Her er værtsholdet til EM på TV 2
Så sker det, alle fodboldfans har glædet sig til: UEFA EURO 2016 i Frankrig bliver sparket i gang. TV 2 stiller i stærkeste opstilling med Morten Ankerdal som vært og eksperter og kommentatorer som Michael Laudrup, Jesper Grønkjær, Carsten Werge, Per Frimann og Flemming Povlsen m.fl. på holdet.
En hel måned i fodboldens tegn. Så bliver det ikke bedre. EM i fodbold i Frankrig, eller UEFA EURO 2016 som det officielle navn er, bliver spillet fra 10. juni til 10. juli, og her vil nogle af verdens bedste fodboldspillere og -hold tørne ud mod hinanden.
– Det bliver den største EM-slutrunde, vi nogensinde har oplevet. Der har aldrig været så mange hold med før. Det vil sige, at vi får langt flere kampe. I omfang kommer det til at minde om en VM-slutrunde, siger Morten Ankerdal, TV 2s EM-vært.
Som til alle de store fodboldslutrunder vil der være masser af nerve, dramatik og overraskelser i kampene, hvor nationers ære står på spil. Nye spillere vil få deres gennembrud, og andre vil floppe.
– Jeg glæder mig rigtig meget til EM-slutrunden og til at analysere for TV 2s seere og brugere. Det er de største fodboldnationer og de største spillere, der er samlet her – og så var det jo netop i Frankrig, hele det danske eventyr startede tilbage ved EM i 1984, siger Michael Laudrup, ekspert i Frankrig for TV 2 under EM. Han fortsætter:
– Zlatan, Ronaldo, Bale, Griezmann, Iniesta – jeg skal på nærmeste hold følge disse fodboldpersonligheder. Navne, som vi kender, men der dukker også masser af nye navne op i så stor en turnering. Dem ser jeg frem til at følge for TV 2, siger Michael Laudrup.
Mange overraskelser
Morten Ankerdal har store forhåbninger til UEFA EURO 2016 i Frankrig. Både som tv-produktion og fodbold-slutrunde.
– EM i Frankrig i 1998 var en af de bedste EM-slutrunder, der har været. Og da EM nu kommer tilbage til Frankrig, har jeg store forventninger til, at arrangementet bliver ekstremt vellykket. Og at vi kommer til at have en sindssyg høj kvalitet på tv-produktionen, siger Morten Ankerdal og fortsætter:
– Ved siden af det tekniske er der det sportslige, som bliver virkeligt spændende. Frankrig på hjemmebane er selvfølgelig et godt bud på en favorit, men Frankrig har ikke været på højeste niveau i 16 år. Det er blevet så jævnbyrdigt i fodbold, at de små hold ikke er langt fra de store. Jeg tror, at vi kommer til at se mange overraskelser, siger Morten Ankerdal.
Det største fodboldnavn, vi har i Danmark
Både på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY vil EM-bolden rulle. På de to flow-kanaler vil der være masser af kampe og studieprogrammer, og på TV 2 PLAY vil man kunne se alle EM-kampe, da DRs kampe også bliver tilgængelige her, efter at de er vist på DR. Desuden bliver EM dækket massivt af TV 2 i de almindelige sportsudsendelser, på em.tv2.dk, på de sociale medier og TV 2-sportsredaktionens andre digitale platforme.
TV 2 stiller til EM i stærkeste opstilling. Hovedvært i studiet i Aarhus bliver Morten Ankerdal. Han bliver suppleret af eksperter som bl.a. Peter Sørensen, Thomas Frank, Kasper Hjulmand og Flemming Povlsen, der normalt arbejder på 6’eren og Canal 9, samt Malene Marquard, tidligere landsholdsspiller og anfører for Brøndbys hold i 3F-ligaen.
Desuden vil den tidligere Superliga-dommer Kenn Hansen også dele ud af sin viden i studiet. Kommentatorerne i Frankrig er primært Thomas Kristensen samt eksperterne Jesper Grønkjær, Carsten Werge og Per Frimann, der normalt arbejder for TV3 Sport. I Frankrig er der også eksperter og reportere som blandt andre Michael Laudrup, Flemming Toft og Morten Bisgaard.
Blandt eksperterne, der skal snakke fodbold under EM, er altså den tidligere landsholdsspiller og Barcelona- og Real Madrid-spiller Michael Laudrup, der de senere år har været træner i blandt andet La Liga og Premier League.
– Michael Laudrup er bare det største fodboldnavn, vi har i Danmark. Hvis man rejser med ham, oplever man, hvor kendt han er over hele verden. Det, der er så fantastisk med Michael som ekspert, er, at han har holdninger. Han har altid nogle betragtninger, der gør, at man lige reflekterer. Selvfølgelig også med det i mente, at han har haft den karriere, som han har, siger Morten Ankerdal.
Kilde: TV 2