte en gammel præstegård, som de har sat i stand – og nu kaster Søren sig over sit hidtil største boligprojekt på matriklen i Thise. Den gamle konfirmationsstue skal rives ned, så Søren kan bygge sin drøm af et ‘driverhus’; et gigantisk 200 kvadratmeter drivhus med plads til eftertanke, kreativitet, masser af gæster og en god middagslur. Søren er meget fascineret af drivhuse og det magiske ved det rum, der ligger i overgangen mellem ude og inde.

En for alle – alle for en
Projektet skal nås på kort tid, for ‘driverhuset’ skal stå klar til en forsinket bryllupsfest, som Søren og hans familie har planlagt at holde blot fem måneder efter, at den første mursten bliver banket løs. Så det kommer til at kræve al Vesters kreativitet og ikke mindst støtte fra både venner, familie og hele nabolaget i Thise, hvis det skal lykkes.

Vesters Verden på TV 2 Fri – drømmen om det gode liv på landet
Vesters Verden på TV 2 Fri – drømmen om det gode liv på landet

Se, om Søren når sit mål i ‘Vesters Verden’ fra tirsdag 29. september kl. 20.40 på TV 2 FRI.

I samme kategori

Back to top button